Trouble loves him

Det skal aldrig være nemt at være Morrissey. Her er hvad han sang i går på sin 4. aften i London’s The Roundhouse:

Please, Please, Please Let Me Get What I Want / Last Of The Famous International Playboys / Something Is Squeezing My Skull / I Just Want To See The Boy Happy

Så kunne hans stemme slet ikke mere og Morrissey + band forlod scenen uden så meget som et ord. Efter 15 minutters kaos i salen kom to stk. engelske standup-klovne samt TV-værten Jonathan Ross frem og annoncerede showet aflyst. Det blev ikke modtaget vel.

Morrissey’s to sidste Roundhouse-shows i aften og søndag er nu også aflyst.

23 tanker om “Trouble loves him”

  1. Morrissey forbliver relevant, interessant, provokerende, ubeskrivelig morsom og musikalsk medrivende. Kommercielt er han større end nogensiden – og hvis man var på Roskilde i Arena/det grønne telt i 2004, kunne man jo netop se, hvordan han tryllebandt et ganske ungt publikum. Her fremkaldte Irish Blood, English Heart større respons end How Soon is Now?. Det er få kunstnere forundt at forblive kunstnerisk vital så langt ind i karrieren – og tilmed forøge sin popularitet så markant.
    Bowie: A Lad Insane eller blot en selvpensioneret faderfigur, som lavede nogle mesterlige album for meget længe siden? Jeg synes, de to har så lidt til fælles, at det ikke giver mening at sammenligne dem – selv om deres historie har krydset flere gange. Bliver de venner igen: I Know It’s Gonna Happen Someday.
    Læs om Moz her – Alt, I behøver, er trods alt ham: http://www.esromff.dk/news.php

  2. Synes ikke begrebet er noget skældsord, blot en betegnelse for kommunikativ bredde, vel kombineret med en vis nemhed i udtryksforståelse.

    Og jo, jeg synes netop Amy Winehouse’s seneste plade – i ordets bedste forstand – er absolut mainstream.

    Kan btw. heller ikke udstå Lydia Lunch.

  3. Begrebet er et vagt begreb. Vi kan nok alle være enige om at Paul McCartney er mainstream, mens f.eks. Lydia Lunch ikke er det. Men grænsetilfældene… Mainstream er (vil jeg hævde) ikke det samme som succes.

    Pete Dohertys musik er ikke særlig omtalt, fordi Pete Doherty selv skygger for den. Der er på heller aldrig nogen, der taler om Amy Winehouses musik. Er hun mainstream?

    Er mainstream et skældsord? Jeg kan faktisk bedre lide Paul McCartneys musik end Lydia Lunch’s ditto.

  4. Morrissey er ikke mainstream, idet han, som et andet af weekendens indlæg om ham påpegede, ikke er musikalsk kendt af mange andre end et vist segment 30-45 årige, ofte med solid 1980’er-indie-baggrund.

    Det er anderledes mainstream, når man som en selvfølge kan stille sig op foran ??.??? betalende sjæle på en pløret mark udenfor Horsens. Sidst Morrissey var i København solgte han ikke Vega ud.

    Pete Doherty – en anden af dine favoritter, Pastor – får i England tyve gange så meget avisopmærksomhed som Moz. Det har desværre gjort ham til en paperazzi-jaget kändis, men mainstream, det er hans musik sgu’ ikke pludselig blevet af den grund.

  5. Hvorfor er Morrissey ikke mainstream? Han har været fremme i et kvart århundrede og har – som man vil kunne andetsteds på denne blog – allerede flere opsamlingsalbums på samvittigheden. I den britiske presse er det heller ikke ligefrem omtale af mandens gøren og laden, det skorter på.

  6. Det er noget andet. Mariah Carey og hendes mainstream-slags tvinges gud, hvermand og hans hund nærmest til en mening om, når de hele tiden, tit og ofte, i tide og især utide, er i aviser, blade, reklamer, film, radio, TV.

    Iøvrigt frembringer Morrissey alligevel, trods sin usynlighed, langt stærkere reaktioner end nu f.eks. Mariah Carey. Hende er der nok ikke mange ikke-MC-fans der gider spilde megen opmærksomhed på…?

  7. Men gælder det ikke for de fleste musiknavne af en vis popularitet, at der er en stor skare, der er fans af dem, og en lige så stor skare, der ikke kan fordrage dem?

    Set i det lys er f.eks. Mariah Carey lige så væsentlig som Morrissey.

  8. Som kan ses af mange indlæg her, har Morrissey ialfald den kvalitet, at han enten trækker folk til sig eller støder dem væk. Alt for mange af nutidens topbands ejer slet ikke den substans, der gør man tvinges til at tage følelsesmæssig stilling til dem – det gør Morrissey.

    Andres Lokko har de sidste vel 20 år, både som person og journalist, omklamret utallige retro-trends, deres tøj, ikoner og livsstil, så at lige han – trods sin næsten skizofrent omskiftende identitet – skal klandre Morrissey for at dyrke det forgangne er hovedrystende absurd.

    Og synger Morrissey mon virkelig i sit eget hoved for utilpassede teenagere?!? Nej, come on, han synger sine ensomme love songs for enhver. Man kan forgude Morrissey, ynke ham, irriteres af ham, eller også bare nyde de sange han slipper sin fucked-up verden ud igennem; de bedste af dem er intet mindre end fremragende!

  9. Nu har Morrissey aldrig været min cup of tea – har faktisk rigtige dårlige minder om ham og The Smiths fra midt-firserne. Det eneste gode ved ham må være at han har kant, er en intelligent og (i det mindste for en tid)var en fornyende og samlende faktor i engelsk musik kultur. Jeg har bare aldrig kunnet lide hans stemme eller hans stil. Nuvel, men stakkels, stakkels langhårede budbringer (hvorfor valgte han også at tage sit Marilyn Manson-gav-mig-det-her tøj på?)
    Det er et beskidt job men nogen skal gøre det…når nu Morrissey ikke kunne samle sig sammen til det.

  10. Den svenske journalist Andres Lokkos aktuelle fredagsklumme i Svenske Dagbladet handler om Morrisseys Roundhouse koncerter:

    Hela den här veckan, med final i morgon, uppträder Morrissey på anrika The Roundhouse i Camden. Han gör det mitt under, som han själv sade på premiärkvällen i måndags, ett pågående blodbad. Nyligen har han stämt NME för att ha framställt honom som främlingsfientlig. Han författade ett taffligt och självgott försvarstal som The Guardian, aningen förhastat, valde att publicera. Ingen i publiken på The Roundhouse verkar ha kommit dit för att höra en ny låt och ändå spelar Morrissey ett halvdussin nya sånger. Alla med patenterat morrisseyska titlar, men komplett berövade på både humor och innehåll.

    Hans fanatiska, numera oftast 39-åriga manliga lärjungar, jublar allra högst åt den kontroversiella National front disco och när den – enligt kompositören – satiriskt betraktande raden ”England for the english” ljuder över hela Camden är det bara sorgligt. Dumt, fel och sorgligt.

    I skenet av den åldrande Morrisseys accelererande konservatism känns hans en gång så självironiska överlägsenhet svårt malplacerad. Ty Moz drömmer om ett liv i ett vakuum där ingenting någonsin förändras. Han presenterar sig som Stan Ogden – en karaktär från evighetssåpan Coronation street – och bakom scenen hänger en gigantisk triptyk med en purung Richard Burton med ett drinkglas i handen. Morrissey bär under de första låtarna själv en slips som även den pryds av Burton.

    Bakom sin numera ansenliga bilförsäljar mage tror den snart 50-årige Stephen Patrick att han sjunger för världens alla missanpassade ton åringar. Varje ord han yttrar, hela hans uppenbarelse, vill säga att han är lika missförstådd som alltid. Men, som en vän till mig uttryckte det, i dag är han bara alltför enkel att förstå och läsa av. Även vi som älskade honom allra mest växte ju i från honom. Morrisseys nya singel heter That’s how people grow up. Och nästan alla de han ursprungligen sjöng sina serenader till har gjort just det. De gör någonting annat i kväll. Ingen har med sig en enda påsk lilja.

    På scenen står Morrissey ensam kvar, som en förvirrad Peter Pan med trivselvikt i bruna Prada -byxor.

  11. Jens, jeg tager vist mest pis. Jeg har ikke lyttet nok til ham til at vide, hvad jeg taler om.

    I øvrigt synes jeg ikke, man kan klandre manden for at miste stemmen – men at håndtere det på den måde er enten tøset eller arrogant. Folk har ikke blot betalt for billetterne, men også glædet sig til den koncert. Det mindste, han kunne gøre, var sgu da at opføre sig, som om han havde respekt for sit publikum. Uden publikum kunne han jo slet ikke få lov til at udgive sine plader og spille sine koncerter.

    “Jeg er lizzom kunztner, zå jeg har altzå lov til at opføre mig exzentrizk. Det er jer, der zkal rezpektere mig. Jeg vizer min rezpekt for jer ved at invitere jer ind i mit indre univerz…”

  12. Først vil jeg lige sige, at jeg i perioden 1983 til 1988 var fuldstændig besat af Morrissey og The Smiths, der vel udgjorde halvdelen af mit liv dengang. De plader vil altid betyde noget helt specielt for mig fordi jeg dengang i mine sene teenage år kunne identificere mig så meget med Morriseys helt fantastiske tekster, der blev sunget til Johnny Marrs fantastiske melodier.

    IMHO er der mindst tre ting, der adskiller Morrissey og Bowie …

    1. Generel folkelig appel

    Alle, selv mine gamle forældre, ved hvem Bowie er. Morrisseys primære målgruppe er, som Bronx så rigtigt skriver, en meget mere snæver gruppe af hvide mænd i aldersgruppen 35-45 med hang til engelsk populærmusik (som jeg selv), og som tidligere har lyttet til The Smiths. Bowies musikalske ringe har spredt sig og påvirket langt videre omkring end Morrisseys …

    2. Musikalsk og kunstnerisk udvikling og spændvidde

    Morrissey kan afgjort skrive tekster – men han har aldrig skrevet en SANG – det kan han nemlig ikke. Det gjorde Johnny Marr i The Smiths og og det gør Boz Boorer i dag, hvorefter Morrissey skriver tekst og melodi. Han spiller ikke noget instrument og ville aldrig have udgivet noget, hvis ikke han havde haft en rigtig musiker at læne sig op ad. Bowie har skrevet næsten alle sine sange selv, og spiller på instrumenter. En plade som Hunky Dory er spækket med eksempler på, hvor stor en sangskriver David Bowie rent faktisk er. Bowie har altid været en søgende kunstner, og det har bragt ham vidt omkring, også til steder han burde have holdt sig fra, men han har også fundet områder hekt ude på kanten, hvor ingen andre rockmusikere havde været før ham. Morrissey har aldrig udviklet sig som kunstner. Han har holdt sig til primært to samarbejdspartnere gennem sin 25 år lange karriere, og temaerne i teksterne har ikke udviklet sig siden The Smiths. Som vi kunne se for nyligt i den nye musikvideo har han stadig James Dean backdrops til sine koncerter nøjagtigt som for 25 år siden.

    3. Menneskeligt format

    Morrissey er desværre (og det var hårdt dengang for mig at erkende) et gennemgående arrogant og usympatisk menneske, der nærer en dyb og grundlæggende foragt for andre mennesker. De, der ikke har fået eksempler nok på det her på siden i den sidste tid, bør læse Johnny Rogan’s fremragende Smiths-biografi ”Morrissey/Marr – The Severed Alliance”. Bowie, helt modsat, har altid optrådt med respekt og oprigtig nysgerrighed over for andre kunstnere. Bare spørg Kasper Eistrup, Thomas Wintherberg eller Cæcilie Nordby …

  13. Nej-nej, at sige Morrissey ikke kan skrive, er det samme som at påstå Ronaldinho ikke kan spille fodbold. Småskadet og slet ikke prangende lige nu, men når som bedst altså ret uforglemmelig.

    Og Bronx, nok er bundniveauet for lavt hos Morrissey, men de gange han har ramt hovedet på sømmet, har det givet genlyd, både hos et bredere publikum og hos de ‘folk med smag’, hvis anerkendelse du mener han tilstræber.

    At sammenligne Bowie og Morrissey synes jeg er svært. Hos sidstnævnte er det ‘værket’, dets indhold og form, som står i centrum, mens Morrissey’s egen person altid er det enlige omdrejningspunkt på hans egne albums, uanset hvordan musikken så end må lyde. To meget forskelligartede discipliner.

    Bowie lavede fantastiske skelsættende plader omkring 70’erne, siden gjorde Morrissey det samme, især med Johnny Marr i The Smiths, men også, ved ialfald to lejligheder derefter, alene.

    På de seneste udgivelser har ingen af dem været på toppen, men hvorfor en hvem-er-bedst-sammenligning i det hele taget? De er begge tidligere mestre med imponerende bagkatalog.

  14. Morrissey er ti procent talent og halvfems procent hype. Han skriver kluntet på en quasi-intellektuel måde, som falder i NME-journalisters smag – men inderst inde (og måske også yderst ude) ønsker han anerkendelse fra folk med smag. En anerkendelse som den, der er tilfaldet Bowie, og trods stadig ringere udgivelser stadig tilfalder Bowie.

    Jeg fristes til et citat fra Dostojevskij: “Hele ulykken ved hans karakter ligger i, at han sætter sig selv lidt højere, end hans virkelige værd berettiger til.”

  15. Ingen vil vel betvivle at tygdepunktet i Bowies produktion igennem 40 år ligger i 70’erne, selvom der absolut også har været fine ting i dette årti. Men at en kritik af dette skal fremføres offentligt af netop Morrissey er da tragikomisk. Med Vauxhall og Arsenal som undtagelser, har Morrissey post Smiths lavet den samme halvkedelige plade med Boz Booring som kapelmester igen og igen … Der er vel ikke nogen, der seriøst kan mene at Morrissey og Bowie spiller i samme liga?

  16. Jeg kan kun være enig med Morrissey. Der har jo ikke været noget nævneværdigt ved Bowie siden Outside.

    Hans ringe Earthling er netop et fortænt forsøg på at give folk hvad de vil ha, og det mislykkedes, ligesom på alt hvad der siden kom fra hans hånd.

  17. … og for lige at binde alle tråde elegant sammen, var det netop i et Jonathan Ross show for et par år siden at usympatiske Morrissey kom med nok et motiveret udfald, denne gang mod David Bowie. Gad vide hvad der gik galt i mellem dem, da Moz varmede op for Bowie på Outside tour’en i ’95? Mon det var noget med Elton John?!?

Skriv et svar