Left of the dial i den grad

Der er Replacements-fokus her ovenpå dagens RSD-udgivelse af det tredobbelte livealbum Inconcerated fra Wisconsin University i 1989. Har til nu nu været igennem både Tim (1985) og Pleased to Meet Me (1987), og er, efter ikke at have hørt dem i længere tid, lettere lamslået over den uslebne diamant-kvalitet, pladerne og Minneapolis-bandet besidder, lige dele rå vildskab og ubevidst sans for skønhed…

3 tanker om “Left of the dial i den grad”

  1. Jeg samlede selvfølgelig også livealbummet op i går. Fantastisk setliste. Hvem der bare havde været til koncert med dem på et college i slutningen af firserne. Sangene fra Don’t tell a soul har mere kant live. Her kan man tale om numre, der blev produceret for pænt på det officielle album. Lyden er bedre end forventet. Investeringen værd.

  2. Det er to gode albums, omend jeg er lidt forbeholden over for produktionen af Tim. Man kan godt fornemme, at Tommy Erdélyis hørelse ikke var så god efter årene bag trommerne i The Ramones.

    I øvrigt var Inconcerated også med i udgivelsen af Dead Man’s Pop.

Skriv et svar