Easy listening er en genre, der typisk enten er blevet udsat for foragt eller for en ironisk baseret pseudoaccept. Den værste easy listening er så facil, at den giver mig kvalme (hvem sagde f.eks. Katie Melua?). Men der er også en anden fortælling. Jeg forbinder easy listening med tidlige morgener på amerikanske hotelværelser, hvor jeg tænder for clockradioen eller fjernsynet og musikken lægger sig som et trygt tæppe. Samtidig er der en melankoli nedenunder, fordi jeg ikke er ordentligt udsovet på grund af tidsforskellen og vågner i et fjernt land til en anderledes morgen, som jeg ikke helt ved hvordan bliver. Den bedste easy listening kan rumme en sådan modsætning og stikker dybere, end man tror. Neil Diamond var (ofte) easy listening, men drømte samtidig om at blive Bob Dylan. The Carpenters var easy listening, men i Karen Carpenters stemme var der både sødme og smerte.

I disse år bliver easy listening og dens fætter, den såkaldte bløde rock, genopdaget. John Grants fremragende solodebut er et fremragende eksempel på dét. Og i dagbladet Information havde Klaus Lynggard d. 22. februar en meget positiv anmeldelse af Seasons Of My Soul, der er debutalbummet fra den engelske sangerinde Rumer. Jeg måtte høre, hvad det var for noget, og jeg er positivt overrasket. Rumer (der egentlig hedder Sarah Joyce) har et sangforedrag, der giver mig klare mindelser om Karen Carpenters kvaliteter og om en Støvet Forårsmark. Umiddelbart er dette “bare” easy listening, men man mærker melankolien under overfladen i de velkomponerede sange, der rummer en sælsom genkendelighed og sagtens kunne være indspillet for tre årtier siden. Jeg kan se, at selveste Burt Bacharach har opdaget Rumer og har skrevet en sang til hende – det forstår jeg faktisk godt. Ovenfor en live-udgave fra Jools Holland’s Later på BBC (hvorfor har vi ikke den slags programmer på dansk fjernsyn?).

(I parentes bemærket: Lynggaard nævner også Sean Rowe, men han skal have sit eget indlæg en anden dag.)