Og gud, hvor det dog klædte Morrissey at få sig et band, der lignede og lød som…et band. Efter sine to første soloplader, der med varierende held havde suppleret baggrundsmusik til soloartistens stemme og ord, præsenterede Your Arsenal i sommeren 1992 en helt anderledes helstøbt pakke. Om det var de rockabilly-cats – velkommen til specielt sangskriver-guitaristerne Boz Boorer og Alain Whyte! – Morrissey havde fundet til sin Kill Uncle-tour året før og nu fortsatte at arbejde med i studiet, eller om det var producer Mick Ronson, Bowie’s wingman og guitarist fra Ziggy Stardust-æraen, skal ikke kunne siges, men den blodfattige Panodil-indie fra Kill Uncle var her kun et år efter pludselig skiftet ud med en potent musikalsk blanding af rockabilly-attitude og ultrabritisk glamrock. Morrissey syntes samtidig tekstmæssigt at have rundet et hjørne, hvor de nye sange med håndholdt kamera stillede ind på hård ungdom, hooliganisme, racisme, engelsk kulde og forfald.

Mange – inkl. NME, der kørte en målrettet racisme/nationalisme-hetz på Morrissey for sangen ‘National Front Disco’, samt også for, ved en stor koncert i London’s Finsbury Park, at vifte med et engelsk flag, noget iøvrigt netop NME meget snart skulle hylde Oasis og co. for at gentage – brød sig ikke om de hårde kanter, man pludselig kunne skære sig på i den til da så følsomme sangers univers. For os andre var det livsgivende at se Morrissey pludselig var blevet…voksen. Her en sigende swaggerfuld BBC-optagelse af Morrissey og hans nye band(e) med ‘Certain People I Know’, en af de mere rockabillylydende sange fra Your Arsenal…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Your Arsenal:

1. Tomorrow
2. The National Front Disco
3. We’ll Let You Know
4. You’re Gonna Need Someone On Your Side
5. Glamorous Glue