Det er i dag 12 år siden at Lou Reed døde. Kunne nogen andre i sang fortælle livet så ligefremt og usminket, så nøgternt som han, først med The Velvets, siden alene i et langt, broget soloridt? Hvis man fik nok af overfladiske banaliteter i rockmusik, al dens umodne candyfloss, der ikke ejer format til at tage sine lytteres intelligens alvorligt, så bragte Lou Reed ofte den sang som talte i øjenhøjde, det salt der kunne få dagen til at glide spiseligt ned. Her viser han de sjældne kvaliteter på ‘Sword Of Damocles’ fra Magic and Loss (1992). Lou Reed står savnet.
En tanke om “Lou Reed sang livet”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Lou Reed var ikke nem, og min fornemmelse er, at hans ofte sure udstråling skyldtes, at han så de fleste mennesker som tankeløse og overfladiske individer med alt for lidt erfaring. Magic and Loss er i høj grad et album om døden, og dét emne kan man kun skrive ordentligt om, hvis man har været igennem lidt af hvert. Det havde Reed bestemt været.
Men jeg tror nu også, at Lou Reed blev lidt mere overbærende med årene, ikke mindst takket være hustruen Laurie Anderson. Hende har jeg aldrig opfattet som sur.