Malmö City blues

Aftenen var ladet med regn og mørke. I Malmö City gik en byfest med snurrende karuseller, svingende gynger og pariserhjul med blinkende neonstriber. Der var lykkeboder, hvor hovedgevinsten var Marabou-chokolade. I byens snævre gader bølgede et menneskehav blandt tingeltangel til salg. Man kunne købe droner og billig make-up. Plastiksmykker og mini-donuts. På Gustav Adolfs Torg var der talrige foodtrucks blandt alverdens streetfood-madboder af træ og teltdug. Etiopisk Kulturforening stod repræsenteret med eksotiske retter fra Addis Ababa. Et andet simrende sted kunne man få elg på wok. Der var skånsk æggekage og german döner. Selv noget så almindeligt som fish & chips. Lange træborde var sat ud og bænket op af spisende familier. Fra en mellemstor scene på Gustav Adolfs Torg lød til højlydt bifald tyrkisk knæksang og mellemøstlige discorytmer med for overdreven bas. Ikke langt derfra, på Stortorget, faldt regnen lettere ubeslutsomt foran en høj scene, der var ved at blive gjort køreklar. På et hævet aflukke bagerst på torvet kunne man købe øl. Der var sikkerhedsvagter ved indgangene dertil, som skulle hindre de tørstige i at tage deres nyindkøbte alkohol med ud igen. Ja, Sverige er Sverige. Først syntes der ikke voldsomt mange på torvet, men folk kom sivende til fra alle retninger, og pludselig var pladsen helt fyldt op af lavmælte svenskere. Da var der fem-ti minutter til showstart, og himlen over Rådhuset bag scenen var blevet kulsort. Her er hvad Thåström kl. 21.15 gik på og lykkedes save Malmö City midtover med…

Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Fanfanfan
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Var e’ vargen
Om Black Jim
+ + +
Alla vill till himlen
Centralmassivet

7 tanker om “Malmö City blues”

  1. Jeg har også lige set på Gaffa, at man forbrænder rigtig mange kalorier, når man er til koncert. (Så det gælder om at få noget i skrutten forinden).
    Det har man/vi andre måske vidst i årevis, men nu er det altså videnskabeligt bevist!

    http://gaffa.dk/nyhed/131194/nyt-studie-drop-traeningen-en-koncert-er-lige-sa-kalorie-forbraendende/
    https://www.dtu.dk/nyheder/2018/07/koncertgaesters-motion-kan-sammenlignes-med-spinning?id=6714cbbf-c76b-4802-a161-611d4098ebed

  2. Må desværre skuffe. Tiden var knap for at komme til Stortorget og plads mens tid var, så et par cheeseburgers med i hånden fra Burger King på Gustav Adolf, samt en pose chips i en kiosk på vejen.

  3. Nu bliver man lidt nysgerrig… Hvad købte du, Jens – droner eller make-up? Nej, undskyld. Tak for en spændende reportage, man ser det for sig. Malmö Festivalen giver alligevel Haven lidt baghjul på mangfoldigheden med både skånsk æggekage (uhm, jeg elsker æggekage) og eksotiske specialiteter fra Addis Ababa, hvem havde troet det 😉

  4. Ja, det var lige 25% bedre i Malmö end på Haven. Er imponeret over hvordan hans numre bare vokser i voldsomhed fra tour til tour – efterhånden fremstår sangene næsten lidt kedelige i studie versionerne – de får bare lige en tak mere når de fremføres live – man bliver fuldstændig indfanget i koncerterne. MAGISK !

  5. Men for pokker DSB og Banedanmark i uskøn forening: På en aften, hvor manden, der har skrevet det smukkeste nummer om at krydse broen frem og tilbage, viser verdensformat hinsidan, formår I at gøre det til en kraftanstrengelse+ at komme retur til København. Man kunne kalde det dårlig timing, hvis det ikke var oplevet så mange gange før! Sorry, Jens, men den skulle lige ud …

  6. Thåstrøm gør sig bare bedre i mørke og støvregn blandt musikkyndige landsmænd end med solen i øjnene på en erklæret total-oplevelsesfestival som i fredags. I går havde han ikke sin ligemand …

Skriv et svar