Faldt over/købte denne gamle guilty pleasure-single forleden, og må med bøjet hovede tilstå den faktisk gav større fornøjelse at genhøre, end jeg havde troet det muligt. For allerede i 1980 lød East End’s skinhead-band Cockney Rejects jo mest af alt som en primal opstramning af den råbekors-punk, den selvproklamerede arbejderklasse-talsmand Jimmy Pursey havde haft forbløffende succes med som forsanger i Sham 69, et håbløst band hvis plader i dag står ufrivilligt komiske og hjernedøde. Selvsamme Pursey var med til at hjælpe Cockney Rejects igang med karrieren og står endda co-krediteret som sangskriver her på ‘The Greatest Cockney Rip Off’, der iøvrigt også dukkede op for en del år siden, da Morrissey havde den på sin preshow-playliste. Og ja, man kan sige meget negativt om Morrissey, men han kan sin musikhistorie for det særegent ærke-engelske, hvad igen høres på denne optagelse fra BBC’s Top of the Pops, 24. april 1980, hvor Cockney Rejects – sikkert uden hverken at vide eller ville det – for en enkelt kort sang lykkes ramme noget andet og mere pop-kløgtigt end de med deres kradse støj egentlig sigter efter…
Rolig nu. Wikipedia skriver følgende om Cockney Rejects’ politiske ståsted:
“Cockney Rejects expressed contempt for all politicians in their lyrics, and they rejected media claims that they had a British Movement following, or that the band members supported the views of that far right group.[5] In their first Sounds interview, they mockingly referred to the British Movement as the “German Movement” and stated that many of their heroes were black boxers.[2] Jeff Turner’s autobiography Cockney Reject describes an incident in which the band members and their supporters had a massive fight against British Movement members at one of Cockney Rejects’ early concerts.[7]”
Måske er det ikke så underligt, at Morrissey (tænk at skulle se den mands navn her igen) er blevet så glad for Oi!-musikken. Den tiltrak nemlig ganske mange skinheads, heraf en del på den ekstreme højrefløj.