Blog, Rocknroll

The Walkmen flyver højt

8 kommentarer

Sålænge vi her har fulgt The Walkmen, er de ret ofte blevet sparket ned ovenfra af musikkritikerne i USA. Anmeldelser lige nu af spritnye Lisbon byder derimod på andre takter, som nu den nedenstående 5-ud-af-5-mulige-stjerner’s lovprisning fra The A.V. Club. Man bliver jo nærmest stolt af den fuldbyrdede forvandling fra grim ælling til flyvedygtig svane…

One of the best rock bands of the 21st century makes a masterpiece.

With each album, The Walkmen wring more and more out of less and less, stripping songs to a simple pounding beat, washes of trebly organ, short and shimmery guitar riffs, and Hamilton Leithauser’s braying voice. (And sometimes they leave one or more of those elements out, just for the challenge of it.) Yet The Walkmen’s sixth album, Lisbon, is the band’s most tuneful, varied, and expressive, though it’s as minimalist as ever. After the very good but doggedly mellow You & Me, Lisbon comes on more urgent and impassioned, starting with the bouncy “Juveniles,” on which Leithauser declares, “You’re one of us or one of them,” and continuing through 10 more songs that draw lines between rich and poor, winners and losers, leaders and followers. Informed in equal measure by reverb-drenched Sun Records singles, New Orleans brass, surf songs, and the Old World dignity of Portugal, Lisbon is nothing if not deliberate, as The Walkmen grab onto a musical or lyrical idea and bat it about, unwilling to let it escape. Their tenacity leads to evocative songs like “Blue As Your Blood,” in which Leithauser’s voice floats above a jumped-up rhythm, as though skirting the fray; “Victory,” which clicks up slowly like a rollercoaster and then rushes downward over the chorus; and “While I Shovel The Snow,” which is as still as a winter morning. Lisbon is like a treatise on the untapped power of the have-nots, delivered by the kind of people who could turn a raw potato, a cup of water, and a pinch of salt into a five-star dish.

8 tanker om “The Walkmen flyver højt”

  1. Hmmmm… jeg har hørt A Hundred Miles Off, og mig overrasker det snarere, at der er så overvejende positiv stemning om den. Titlen er ikke helt misvisende fra mit hjørne 🙂

    Men ellers, er der ikke måske lidt for store forventninger til hvor meget ros man kan få? You & Me’s defensive modtagelse kan jeg slet ikke få øje på, og det er fuldt fortjent. At der så altid vil være enkelte nejsigere er kun logisk, for The Walkmens stil ER nu engang ikke ligefrem kompromissøgende – de er ikke udpræget melodiske, og Mr Leithausers meget karakteristiske stemme kan godt være ret svær at håndtere i større portioner 😉

  2. Tallene lyver lidt, smoelle. For mange af selv de gode anmeldelser har haft en aura af trækken-på-skuldrene-skuffelse over at bandet ikke snart ramte ind på bull’s eye. A Hundred Miles Off – som var dér tiøren faldt Walkmenwise her – fik urimeligt harske ord med på vejen, og Pussy Cats-positivismen virkede dengang nærmest som anmeldertrods, da de to kom næsten samtidig. For, let’s face it, Pussy Cats er en underholdende joke, men da heller ikke mere. You & Me fik derefter en pæn men ofte alligevel underlig defensiv modtagelse, ialfald sammenlignet med albummets tindrende kvalitet.

  4. Tak tak. Har ikke tænkt mig at vente 11 oktober. Det er også en god idé at bestille Hr. Hellströms nye på vinyl allerede nu, da historien med Kents seneste ser ud til at gentage sig

  6. Som blev skrevet her i går, udsendes Lisbon føest i Europa 11. oktober. Sex Beat i Kbh har US-omport hver uge – kan anbefales i dette tilfælde…

    @ 1888 – Hold da op, det der er omfattende – endda replica fanclub membership card! Uanset hvad, et mesterværk man kun kan glæde sig til at købe igen

Skriv et svar