Hvis man skal sige een god ting om David Bowie’s død, må det være at den lige nu klæder gadebilledet i Liverpool. For man plejer ikke at kunne gå mange meter uden at Beatlessange af den ene eller anden Beatles-turisme grund finder vej til en. Og dét kan næsten blive for meget. Sådan er det ikke i disse dage, hvor der istedet og med ærbødig kærlighed er Bowie i luften. Her op til weekend skal vi nu gerne nyde byens stolte sønner, det med deres IMHO bedste udladning ever…
Det fascinerende ved The Beatles er jo deres mange facetter, hvilket gør, at de er svære at blive trætte af (men måske dog hvis man hører de samme hits igen og igen i Liverpool, jeg glæder mig under alle omstændigheder til min pilgrimsrejse en dag, hvor jeg både skal dyrke Beatles og Anfield). Akkurat som Bowie var de forbi et hav af genrer og udtryk. Jeg er også vild med Twist and shout og kommer altid til at tænke på Bille August filmversion af Bjarne Reuters “Når snerlen blomstrer”, der blev til “Tro, håb og kærlighed”, og et håbefuldt ungt rock’n roll-band folder sig ud.
Kækt?! Beatles har helt sikkert lavet mange fantastiske sange, og de holder jo en vanvittig høj formkurve det meste af vejen. Men nu lige deres ‘Twist & Shout’ besidder en overvældende uskyldig og livsbekræftende ekstase, der i mine ører som sådan står øverst i deres værk. Men det er bare min personlige oplevelse.
Bowie, derimod, peaker først langt senere i sin karriere, og coverversioner gør han ikke 10% så overbevisende og smittende som The Fab Four.
Det er altså også lige kækt nok i mine ører. Der er vel en ret bred enighed om, at de var mindst lige så toneangivende i 60’erne som Bowie i 70’erne. Men enig i at selv det allerbedste kan blive spillet og misbrugt så meget, at det bliver kvalmende.
Og så skrev de fire også lige en hel masse fantastiske sange helt selv. Er “Waterloo Sunset” så også det bedste, David Bowie har indspillet?