Vi har været mere end skeptiske de seneste år omkring Morrissey. Ikke blot ramte han og hans band en kunstnerisk rock bottom på World Peace-albummet fra 2014, nej, siden har Martyren fra Manchester også gjort sig bemærket ved nogle meget svært spiselige politiske indspark, der har placeret ham på den ydre nationalistiske højrefløj. Vi tror absolut på at værk og værkafsender skal bedømmes adskilt fra hinanden, men i Morrissey’s tilfælde er det svært, for hans værk er så meget hans person og vice versa. Nuvel, lad os tage den første gennemkørsel af det spritnye Moz-album Low in High School sammen. Those first impressions, som de siger…

My Love, I’d Do Anything For You

Et tungt, næsten Zeppelin-stylet rockriff starter op og afsted er vi på stillestående grundakkord og tungt backbeat. ‘Society’s hell, you know me well’ er det gennemgående mantra i en fortættet musikalsk atmosfære, der ikke levner plads til hverken melodi eller luftighed. Ildevarslende horn prikker aggresivt, vi er sammen på vej mod afgrunden, med Morrissey siddende mageligt på første klasse. Ikke nogen klassisk stor albumåbner.

I Wish You Lonely

‘I Wish You Lonely’ kommer bastant fra start, frem og tilbage mellem to akkorder. Johnny Marr var altså sjældent så tilbageholdende med at dele ud af de musikalske sødestoffer. Men der er luftige strygere, der smyger blidt i broen. Jordskælv, monarki, oligarker, gravkamre fyldt med ‘fools’, der gav deres liv på kommando. Morrissey har det bedst når han deler dødbringende stikpiller ud til højre og venstre.

Jacky’s Only Happy When She’s Up On The Stage

Endnu en midttempo-rocker, men den bedste og mest catchy melodi hørt længe fra Morrissey. Sangteksten er måske lidt ligegyldig, en satire over reality-alderens være-på-mentalitet. Men det er ligemeget, for Morrissey kan mærkes og føles i melodiens tragiske svæv, og dét er godt. ‘Exit, Exit, everybody’s heading for the exit, exit’, synger Moz, og 99% af os er vel sikre på, han rent faktisk mener Brexit. Positivt overrasket over ‘Jacky’. Og så er der tilmed en yderst velgørende distortion på bassen i breakdown-stykket.

Home Is A Question Mark

Ringende åbningsguitar, luftig produktion; har Blink 182-producer Joe Chiccarelli virkelig forladt det gode skib Morrissey?! Nix, desværre, men musikken får alligevel for en sjælden gangs skyld lov at ånde klangfuldt henover en moldomineret akkordnedgang. Det her er slet ikke tosset. ‘Home’ lyder ikke ulig en af de fine b-sider, Morrissey havde med på sine tidlige Stephen Street-singler. Tyrannen fra Manchester synger her pludselig med et naturligt sørgmod, der får sangens mørke til at lyse op. Og det omkvæd er jo decideret opløftende. Tør man virkelig sige højt, at det er en dejlig sang?!

Spent The Day In Bed

Førstesinglen virker langt bedre som albumtrack end den gjorde som lead off-single. Nummerets lille produktion og urspinkle melodi mangler i denne sammenhæng ikke så akut tyngde, selvom det der ‘no buzz, no bus, no train, no rain’-outro-refrain stadig er en hån mod de lyriske højder i hvilke Morrissey engang flugtede så ubesværet. Et  upåfaldende landskab, vi hurtigt er kørt  forbi og formodentlig snart har glemt.

I Bury The Living

Syv minutter og 25 sekunder gør ‘I Bury The Living’ til albummets klart længste nummer. En diffus start med violin over i sequencer over i Babyshambles-agtig guitar giver plads til en skuespillende Morrissey, der fra soldatens synspunkt erklærer sig uskyldig i alverdens fortrædeligheder, kun havende pareret ordre ovenfra. Musikken en klæg britisk grød, svær at holde af, fordøje eller blive klog på meningen med. Men efter de første fem minutter smider ‘I Bury The Living’ sin klodsede maske og viser i nærmest music hall-satirekarakter sit sande ansigt. Men Pete Doherty er altså langt, langt bedre til at få den slags til at fungere troværdigt og ubesværet.

In Your Lap

Morrissey i fuldt politisk anslag igen. Ovenpå et uinspireret, Gilbert O’Sullivan-lunkent klaver synges endeløse ord om verdens elendighed, fulgt af det sært konkluderende ‘I rather want my face in your lap’. World peace is clearly none of his business. Klaversange kan være nok så fyldestgørende på et album, men de kan også blot være…fyld. Melodien synger slet ikke med her, og uden den bliver Morrissey bare ord, ord, ord. Og hans er ikke længere nok i sig selv, som de måske var det engang.

The Girl From Tel Aviv Who Wouldn’t Kneel

Av, her rammer Morrissey en østerlandsk kabaret i endnu en klaverbestemt affære, hvor ‘pastiche’ står skrevet i blinkende, lys over indgangen. De der kunne lide seneste Moz-albums musikalske rollespils-musik (!) vil muligvis kunne holde af den her. Mig, jeg bliver hurtigt utilpas, og når ikke engang at finde ud af, hvad præcis Morrissey’s besynderlige israelske engagement går ud på, inden prøvelsen endelig er forbi, og vi er adskilt for altid.

All The Young People Must Fall In Love

Akustisk guitar og meget bastante håndklap. Morrissey synger om atomkrig og præsidenter igen. Og al den skade de afstedkommer. I dette lyttende øjeblik afstedkommes mest skade nu af Morrissey, der, efter en egentlig lovende start på albummet, synes fanget i samme musikalske undertryk, der trak hans World Peace ned i møddingen. Denne bagatel varer måske kun 3:37, men føles alligevel to minutter for lang. Det musikalske oplæg står alt for letbenet til nogensinde at kunne retfærddiggøre sin egen eksistens.

When You Open Your Legs

Og stilforvirringen breder sig. Endnu et bizart og igen kolonialistisk østerlandsk funderet musikalsk kludetæppe, der transformerer over i et popomkvæd af ikke ringe kvalitet. ‘Everything I know deserts me now when you open your legs’ er ordene på det umiddelbart velfungerende, inciterende og nærmest gribende omkvæd, der dog oplevelsesmæssigt synes i væbnet oprør mod resten af sangen. Det er noget rod det her, men et godt chorus er et godt chorus, og Morrissey har altid haft øre for den catchy popmelodi. Og ikke et ondt ord herfra om bandets corny melodigrandprix-trick, at sætte sidste omkvæd en tone op. For det virker og vi kan lide det.

Who Will Protect Us From The Police?

Horn fra Helvede, presset sequencer og et klassisk tilbageholdt rockforløb med tungt beat, som Morrissey snerrer indigneret as ever henover. Ja, hvem skal beskytte os mod politiet? Og hvem skal beskytte os mod flere af Morrissey’s halvbagte kartofler? Engang udsendte Morrissey sange, i dag er det mest numre han gør sig i. Og så mange af dem – som dette – synes gjort udelukkende af bitternegativ livsfriktion. Fungerer dog godt med det forløsende luftige b-stykke, hvor en lille stråle liv og lys skimtes i Morrissey’s ellers så kulsorte hjertekule. Det klodsede hornarrangement må være ‘producer’ Chicarelli’s kreative bidrag.

Israel

Vi er nået til sidste nummer, og nej, ‘Israel’ er ingen ‘Speedway’ eller ‘You Know I Couldn’t Last’, to tidligere albumslutsange hvis enorme vingefang syntes kunne bevæge hele den vestlige jordklode. Nej, vi får istedet igen igen en klaverballade uden mærkbar musikalsk substans, denne dog til gengæld melodramatisk anlagt. Morrissey messer som på autopilot, ordene synes vigtigere end musikken de går ud med, og dog er de ord så firkantede, så ganske blottet for den finesse, der kendetegnede deres sanger når som bedst, både i The Smiths-årene og siden alene. ‘Israel’ og en gavmild håndfuld af de andre numre på dette album kan måske bedst beskrives som indignerede læserbreve med musikalsk underlægning.

+ + +

En hurtig dom? Som sanger er Morrissey isoleret set stadig en fryd at høre på. Hans klang, timing og tonalitet er uovertruffen, selvom den indebrændte undertone der har taget fast bo i stemmen absolut ikke befordrer. Low in High-School fremstår umiddelbart som et stærkere album end World Peace, ikke mindst fordi det i den tætte og kontante produktion bedre formår at skjule hans nuværende bands så åbenlyse musikalske anonymitet. Og fordi de bedste par musikalske øjeblikke her bare løfter sig det højere. Men stadig er oplevelsen desværre, at det er helt forbi med Morrissey som mange af os kendte og elskede ham. At det inkluderende menneske er blevet opslugt af sit had. At hans band er løbet tør for de gode folk – hey, Alain Whyte! – der kunne levere den rette dramatiske og fuldendt melodisvúngne musikalske ramme, som inspirerede Morrissey til storhed. Alt for mange af numrene her lyder musikalsk uden mål og mening. De er af natur bare…grå. Og det gør ondt når de så ofte ikke tilnærmelsesvis kan løfte den store stemme, der engang var kølerfiguren på Johnny Marr’s helt anderledes luksuriøse, formående og essentielle musik.