Tidligere i år havde jeg hørt albummet og syntes at “det var det egentlig meget godt”. I går aftes stod jeg et sted i Store Vega og hørte og så det i levende live.
Der var to unge fyre, som denne blogs forfattere er gamle nok til at være fædre til.
Der var piger, der hvinede, da de kom frem.
Der var strygerorkester med dirigent.
Der var nøje afmålte soli.
Der var nogle b-sider, jeg aldrig havde hørt.
Der var en coverversion af “Minder” (eller hvad vi nu skal kalde det her).
Sangene på det “meget gode” album løftede sig i levende live til en gang levende live. Det var kort og godt ikke en dårlig koncert.
En person som jeg, der har kæmpet ulige kampe med diverse instrumenter, kunne også fryde sig over at en snes mennesker kunne præstere så pæne breaks.
(Opvarmningen leverede ufrivillig underholdning, men en skaldet mand, der stod ved siden af mig, syntes at ét af numrene var godt.)
Salig Anders Eigen? Yo, Pastor, har promotoren taget billetten? Forhåbentlig da ikke 🙂
Kun 3-4 gode sange?!? Du er en hård hund, 1888.
Den stramme facade var dog ved at krakelere da sangerinden m.m. knækkede en streng på guitaren. 😉
Var anmelderkorpset på kollektive lykkepiller torsdag aften – så gode var LSP vel heller ikke? Mange af uptempo numrene (uden orkester) kørte lidt vel meget i tomgang og afslørede at de “kun” har 3-4 rigtig gode sange i ærmet.
Guitaristen fra Ipso Facto spillede melodier, når hun ellers kunne ramme. Hun lavede også bøffer, der kunne holde et mindre steakhouse velforsynet.
Et par melodier? Flere store musikkarrierer står bygget på meget mindre end det.
Men så er det, jeg tænker på salig Anders Eigen, der om et håbefyldt nordjysk band i sin tid sagde: “De har et par melodier”.
(Det var ikke et band, jeg spillede i!)
Hvis de kan komme op med flere sange af samme kvalitet som nedenstående, køber jeg gerne deres debutalbum, når det en dag kommer.
Ja, Rune Kjeldsen var ret fascineret af, at hende forsangerinde-guitaristen spillede temaer/melodier og aldrig akkorder på sangene.
En væsentlig forskel fra dengang var, at man i 1982 ikke havde hørt det hele før.
Guitaristen (der også var sangerinden) havde dog en teknisk kunnen, der aftvang Rune flere interessante kommentarer.
Et interview fra september afslører, at de fire kvinder på daværende tidspunkt havde givet i alt 4 koncert i den tid, gruppen havde været sammen. De har vel stået foran spejlet i stedet.
Supporten var pigekvartetten Ipso Facto, der via deres tidsmaskine af kulsort look og kridhvid musik sendte os nådesløst tilbage i den københavnske undergrund ca. 1982.
Her det gode nummer: http://www.youtube.com/watch?v=wnvTeuxX0GI