Living in another world?

Il Pastore skrev forleden her om Neon Neon, endnu et nyt band der benytter sig af lyden, tonerne og tilgangen fra de 80’ere, som har været så musikalsk attraktive næsten lige siden de var ovre. Det mest belastende ved retro-stilen som bor i den periode er, at den så ofte baseres på de samme efterhånden ret benyttede suppeben – Depeche Mode, anyone…? Hørt i det lys fremstår et andet af tidens fremstormende bakspejlsbands, australske Cut Copy, ligeledes ret originale, idet deres glitrende Nutrasweet-synths skylder langt mere til guddommelige New Order samt måske især tidlig Talk Talk, end til the usual suspects.

Ifølge almen kritikeropfattelse skrev Talk Talk først musikhistorie med Colour Of Spring og fremefter, men i dette hjerte kulminerer bandet allerede på første side af It’s My Life, det forrige album, fra 1984. På mesterlige sange som ‘Such A Shame’, ‘Renée’ og titelnummeret ‘It’s My Life’ lykkes det der Mark Hollis & co. at navigere fejlfrit mellem den vakreste eurosynthpop og tidsløs længsel af en anden verden – slet ingen nem bedrift.

Melbourne-trioen Cut Copy lyder ikke højt hævet på In Ghost Colours, men deres moldominerede klangflader ånder alligevel noget af selvsamme lyse melankoli. Det høres bedst på åbne hits som ‘Lights & Music’, ‘Strangers In The Wind’ og ‘Hearts On Fire’, hvoraf sidstnævnte undervejs klæder sig ud som New Order, med note perfect Peter Hook-bass. Så jo, originalitet ligger mere i profileret sangkvalitet og detaljeblændende maskinparksproduktion (LCD Soundsystem’s Tim Goldworthy), end i noget så anderledes håbløst oldschool som egentlig selvstændig stil. For den kan ofte være svær at fange. Accepterer man det, er Cut Copy In Ghost Colours et overraskende givende bekendtskab. Med Bizarre Love Triangle-lydende vocoder naturligvis.

15 tanker om “Living in another world?”

  1. Pastoren skrev:

    “Efter min mening er The Colour Of Spring sammen med R.E.M.s Life’s Rich Pageant eksempler på, at man også firserne kunne lave “varme” og fyldige produktioner”

    Måske kan man tilføje “Gypsy Blood” med Doll By Doll (selvom den strengt taget er fra 1979). Den kan anbefales, hvis man er til rock & rul og siger: “Doll By Hvem?”.

  2. Cut Copy er da meget sjove, men jeg synes slet ikke, de befinder sig i samme liga som Robert Forster eller Nick Cave (eller salig Grant Maclennan). Det kan selvfølgelig være, de havner der en dag.

  3. Pastoren,

    ang. artiklen på Börneblogger om Cut Copy må jeg erklære mig enig med min medblogger, der har skrevet det. Australien har ikke bidraget med meget godt til musikhistorien. Men selvfølgelig er der undtagelser – såsom Robert Forster og dennes Go-Betweens. Nick Cave er også fin, omend slemt overvurderet. Architecture in Helsinki har vi også. Men generelt har mange af dem haft yderst ujævne karrierer. Vi må se, om Cut Copy kan holde fanen højt.

  4. For lige at runde Cut/Copy, så skulle albummet lige have en chance til, og det er såmænd charmerende nok – men det er stadig Hot Chip minus 23% 🙂

  5. Når vi allesammen om tre uger i løbet af nogle få nanosekunder suges ind i et minus 271 grader koldt sort hul vil Spirit Of Eden og Laughing Stock stå tilbage som de største plader skabt af menneskeheden 😉

    Bonus info II: Da Peter Gabriel, efter at have arbejdet på pladen Up i 7 år og ladet sit Realworld pladeselskab udsende etniske plader med titlerne Up The Nile og Up The Ganges, erfarede, at hans venner fra REM blot få uger inden ville udsende en plade med samme titel, overvejede han at kalde sin plade for Up Shit Creek.

  6. Er træt af The Colour Of Spring – Spirit of Eden og især Laughing Stock kan stadig fascinere.

    Bonus info: Arbejdstitlen på Gabriels store 80’er hit var Møgfisse. Tak til Rene Dif.

  7. John Lennon’s The Beatles kulminerede allerede på mageløse ‘Twist & Shout’ fra debutalbummet. Større kunne det heller ikke blive, intuitivt tættere på en endegyldig mennskelig sandhed aldrig komme. Sammenlignet dermed kan ‘I’m the eggman…’ og alt det andet LSD-nonsens vist godt kaste det indiske batikhåndklæde i ringen.

  8. Hvad ellers kunne man forvente fre én, der mener at Radiohead kulminerede med The Bends? Jeg indrømmer, at jeg har en svaghed for selvoptaget syre, music hall og sange som Ringo sang 😉

  9. Men Beatles kulminerede jo med A Hard Day’s Night?

    Lad gå, Rubber Soul var også god, men derefter var det selvoptaget syre, music hall og sange som Ringo sang 😉

  10. Jens, at sige Talk Talk kulminerede med It’s My Life svarer i min verden til at sige at Beatles kulminerede med A Hard Day’s Night. Ingen af de to albums er dårlige, men de var begge kun den spæde begyndelse til noget der udviklede sig til at blive langt, langt større.

    Pastor, So af Peter Gabriel er vel også en varm og fyldig produktion fra 80’erne, der er fyldt med gode sange 🙂

    Paul Webb og Lee Harris er i øvrigt ved at lægge de sidste hænder på et nyt album, der vil blive udgivet under pseudonymet Rustin Man. På pladen medvirker bl.a. bassisten Simon Edwards, der også spillede på Laughing Stock og Out Of Season.

  11. Var det ikke tilfældet, at såvel It’s My Life som The Colour Of Spring var mixet til LP-udgivelse? Det tog trods alt en del år, før man fandt ud af at mestre digitale lydoptagelser.

    Når jeg lytter til It’s My Life, ærgrer jeg mig uvilkårligt over hvor fladt, til tider skingert, lydbilledet er – og forestiller mig, hvordan sangene kunne have lydt, havde de blot været produceret som på The Colour Of Spring.

    Og for nu at vende tilbage til indlæggets hovedærinde: Cut Copy er bestemt hæderlige. Albummet er produceret af Tim Goldsworthy, der sammen med James Murphy fra LCD Soundsystem er bag DFA Records – så lyden er ingenlunde et tilfælde.

    Men at hævde, som en dansk web-anmelder gør, i sin anmeldelse af In Ghost Colours, at “Umiddelbart forbinder man ikke Australien med at være et land, der kan prale af at producere fabelagtige musikgenier”, burde føre til at Nick Cave, Robert Forster m.fl. indleder en injuriesag.

  12. The Colour Of Spring er et stort album, ingen tvivl om det. Og at It’s My Life lyder fladt på cd kan du også nemt have ret i. Men vinylen, som var tidens medie, af selvsamme har en helt anden fyldig klangfarve og dynamik.

    Er vild med den nærmest melankolske ekstase, det bittersøde adrenalin-rush, som de nævnte It’s My Life-sanges omkvæd skyder afsted. Omtalte kulmination er naturligvis subjketivt oplevet.

  13. It’s My Life er ikke noget dårligt album, men ligefrem at hævde, at Talk Talk kulminerede her… Jeg er uenig af to grunde.

    For det første var Talk Talks albums en progression, der var uforudsigelig, mens den stod på, men set i bakspejlet giver klar mening. Hvert album gav antydninger om det, der skulle følge senere. På denne måde er det mindre klart, hvori en kulmination skulle bestå.

    For det andet er It’s My Life i høj grad fanget i sin tids lyd og lider desuden af at være fladt produceret. Paul Webbs basspil er melodisk, og der er undervejs jazzede soloforløb fra de andre musikere, der peger frem mod de senere albums. Men bassen får ikke lov til at lægge bund i lydbilledet og er tilmed af den båndløse firser-slags, og klaver og blæsere har lagt sig fladt et sted. The Colour Of Spring er langt mere tidløst produceret og er godt optaget og mixet; bassen lægger den bund, den skal, og instrumenterne står i det hele taget klart frem. Selv på min iPod kan jeg høre tydelig forskel på de to albums. Efter min mening er The Colour Of Spring sammen med R.E.M.s Life’s Rich Pageant eksempler på, at man også firserne kunne lave “varme” og fyldige produktioner – og så er begge disse albums tilmed fyldt med gode sange.

Skriv et svar