Vi har på afstand her fulgt med i NYC-bandet The Walkmen’s heftige comeback-tour, der om små tre uger for første gang rammer Europa i Søndermarken, Frederiksberg til SYD FOR SOLEN. Men denne uge gælder det fire homecoming-aftener på 9:30 Club i bandets oprindelige hjemby Washington DC. Der ligger allerede mange optagelser på YouTube fra tourens første måned, men få af dem kan i dynamik måle sig med disse +26 minutter, hvor der zappes gelinde ind og ud af en række Walkmen-højdepunkter fra showet d. 3. maj på Union Transfer i Philadelphia. Og jo, både ‘Juveniles’ og ‘All Hands and The Cook’ er stolt repræsenteret her…
Blur var denne weekend tilbage på scenerne for første gang i otte år. Det skete med to intime warm-up-shows til de store festivaler som snart følger. Fredag var det Damon Albarn’s hjemby Colchester, søndag den sydlige kystby Eastbourne. Rapporterne fra begge steder melder om Blur i form med et set, der fremviser en lang række af bandets store succeser, men mest interessant lige nu derfra er måske de to nye numre der peger frem. Det ene af dem er singlen ‘The Narcissist’ fra sidste uge, der lå blandt ekstranumrene, det andet, der startede begge aftener, hedder ‘St. Charles Square’ og sammenlignes under klippet her positivt med Scary Monsters– Bowie, Robert Fripp, Pixies og guldalder-Britpop. Lyden her er desværre virkelig mangelfuld, men ‘St. Charles Square’ lyder som alt andet end det…
Liveaktuelle Siouxsie med sine Banshees i skarp mandagsform her på Top of the Pops med ‘Spellbound’. Forløbersinglen for fjerdealbummet – og måske hovedværket – Juju udkommer dags dato i det herrens år 1981…
Hvem?! Jo, Algy Ward, den Croydon-fødte bassist for de australske punkrockere The Saints fra Brisbane, da de var flyttet op til London, og siden da med i The Damned. En fornemt tændt rocknroll han nåede at spille med op, specielt hans to albums med The Saints gløder. Her et fængslende nummer fra Prehistoric Sounds (1978) med Ward’s ufravigelige bass helt i forgrunden…
Det er ikke sjovt som folk ofte skal dø før de får den personlige anerkendelse og brede afstandskærlighed, som sikkert ville have gjort deres gang på jorden lettere. Således også The Smiths’ Andy Rourke, som i den grad først er blevet hyldet for sit specielle talent efter han døde forleden. Og det er jo lidt nyt, for vi snakker altid om Morrissey og Johnny Marr, men meget sjældent om trommeslager Mike Joyce og bassist Andy Rourke, de to andre uundværelige brikker i den perfekt komplimenterende musikalske enhed som var The Smiths. Lørdag aften var der her 12″ere i spil med bandet, denne gang således også med et anderledes fokus på rytmegruppens ubesværede og ofte forbløffende elegante spil. Bagsiden af 1987-12″eren ‘I Started Something I Couldn’t Finish’ har den eneste The Smiths-liveversion nogensinde af The Queen Is Dead-lukkeren ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, og der, skrællet for studieversionens magiske tæppefald af Marr-guitarer, hører man pludselig endnu tydeligere hvor enkelt, melodisk, let og velfungerende der spilles til fra de to i baggrunden…
Martin Amis, toneangivende engelsk forfatter bag tidsdefinerende antihelte-romaner som Money (1984) og London Fields (1989) døde fredag i Florida, 73 år gammel. Her Blur’s ‘London Loves’, hvis tekst skal være ikke bare lidt inspireret af sidstnævnte bog, en af Damon Albarn’s udtalte favoritter…
I går udkom duo-albummet med The Clash’s Paul Simonon og sangerinden Galen Ayers. Et frikvarters frisk sommerluft der i sit fjerlette spansk-influerede tråd skylder langt mere til en fjern fortids charme-pop a la Nancy & Lee end til ‘Guns of Brixton’-konfrontation eller noget nutidigt beat. Her er det lørdag aften i swinging London med Paul som guide…
Vil næsten være synd at slutte denne uges mini-sportlight på Factory Records uden at medtage det eneste Liverpool-band, der nogensinde bliver udsendt af selskabet. En måned før Joy Division udkommer med første udgivelse i eget navn singledebuterer Wirral-duoen Orchestral Maneuvres in the Dark i maj 1979 med det mest skamløst positive stykke musik på Factory vel indtil New Order’s ‘Blue Monday’ små fire efter. OMD’s ophold på Manchester-selskabet er kort, da de med det samme rykker videre til Virgin-underselskabet DinDisc. Coveret til 7″eren her er designet af Peter Saville, dens musik produceret af en Martin Zero, det tidlige punk-alias for Martin Hannett. ‘Electricity’ står sammen med de helt tidlige udgivelser fra navne som f.eks. The Human League, The Normal, Tubeway Army, Cabaret Voltaire og Thomas Leer som første britiske bølge af den genre, der snart skal vokse sig hitliste-stor som synth-pop…
Fra Manchester meldes The Smiths-bassist Andy Rourke her til morgen død, 59 år gammel. Det var hans distinkte bass-spil – så rytmisk velfunderet og overlegent melodibærende samtidig – der sammen med Mike Joyce’s trommer gjorde det muligt for Morrissey og Johnny Marr at lykkes så fornemt sammen med deres respektive talenter. Efter The Smiths’ opløsning fulgte en grim retssag, hvor de to i maskinrummet søgte økonomisk anerkendelse for deres kreative andel i et af de helt store og vigtige britiske bands. Og så? Jeg ved det faktisk ikke. Synes at huske noget år tilbage med et Andy Rourke DJ-set på en klub i København, samt et par halvbagte engelske nyheder om nye musikalske projekter – Blitz Vega…? – fra ham. Men det er The Smiths der altid vil stå lysende tilbage – tak for musikken, Andy!
Morrissey er til nu tavs omkring sin tidligere bandfælle, mens Johnny Marr på Insta har følgende fine update:
“Andy and I met as schoolboys in 1975. We were best friends, going everywhere together. When we were fifteen I moved into his house with him and his three brothers and I soon came to realise that my mate was one of those rare people that absolutely no one doesn’t like.
Andy and I spent all our time studying music, having fun, and working on becoming the best musicians we could possibly be. Back then Andy was a guitar player and a good one at that, but it was when he picked up the bass that he would find his true calling and his singular talent would flourish.
Throughout our teens we played in various bands around South Manchester before making our reputations with The Smiths from 1982 to 1987, and it was on those Smiths records that Andy reinvented what it is to be a bass guitar player.
I was present at every one of Andy’s bass takes on every Smiths session. Sometimes I was there as the producer and sometimes just as his proud mate and cheerleader. Watching him play those dazzling baselines was an absolute privilege and genuinely something to behold. But one time which always comes to mind was when I sat next to him at the mixing desk watching him play his bass on the song The Queen Is Dead. It was so impressive that I said to myself ‘I’ll never forget this moment.’
We maintained our friendship over the years, no matter where we were or what was happening and it is a matter of personal pride as well as sadness that the last time Andy played on stage was with me and my band at Maddison Square Garden in September 2022. It was a special moment that we shared with my family and his wife and soul mate Francesca.
Andy will always be remembered, as a kind and beautiful soul by everyone who knew him, and as a supremely gifted musician by people who love music.
Well done Andy. We’ll miss you brother.
Johnny x“
The Smiths’ tromme-es Mike Joyce har nu reageret på Twitter:
“Not only the most talented bass player I’ve ever had the privilege to play with but the sweetest, funniest lad I’ve ever met. Andy’s left the building, but his musical legacy is perpetual. I miss you so much already. Forever in my heart mate.”
Og Morrissey er på sin Morrissey-Central-side også kommet på banen med en for ham sjældent imødekommende udtalelse om Andy Rourke. Først i døden synes The Smiths-medlemmerne alle at kunne finde en form for fælles accept af hinandens værdi igen. Det er trist, men bedre sent end aldrig…
“Sometimes one of the most radical things you can do is to speak clearly. When someone dies, out come the usual blandishments … as if their death is there to be used. I’m not prepared to do this with Andy. I just hope … wherever Andy has gone … that he’s OK. He will never die as long as his music is heard. He didn’t ever know his own power, and nothing that he played had been played by someone else. His distinction was so terrific and unconventional and he proved it could be done. He was also very, very funny and very happy, and post-Smiths, he kept a steady identity – never any manufactured moves. I suppose, at the end of it all, we hope to feel that we were valued. Andy need not worry about that.”
På dagen hvor The Smiths-bassist Andy Rourke meldes død synes det passende at slutte denne uges mini-fokus på Factory Records’ underskov af bands med Manchester-guitaristen Vini Reilly’s projekt The Durutti Column og deres Ian Curtis-hyldest ‘The Missing Boy’ fra mesteralbummet LC (1981). Vini Reilly, med fortid som guitarist i Manchester-punkbandet Ed Banger & The Nosebleeds, dannede Durutti Column i 1978 og var Tony Wilson’s første signing til Factory. Reilly så selv sin musik med Durutti Column som del af hele postpunken, men for alle andre voksede dens fjerlette rødder ligeså meget ud af klassisk, jazz, måske endda folk. Et helt specielt talent kan ofte være svært at kategorisere, således også Vini Reilly’s, der havde fortjent et langt større publikum end tilfældet blev. Det hindrede dog ikke Durutti Column’s specielt to-tre første albums for stor anerkendelse i de kredse, der havde udgivelserne fra Factory Records på radaren. Her sangen til Vini Reilly’s afdøde ven Ian Curtis, der er noget så sjældent som tidlig Factory-musik uden Martin Hannett som producer. Han stod godtnok for debuten The Return of the Durutti Column (1980), men her på opfølgeren er det en Steve Pickering og så Reilly selv…
Blur står for dagens overraskelse med en ny single kaldet ‘The Narcissist’ og nyheden om bandets første nye album i otte år. The Ballad of Darren udsendes 21. juli…
Til punk/postpunkfestivals i start-80’erne lød overraskende mange deltager-bands som den lokale supporter-afdeling af Public Image Limited. Ikke fordi John Lydon’s band var det altoverskyggende eller mest populære i de kredse, nej, klart snarere fordi kompromisløse PIL’s atonale anti-rock var langt den nemmeste i postpunk-landskabet at genskabe som nogenlunde holdbar illusion, når de musikalske evner hos det udøvende band ofte kunne ligge i en meget lille lomme i den nær-obligatoriske sorte læderjakke. Et andet centralt navn mange gerne tog retning fra var Joy Division. Men det var musikalsk langt mere krævende, da de også fungerede konventionelt stærkt som tight rockband. Factory Records bar deres del af dette efterslæb af kulturarven fra Ian Curtis & co. Nogle bands var helt igennem håbløse, mens andre på ialfald den korte bane lykkedes skabe noget værdifuldt. Ja, blinde høner kan også finde korn. Her er det således Section 25 fra Blackpool, hvis første single ‘Girls Don’t Count’ endda blev produceret af Ian Curtis og JD-manager Rob Gretton. Følgende nummer er dog fra Always Now, bandets af Martin Hannett – ja, ham igen! – producerede debutalbum, der udkom i september 1981. Ovenpå Ian Curtis’ død i foråret stod dette stykke, langsomt voksende, JD-informerede musik ret mægtigt i sin tid. Og det gør det vel sådan set stadig…
Jeg har tidligere nævnt den amerikanske trio Nation of Language, der laver old school-synthrock med klare mindelser (på en god måde!) om især Orchestral Maneouvres In The Dark men også om lidt nyere navne som nu hedengangne The Chromatics, som jeg ved at Jens satte højt. Her er en sang fra deres kommende album Strange Disciple, og den lover godt.
Factory Records handlede ikke først og fremmest om at skabe profit, men langt mere om at tage excentriske chancer, udsende anderledes musik og generelt stole på sin intuition. På den baggrund er der i selskabets store katalog nogle sære outsidere. Som singlen her med amerikanske ESG, en søster-trio fra South Bronx, som Factory-boss Tony Wilson hører på klubben Hurrah under et af sine besøg i New York City. Han bliver straks tiltrukket af deres basale ur-hiphop, på det tidspunkt en næsten ukendt genre i Europa, og kun tre dage senere ankommer ESG til Manchester, hvor de straks indspiller med Martin Hannett i dennes foretrukne Strawberry Studios i Stockport. Så sært uskyldigt og fængslende lyder mødet mellem de tre helt unge søstre fra Bronx og Joy Division-lyddesigneren på debutsinglen ‘You’re No Good’, der udsendes i april 1981 med katalognummer FAC 34…
