Pånær det første og det sidste udkommer The Jam’s fire andre albums i november måned, henholdsvis 1977, 1978, 1979 og 1980. I dag er således årsdag for Sound Affects (1980), hvorpå Paul Weller tydeligvis finder sig mærkbart inspireret af et tidligere Liverpool-band ved navn The Beatles. Men nu det er mandag, så den sang fra albummet der netop besynger ugens første dag. Paul Weller havde øjensynligt let ved at skrive de gode numre på dette tidspunkt af sin karriere…

Designet til The Jam’s Sound Affects (1980) er ren en-til-en-versionering af coverskabelonen på de Sound Affects-vinylplader med lydeffekter, BBC udgav fra 1969 og fremefter. Smart tænkt af artwork-ansvarlig Bill Smith, at få lydeffektpladens påskrevne nummerrækkefølge i Jam-udgaven til at korrespondere med november 1980, albummets udgivelsesmåned og -år.

Det kan være belastende at se lyric-videos, når banale sangteksters ord skal opleves skrevet, som var de lyrik. Det problem løber den engang i Lyngby bosiddende Scott Walker dog aldrig nogensinde ind i her på sin engelske tolkning af Jacques Brel’s voldsomme 1967-sansning af havnebyen Amsterdam. David Bowie hørte Walker’s version og lavede i 1971 sin egen, der to år senere udkom som b-side til ‘Sorrows’. Men Scott’s har bredere vingefang og langt større, uhm, cinematografisk schwung…

Denne lørdag er det 46 år siden Sex Pistols pladedebuterer med singlen ‘Anarchy In The UK’. En af de helt store, ufravigelige musikoplevelser første gang man hører den i radioen. Den nødvendighed og redefinition af alle gængse spilleregler, som allerede fra introens første sekunder står lysende klart, er sjældent blevet overgået i rockmusik før eller siden. Stadig en vidunderlig single efter alle de år…

På den i USA så store Thanksgiving-aften her en Darkness on the Edge of Town-outtake med Springsteen, hvis nye soulcover-album hørt her desværre ikke har kunnet leve op til forventningerne fra de to første enkeltstående singler derfra. Men det skal vel også være næsten umuligt svært at udgive nyindspillet musik som Springsteen i år 2022, når ens unge og ofte mytologiserede 1978-fortid – her endda repræsenteret af et nummer, som dengang blev vejet for let og aldrig udgivet – lyder så filmisk godt og perfekt nordamerikansk-fortællende som her…

The Go-Betweens-overleveren Robert Forster forbereder morgenmad, mens han danser sin nye single i køkkenet i australske Brisbane, Queensland. Heldigvis er sangen mærkbart bedre end de af hans tyske Heidelberg-kone koreograferede trin…

Det engelske rockband Dr. Feelgood fra Canvey Island, Essex var i 1976-77 for gamle (sanger Lee Brilleaux var hele 25), for rhythm & blues-tydelige, og besad selv i den så rummelige tidsalder en for toksisk maskulin udstråling til at passe ind på den nye punkscene. Dog bandets energi var hæsblæsende, og deres sortklædte guitarist Wilko Johnson (til venstre på singlecoveret herover) en supercool protopunk-personlighed med sine krampagtige due-får-elektrochok-moves og hvidglødende choppy guitarspil, der piskede Dr. Feelgood fremover stepperne. Hans konfronterende scenetilstedeværelse var uden tvivl en inspiration for Rotten, Strummer, Weller, etc. Så derfor blev bandets musik alligevel accepteret af de nye unge løver, for hvem både energi og personality stod i høj kurs. I dag er der kommet trist meddelelse fra England om Wilko Johnson’s dødsfald, det efter mange års offentlig kendt sygdom. Se og hør ham stråle her, som den kulsorte rocknroll-stjerne han var, i en nærmest overtændt 1975-optagelse fra nordøstengelsk TV…