Stranded

I dag for 46 år siden – 1. november 1973 – udsendte glamfuturistiske Roxy Music sit tredje album (og endda det tredje på kun 17 måneder…!), Stranded. I den anledning har videorestaureringskunstneren Nacho her til morgen sat et nyt bud op af Bryan Ferry & co’sTV- optræden på Top of the Pops med ‘Street Life’, albummets enlige single…

TR/ST tomorrow!

Tager tilløb til udsendelsen i morgen af Destroyer 2, årets andet nye album fra canadiske TR/ST, med et track fra deres 2012-mesterstykke af et darkwave-electropoppet debutalbum…

Hører det her nummer igen, og tænker, det ligeså godt med en anden leadvokal kunne være Sandra og Michael Cretu fra deres fælles storhedstid i midt-80’erne. SÅ helstøbt euro-melodiøst og eufori-melankolsk strømlinet er det.

Der er et lys

Mens Morrissey igen raser mod slemme, slemme The Guardian, og iøvrigt forleden, til sin koncert i Hollywood, begyndte at sælge Morrissey-autograferede udgaver af sine favoritplader med Bowie, Lou Reed, Iggy og Patti Smith, endda for $300 stykket, vender vi opmærksomheden mod hans tidligere samarbejdspartner i The Smiths, Johnny Marr, der i dag fylder år. Skal der komme mere lysende musik fra de to, ligger det ligesom i kortene, det er Marr, der må levere den solo. Her England’s vel største guitarist nogensinde, med den The Smiths-klassiker, Morrissey mente ikke havde kvalitet til at komme med på The Queen is Dead. Nogen talte ham heldigvis til fornuft. Det lod sig åbenbart gøre dengang. Tillykke, Johnny!

The Endless Sea

Efter de to epokegørende David Bowie-producerede Iggy Pop-albums fra Berlin – The Idiot (1977) og Lust for Life – bliver det hele godtnok fint godkendt, men dog langt mere hverdagsagtigt på efterfølgende New Values (1979). Ikke mindst fordi Iggy Pop selv har skrevet næsten al musik til albummets altid levende, ofte på stedet improviserede sangord. Én sang derfra indtager dog i komposition klassen fra Vestberlin, nemlig hypnotisk rullende ‘The Endless Sea’, slutnummeret på side 1, der i stemning fint ville kunne have passet ind på semi-bedøvede The Idiot. Og netop ‘The Endless Sea’ har Iggy Pop haft med rundt i oktober på promo-præsentationen for sit nye album Free. Her er den opført live forleden i BBC’s studier i London…

Iggy & James

Iggy Pop’s kreative højrehånd i start-70’erne, inden Bowie tog ham med til Vestberlin, var guitarist og rifleverandør James Williamson, der i dag fylder 70 år. Bedst kendt er deres gnistrende samarbejde på protopunk-gralen Raw Power (1973), men også den i 1975 indspillede Kill City (1977) – meget muligvis det bedste The Rolling Stones-album (!) i sit årti – er markant stærk i sin flossede sangskrivning og absolut værd at høre på den dag i dag. Begge sange her er derfra,

No year next year

Dette års københavnske koncerter startede med det amerikanske gospel-postpunk band Algiers, der gav en dystopisk kraftudladning af flimrende rytmisk støj på Hotel Cecil. Væk var den næsten for virtuost spillende kvartet dog så hurtigt igen, glemt bag aftenens konfrontationelle lussing af amerikansk undergang, måske på vej hjem til hjembyen Atlanta, GA for at indspille There is No Year, næste års nye album, hvis første forløbersingle er blevet udsendt i dag…

Mentality Monster

På fredag genudsender Athens, GA’s R.E.M. deres grimme ælling af et album, den siden udgivelsens lunkne modtagelse til stadighed kunstnerisk voksende Monster (1994). For de af mange af os, der allerede har albummet, bliver det mest spændende, at høre producer Scott Litt’s nye mix af dets 12 sange, der udsendes som ekstramateriale. Det for længst først udgivne af de mix – ‘What’s The Frequency, Kenneth’ – lød fattigere, mere konkret og helt forkert uden den bølgende tremolo-guitar i omkvædet fra originalen, mens det næste – Kurt Cobain-elegien ‘Let Me In’ – kommunikativt straks kunne noget med Michael Stipe’s vokal langt mere i forgrunden. Ofte er det ikke ubetinget en god idé – tjek bare Tony Visconti’s nylige remix af Bowie’s Lodger (1979) – at gå tilbage og røre ved et album, hvis oprindelige lyd er blevet en del af sin samtid og identitet. Well, vi får se på fredag. Her blev der uforvaret varmet op til Monster-udgivelsen sent i går eftermiddags, da en 7-er-vinyl med en af R.E.M.’s allerstærkeste nyere sange, den så sørgmodigt længselsædle ‘Leaving New York’, dukkede op i en pladebutik. Købt.

R.E.M. hjælper til: Sammelign allerede nu version 1.0 og version 2.0 lige her.

Andet førsteindtryk

Flere har sagt mig, at ‘Hollywood’, afslutningsnummeret på Nick Cave’s nye album, er virkelig, virkelig godt. Så nu vil jeg forsigtigt via ‘Hollywood’ igen prøve, at finde en vej ind i Ghosteen, og se om der gemmer sig noget andet og mere nærende, end først observeret ved udgivelsen for tre uger siden. Taget bort fra sin helhed kommer ‘Hollywood’ ialfald sejlende med en vis dragende majestætisk mægtighed….

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.