Mentality Monster

På fredag genudsender Athens, GA’s R.E.M. deres grimme ælling af et album, den siden udgivelsens lunkne modtagelse til stadighed kunstnerisk voksende Monster (1994). For de af mange af os, der allerede har albummet, bliver det mest spændende, at høre producer Scott Litt’s nye mix af dets 12 sange, der udsendes som ekstramateriale. Det for længst først udgivne af de mix – ‘What’s The Frequency, Kenneth’ – lød fattigere, mere konkret og helt forkert uden den bølgende tremolo-guitar i omkvædet fra originalen, mens det næste – Kurt Cobain-elegien ‘Let Me In’ – kommunikativt straks kunne noget med Michael Stipe’s vokal langt mere i forgrunden. Ofte er det ikke ubetinget en god idé – tjek bare Tony Visconti’s nylige remix af Bowie’s Lodger (1979) – at gå tilbage og røre ved et album, hvis oprindelige lyd er blevet en del af sin samtid og identitet. Well, vi får se på fredag. Her blev der uforvaret varmet op til Monster-udgivelsen sent i går eftermiddags, da en 7-er-vinyl med en af R.E.M.’s allerstærkeste nyere sange, den så sørgmodigt længselsædle ‘Leaving New York’, dukkede op i en pladebutik. Købt.

R.E.M. hjælper til: Sammelign allerede nu version 1.0 og version 2.0 lige her.

2 tanker om “Mentality Monster”

  1. Sangene er ikke helstøbte, nej, det har du ret i. Men jeg synes Monster’s fragmentariske, zappende og ofte næsten demonstrativt bare skeletter passer fornemt godt ind i vores nutid nu, samt ikke mindst til den genfødsel R.E.M. overskudsagtigt dikterede sig selv efter de langt mere musikalsk perfekte succesplader op til. Nogle sange er throwaway-skitser, absolut, men hele Monster’s hvileløse grundstemning, der nægter at dvæle og stå stille, giver kun positive associationer/paralleller til både side 1 på Bowie’s Low, samt skotske Associates da de som duo var bedst. Og så kan det jo ikke være helt skidt.

  2. Længselsædle – Fantastisk ord! Nå men inspireret af indlægget her tog jeg Monster cd’en med i bilen i dag og gav den en frisk chance. Og jeg må sige, at jeg blev lidt bekræftet i, hvorfor den bliver hørt så sjældent her i huset. Jeg synes, at flere af sangene ikke har samme niveau, som R.E.M. ofte tidligere (og sjældent senere) har vist, men pladen bliver til dels redder af energien, som er der.

Skriv et svar