Andet førsteindtryk

Flere har sagt mig, at ‘Hollywood’, afslutningsnummeret på Nick Cave’s nye album, er virkelig, virkelig godt. Så nu vil jeg forsigtigt via ‘Hollywood’ igen prøve, at finde en vej ind i Ghosteen, og se om der gemmer sig noget andet og mere nærende, end først observeret ved udgivelsen for tre uger siden. Taget bort fra sin helhed kommer ‘Hollywood’ ialfald sejlende med en vis dragende majestætisk mægtighed….

7 tanker om “Andet førsteindtryk”

  1. Godt for dig, nc, og glad for at du får langt mere ud af helheden end jeg gør. Kunne bare ikke lade det stå, at denne samling ikke-sange, der vel mere er birolle-baggrund til en slags sunget oplæsning, skulle være BEDSTE NC&TBS-album ever. 😉 Da oplever jeg nu bare i nyere tid, at Push the Sky Away er en langt mere frugtbar sammensmeltning af det loop-orienterede Warren Ellis har bragt til, Nick Cave’s eminente sans for melodi/struktur og det helt specielt dynamisk overlegne, kun The Bad Seeds mestrer/mestrede som band.

  2. Måske i virkeligheden lidt ufrugtbart at diskutere om et album er godt eller ej – kommer jo an på lytteren. Jeg er helt med på, at der her er tale om selvterapi efter sønnens meningsløse død. Dog tillader jeg mig at lytte med, når han nu alligevel har valgt at udgive pladen. Og enig – det er da tungt, meget tungt. Til gengæld kan jeg også i den grad mærke det nærvær Cave lægger for dagen; det er virkelig dybt følt (naturligvis), og selvom musik heldigvis også kan være dybtfølt af andre grunde, rører dette album mig bare enormt, både tekstligt og musikalsk. Og trods den ofte messende, repetitive karakter musikken har, synes jeg faktisk er der er tale om gode melodier.

  3. Vi snakker forbi hinanden. Det handler ikke om at stå stille eller ej, men om at Cave’s række af plader pludselig er blevet noget helt, helt andet. En far har mistet sin søn på mest meningsløse vis, og i slipstrømmen af det kommer nu andet album fra ham siden tragedien, hvor han kæmper ubærligt med sig selv, sorgen, skyldfølelsen, tomheden, formålet med overhovedet at fortsætte. I hører muligvis en musikalsk udvikling, hvor jeg føler mig som voyeur til noget langt mere privat, sammenbrudsnært og musikalsk aflåst, grundet de tragiske omstændigheder, end jeg helt kan være med til. Det her handler ikke om gængs rocknroll, men vel udelukkende om Cave’s….selvterapi. Jeg synes, I indtager dette ramte stykke sorgarbejde alt for blindt og mekanisk. For bare et nyt album, en god oplevelse eller nemt at lytte på er det fandeme ikke, bag sit først så filmmusikalske indbydende ydre. Dets tunge slæbespor af valium og så passive fysik giver god mening, for Nick Cave kan naturligvis heller ikke selv holde hele situationen ud. Tender Prey og de andre tidligere plader rakte ud i verdenm men Ghosteen er, som sin forgænger, en indadvendt, afskrællet livskrise uden nogen mindeværdig melodi eller egentlig relevant indgangsbillet for os andre, der ikke er i samme personlige situation af absurd tab. Medmindre altså vi næres af selve dødsflammen der brænder.

  4. Enig med Pastoren. Cave er – som os andre – nu blevet ældre og dermed et andet sted. Som jeg hører det, er dette album egentligt blot en sublimering af de forrige 2 album, som OGSÅ var aldeles fremragende. Men ok, meninger kan være delte. Fair nok!

  5. Men Ghosteen er jo en helt anden slags album end f.eks. Tender Prey, og det er et smukt album fra den ældre Nick Cave. Hvis jeg vil høre Tender Prey, så hører jeg dét. Nick Cave er et helt andet sted i dag end han var i 1988 – nu er han f.eks. dobbelt så gammel og har været en hel masse igennem i sit liv. Det ville virke utroværdigt, hvis han forsøgte at lyde som han gjorde, da han var ung. Det samme kan man sige om f.eks. Bruce Springsteen eller salig David Bowie. Hvis hans sidste album havde lydt som Low, er det ikke sikkert, at jeg ville være så glad for det (og jeg sætter Low meget, meget højt!). Alle bliver ældre og skal leve med det, mens tid er.

  6. Hans måske bedste album EVER….?! Har nu hørt det igen, og trods at ‘Hollywood’ rent faktisk ER et helt fantastisk nummer, kan jeg slet ikke være med på den bedømmelse. Teksterne er som så ofte fremragende, men musikkens noget kønsløse og udramatisk floromvundne akkompagnement dræber albummet her. Der mangler IMHO simpelthen det, de bedste albums er gjort af, nemlig profilerede, gode, nødvendige sange. Sæt Tender Prey eller en anden af de ældre NC&TBS-klassikere på, og hør ved sammenligning hvor slæbende filmmusik-dødt hele det Warren Ellis-cirkus, som engang var The Bad Seeds, desværre er blevet, det efter først at have virket så fremragende godt på Push the Sky Away. Men selv det album havde jo netop…sange.

  7. Du kan roligt gå i gang. Stor oplevelse venter forude. Hele albummet er en nydelse fra start til slut. Omend der vel ikke tilføres væsentlige nye facetter i forhold til de to seneste (fremragende) album, så er der her tale om hans måske bedste album ever. Og det er da noget.

Skriv et svar