Hvor havde været Damon Albarn’s tonesprog og sangskrivning været uden den enorme påvirkning fra Ray Davies/The Kinks? Vi får det heldigvis aldrig at vide, for Albarn forvalter jo den arv på fornemmest tænkelige vis. Her en sang fra 1968, der i melodi og englishness er så Blur’sk a la ‘For Tomorrow’, det næsten kun kan være The Kinks, som har begået den…

60’ernes England og den da helt nye post-Dylan selvbevidste rockmusik fostrer mange markante sangskrivere. I eftertiden lyser Jagger/Richards og Lennon/McCartney bredest for den tid, men den nok største set herfra, en mand der formår at blande de sarteste fine melodier med music hall, rocknroll og ord, der i deres elegant indfølte beskrivelse af England og engelskhed står en novelist værdig, er The Kinks’ Ray Davies, som i dag fylder 75 år. Her demonstreret på en alt for ukendt sang – ubegribeligt nok kun et bonustrack på soloalbummet Working Man’s Cafe (2007) – der i sin specielle melodi og let vemodige tekst er klassisk Ray Davies/The Kinks. Long may he run!

I 1996 – midt i den otte-årige periode hvor Thåström havde forladt ideen om at lave svensksproget rockmusik, og istedet hærgede igennem med sit Amsterdam-baserede industrial-projekt Peace, Love & Pittbuls – indspillede Ulf Lundell en trofast, nærmest Neil Young-brændende version af Thåström/ Imperiet’s ‘Var Är Vargen’…

Iggy Pop spillede søndag show på O Son do Camiño-festivalen i galisiske Santiago de Compostella i det nordvestlige Spanien. Det kom der dette ret ikoniske billede og helt sikkert en masse vitalt larm ud af.

Ulf Lundell, den store toneangivende svenske sanger fra generationen før punk, trak sig for fire år siden effektivt tilbage med en tour, han annoncerede som sin sidste nogensinde. Da havde han i 40 år været hyperaktiv, for ikke bare en næsten uoverskueligt stor pladeproduktion lagde han bag sig; også romaner, digtsamlinger og malerier har Lundell udtrykt sig offentligt igennem. Siden sloges han med tilværelsen i provinsielle Kivik i Österlen, hvorfra han lod høre fra sig i Lundell-klassisk usminket/udleverende (men også poetisk funderende) stil på sin personlige blog.

Sidste år lagde han så pludselig uden forvarsel godt 30 nye skitser på nettet, bare ham og hans akustiske guitar. Syv af disse sange har nu været i studiet med band, og blev for tre uger siden udsendt regulært. En stor svensk sommertour er sat op, og Ulf Lundell er ovenikøbet også lige nu aktuel med endnu en selvbiografisk bog. Nej, you can’t keep a good man down, som de siger.

Men hvordan er den nye plade så? Umiddelbart overraskende god. Tranorna Kommar emmer af genfunden vitalitet og nyfigenhed i en lyrisk bredvinget musik, der som oftest før tager sit skandinavisk-tonede afsæt i Lundell’s nordamerikanske helte Dylan, Springsteen og Young. En svær tradition at gå i krig med, men Lundell har som relevant person og udtrykkende menneske format til nemt at fylde skoene ud, endda gøre dem til sine egne. Årets comeback.

PJ Harvey leverer lige nu seks sange på soundtracket til Shane Meadows’ The Virtues-serie på engelske Channel 4. Her er dagens nye video til en af dem…

Ja, det synger Bill Callahan på denne sang fra hans nye album. Og man forstår ham. En af hovedgrundene til denne blogs helt sikkert alt for mange indslag fra fortiden er jo netop, at nutidens output indenfor rockmusik i disse år alt for ofte kommer så forbløffende halvhjertet, ligegyldigt og slapt. Der findes ikke noget bedre end begejstring over ny musik, over et anderledes spændende take på det hele, over en ny generation, der finder sin egen egenartede, kraftfulde stemme gennem toner, ord og rytme. Vi vil allerhelst bringe ny musik her. Men den skal fandeme også være god, ikke bare ny.

På udgivelsesdagen for Western Stars har Bruce Spingsteen udsendt denne americana-dryppende video til albummets titelsang…

På pladen følges ‘Western Stars’, en af de diskret største sange Springsteen vel har skrevet i nyere tid, iøvrigt næsten perverst af ‘Sleepy Joe’s Cafe’, som til gengæld nok er det allernærmeste den civiliserede verden kommer en slingrende Kandis-version af Chuck Berry’s ‘You Never Can Tell’ i år.

Så i en pladebutik i dag det monstrøst forkerte kridhvide jubilæums-cover til Joy Division’s klassiske debut Unknown Pleasures, der fylder 40 i morgen. Forkert fordi ingen plade fra den årgang er mørkere og mere sammenknuget end producer Martin Hannet’s version af lyden af det unge Nordengland i 1979. Her ovenfor er ‘Interzone’, den næstsidste skærebrænder af et nummer på Unknown Pleasures‘ side 2. Hvor mange ved mon, at der i Joy Division’s omgangskreds dengang var en northern soul-DJ (Richard Searling), som opfordrede Ian Curtis & co. til en cover af N.F. Porter’s stompende Wigan Casino-hymne ‘Keep On Keeping On’. Det skete som bekendt aldrig, men northern soul-riffet har alligevel gjort mærkbart indtryk på Joy Division. Hør selv…