Naturligvis ved man, han fylder 60 år i dag. For ungdommens helte har brændt sig fast, og forlader ikke bare en, selv ikke hvis de med årene – som ham her – er blevet bitre og uspiselige. Johnny Marr’s bedste ven fra de gyldne The Smiths-år havde sig i 90’erne og start-0’erne en kreativt fornem, profileret og smuk karriere. Men tiden siden har været en hård skuffelse. Både hvad angår et stadig klarere udtalt politisk ståsted på den absolut yderste britiske højrefløj, men også gennem en håbløs række kluntede, uforløste albums. Så vi siger ikke tillykke her i dag, mere farvel og tak for alt det fantastiske der var, det med det positivt mest The Smiths-lydende øjeblik endnu fra føromtalte Johnny’s egen løbebane som soloartist. De gyldne toner i den sang bringer jo det hele så klart tilbage, men med en besynderlig bismag af sorg. For alle løfterne, den tætte forbindelse, åbenheden, som dagens fødselar engang udstrålte så stærkt, har kernen af uforsonlighad i hans nuværende stemme og værk jaget bort for altid. Punktum.