So long, good-bye

Naturligvis ved man, han fylder 60 år i dag. For ungdommens helte har brændt sig fast, og forlader ikke bare en, selv ikke hvis de med årene – som ham her – er blevet bitre og uspiselige. Johnny Marr’s bedste ven fra de gyldne The Smiths-år havde sig i 90’erne og start-0’erne en kreativt fornem, profileret og smuk karriere. Men tiden siden har været en hård skuffelse. Både hvad angår et stadig klarere udtalt politisk ståsted på den absolut yderste britiske højrefløj, men også gennem en håbløs række kluntede, uforløste albums. Så vi siger ikke tillykke her i dag, mere farvel og tak for alt det fantastiske der var, det med det positivt mest The Smiths-lydende øjeblik endnu fra føromtalte Johnny’s egen løbebane som soloartist. De gyldne toner i den sang bringer jo det hele så klart tilbage, men med en besynderlig bismag af sorg. For alle løfterne, den tætte forbindelse, åbenheden, som dagens fødselar engang udstrålte så stærkt, har kernen af uforsonlighad i hans nuværende stemme og værk jaget bort for altid. Punktum.

11 tanker om “So long, good-bye”

  1. nc@ ja det er der faktisk en grund til, og det kræver selvfølgelig en forklaring:). I fredags var jeg i Sound Station på Frederiksberg for at købe ” California Son”, og til min store fornøjelse havde de den på udgivelsesdagen, og jeg synes faktisk både produktionen og sangene passer fint sammen, og Morrissey er og bliver popmusikkens absolut største provo. Men synge, optræde og skabe debat kan han stadigvæk. Men det er selvfølgelig trist at han med sine udtalelser skaber rigtig meget omtale til For Britain, det har de bestemt ikke fortjent.

    Love Shop’s seneste cd ville jeg også gerne have haft på udgivelsesdagen, men de havde den ikke i selv samme butik på Frederiksberg, og jeg var på vej ud af byen. Jeg har kun hørt den få gange, og sikkert ikke givet den, den opmærksomhed den sikkert fortjener. Men den tid den glæde, håber jeg:)

  2. @larsfred: Øh, er der nogen særlig grund til at du bringer dette lidt mystiske statement ind her, hvor jeg ikke lige har opfattet en debat om LS seneste album?

  3. Jeg har desværre ikke fået købt den seneste Love Shop-cd, da den var udsolgt på udgivelses-dagen, men har dog fået hørt den. Jeg kan se at der står ” Brænder Boksen Med Smukke Ting” på coveret, burde den ikke have heddet “Ufarlig”?

  4. Det ligger desværre lige for at se “Days of decision” tolket som en nationalistisk sang om Truslen Fra De Fremmede, når det er netop den pågældende person, der fremfører den.

  5. Racistisk idiot? Ja, korrekt. Ikke desto mindre kommer han nu med et pletvist mere end habilt album med coverversioner. Flere af dem er jo lidt mere end ok. Det overrasker mig faktisk. Føler næsten dårlig samvittighed over at høre M, nu han har rakt hånden op og erklæret sig selv som skvadderhoved. PS hans stemme er stadig sublim.

  6. Morrissey får så meget negativ omtale i øjeblikket, at det næsten glemmes at han har udsendt en særdeles fremragende ny cd med cover-versioner af amerikanske kunstneres sange, bl.a. denne glimrende version af Phil Ochs ” Days of decision”. Hvem andre end Morrissey kan fremføre en protestsang, på en så let tilgængelig måde:)

    https://youtu.be/Ojrro0JG51A

  7. Kæmpe tillykke fra mig til Morrissey.

    Jeg synes virkelig der bliver overreageret kraftigt på Morrisseys diverse “mystiske” udtalelser. Og personligt tror jeg det delvis er provokationer, samt at der “er gået Rasmus modsat” i Moz.

    Og jeg har uden problemer nydt at høre det nye cover album. Af en mand på 60 – så synger han stadig fantastisk.

    Morrissey – du er stadig min største helt 🙂

  8. Det var han som person, Larsfred, ingen tvivl om det. Et altid givende, sødt, varmt menneske, der som selvstændig karakter gjorde København til et bedre og langt mere farverigt sted at være. Men hans musikalske output kan ikke måle sig med de af dig omtalte tynde drenge her på siden. Fatman var jo ret beset langt bedre som formidler end som udøver af musik. Æret være hans minde. Han var en god mand.

  9. Et dejligt genhør med Johnny Marr’s brilliante pop-perle fra sidste sommer. Om det er krystalklare meninger eller provokationer der ligger bag Morrissey’s handlinger og udtalelser, synes jeg stadig det kan være svært helt at gennemskue, men trist er det. Til gengæld må man beundre ham for at han i den grad stadig kan skabe debat. Stort tillykke til Morrissey skal det uden bitterhed lyde herfra.

    I øvrigt tankevækkende at man på denne side ikke har ofret tid på at hylde afdøde Master Fatman, han var da mindst lige så interessant som de tynde drenge der skrives og synges om.

Skriv et svar