To dream the impossible dream. For når Manchester City’s Kun Aguerro står med ligapokalen sent søndag eftermiddag i Brighton, så vil man hade sig selv for overhovedet, at have givet sig selv lov til håbet om et umuligt Brighton-mirakel. Sæsonens sidste spillerunde i PL er allerede nervepirrende.

Liverpool – Wolves, søndag kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal

I dag er det præcis 40 år siden at The Clash – har vi nogensinde hypet dem før?! – udsendte deres The Cost of Living EP, som dannede bro mellem de på alle måder forskellige albums Give ‘Em Enough Rope (1978) og London Calling (1979). Det var ved indspilningen af denne EP, Mick Jones først fik afprøvet sine producerevner sammen med tekniker-esset Bill Price, hvilket i den grad skulle komme til at influere London Calling, hvor producer Guy Stevens’ egentlige job mere var som inspirator og mental coach, mens Jones og Price tog sig af det konkret musikalske indenfor arrangement, optagelse og lyd. Og det var også på The Cost of Living, at bandets lidenskab for amerikansk roots-rocknroll pludselig slog igennem i egen musik, ikke mindst på coverversionen af Sonny Curtis/The Bobby Fuller Four’s ‘I Fought The Law’. The Clash var absolut ikke noget publikumsmæssigt stort band i Danmark på dette tidspunkt, men takket være bandets af purister så udskældte kontrakt med store stygge CBS (nu Sony), så var det alligevel muligt at købe EP’en på udgivelsen selv i verdensfjerne Viborg – tak for det, Strummer, Jones, Simonon og Headon.

Hun er forholdsvis ret ukendt, så erfarer sikkert derfor først nu, den franske yéyé-sangerinde Liz Brady gik bort i januar. Her æres hun bedre sent end aldrig med en af denne sides absolutte favoritsange indenfor yéye-genren, ‘Partie de Dames’ fra 1967, som iøvrigt var med på preshow-playlisten til den nyligt overståede apriltour landet rundt med LS…

I andledningen af 40-året for Unknown Pleasures, Joy Division’s milepæl af en selvstændig debut, genudgives albummet til juni i rubinrød vinyl og coveret som det oprindelig var tænkt, nemlig i hvidt. Og ja, det ser helt forkert ud…

Opfattede dengang instinktivt Peter Gabriel’s tredje album, der udkom 23. maj 1980, som en slags udefrakommende musikalsk og åndeligt bindeled mellem David Bowie’s Lodger (1979) og efterfølgeren Scary Monsters (and Super Creeps) (1981). Naturligvis er Gabriel som artist et helt andet og mere robust jordbundet væsen end Bowie, men det er samme rastløse søgen ind i rockmusikkens uprøvede fremtid, både hvad tone og tidsparanoiafyldt tekstunivers angår, dette album bærer på. Du tvivler? Så luk øjnene, lyt, og fortæl mig, at hovedsinglen ‘Games Without Frontiers’ ikke ligeså godt kunne være et twistet David Bowie-popnummer…

Bonusinfo: Både Robert Fripp – endnu en Bowie-reference! – og The Jam’s Paul Weller dukker iøvrigt op på elektrisk guitar undervejs på albummet.