Fordi det er blevet april

Og fordi foråret er en ny begyndelse. Forsigtige skridt på fortovet. Lære balancens kunst. Og så bevæge den ud i verden. Som også Håkan gjorde det engang. Med en kuffert fuld af sømandsuniformer. Fra Göteborg, hvor havnekraner tårnede. Og hvor den unge Håkan havde spillet andenviolin. Men drømt om noget meget mere. Sådan her lød det mens uskyld endnu var ambitionens verden. Og der var april i hans hjerte…

Love Shop spiller til valgfest

Love Shop har taget imod et tilbud fra partier i oppositionen om at spille til valgfest i København – forudsat selvfølgelig, at folketingsvalget ikke kolliderer med turnédatoerne. Valgfesten finder sted i Vega, det gamle Folkets Hus. Bandet er gået med til at tilpasse sangen af samme navn til lejligheden for ikke at støde nogen, så andet vers nu rummer linjen

Socialdemokratiets trygge krop, hvor alle der er danske får et job

Up the ladder?

Rammen om Liverpool’s kamp i dag kan er ret enkel efter Manchester City’s magtdemonstration i Fulham i går: Vind eller forsvind fra mesterskabskampen. Og det mod en modstander af så høj klasse som Spurs. Det bliver nervepirrende.

Liverpool – Tottenham, søndag kl. 17.30, 6/downthelocal

Imens i Oklahoma…

I aften optræder NYC-punklegenden Richard Hell i Tulsa, Oklahoma, hvor han på Bob Dylan Center vil introducere 1955-filmen Kiss Me Deadly. Hvilket ville være evigt ligegyldigt for os her i den europæiske nat, hvis ikke lige NYC-fotografen Godlis her til aften havde indkapslet begivenheden i dette så eksotisk fængslende retro-americana-skud. Det er en post som denne, der giver denne blog mening. En så skrøbelig men poetisk verdensrealisme fortjener direkte transmission…

Ugens singlekøb

Hvor mange ved mon, at Francoise Hardy omkring årtusindeskiftet indspiller en duet med Iggy Pop på den smukke amerikanske standardklassiker ‘I’ll Be Seeing You’?! En fornem version er det endda også, hvor Hardy bringer blå forgængelighed og Iggy sin hjertelige distanceblændervarme…

30. marts 1984

Once upon a time in Indieland. Og nogle gange er supportbandet bare langt mere interessante end hovednavnet. Edwyn Collins’ Orange Juice var startet fantastisk ud på Postcard Records, men allerede på dette tidspunkt, kun fire år efter, var juicen allerede washed out. Ikke ligeså med The Go-Betweens, som i disse år gennem lærerige pladeudgivelser bare blev bedre og bedre…

A fine mess?

For længe siden skrev New York City’s Interpol storslåede sange, katedraler af lyd, magtdemonstrationer i kløgtig postpunk med åbne døre ind til det ukendte. Men noget gik galt. Efter tre yderst fornemme albums forlod bassist Carlos D bandet, og med ham forsvandt som dug for solen bandets overlegne musikalske bevægelse i sonisk skulpturering af moderne rockmusik. De to næste albums lød – fraset en fattig håndfuld numre – som skoleeksemplet på writers block, så klaustrofobisk låste og uinspireret livløse kom de. Men på sidste års Marauder fornemmedes endelig en udvikling. I erkendelse af ikke længere at kunne skabe de store øjeblikke, som Interpol’s første fem år er gjort af, havde bandet øjensynligt fundet en frigjorthed i ikke at konkurrere med egen fortid, men istedet spille ud fra konceptet ‘en ny sang er en god ny sang’. Dette gav om ikke mindeværdigt store indspilninger, så i det mindste Interpol’s nutid puls og længe savnet liv. Således også på nye ‘The Weekend’, en forløber for 5-tracks EP’en A Fine Mess, der udkommer medio maj…

Lady!

Lady Gaga fylder 33 i dag. Her hendes state of the art-popsang fra 2009, et mesterværk af skarphed og smuk antiæstetik, vi her aldrig får nok af. Med svagt men levende håb om at flere musikalske håndkantslag af samme klasse må komme fra hende, hvis en dag mæt af at lege superstjerne…

Ranking Roger RIP

Ranking Roger, sanger i two-tone-bandet The Beat fra Birmingham, døde tirsdag efter en tid med hård sygdom. Ja, der rives alt for mange bort i rocknroll for tiden. Her er Ranking Roger med The Beat på Top of the Pops i maj 1980, iført sin karakteristiske sorte hat, bekymringsfri og levende på ‘Mirror In The Bathroom’. Vi skal sætte pris på vores helte mens de er her…

Scott synger Jacques

Ja, Walker synger Brel – han står vel som den største engelsksprogede fortolker af den ultradramatiske belgier – og derefter en af sine egne mørke tårepersere, ‘When Joanna Loved Me’, det altsammen på Dusty Springfield’s BBC-TV-show i 1967. Jacques Brel’s ‘Mathilde’ er som skabt til Scott Walker’s rolige måde at bære en hektisk melodi på…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.