David Bowie som plastic soul-superstar. Young Americans som bæltespænde.
1975
1974
Er der liv efter Ziggy?! I 1974 har David Bowie givet sit trofaste band løbepas. Selv hans højre musikalske hånd, rocknroll-guitaresset Mick Ronson er dømt ude. Med et nyt hold – Bowie spiller selv guitaren her – indfanger han sin post-apokalyptiske fremtidsversion, der i maj udsendes som Diamond Dogs. Et af dens helt centrale øjeblikke er side 1’s ‘Sweet Thing/Candidate/Sweet Thing (Reprise)’, en suite af næsten Gerschwinsk tonalitet og dyb skønhed, hvori Bowie sprænger genregrænser for hvad hans musik kan og skal. Her en liveudgave fra den amerikanske tour samme år, med en lidt creepy køretur gennem Los Angeles’ mørkeverden først…
1973
David Bowie og hans Spiders from Mars på scenen i Hammersmith Odeon, London tirsdag d. 3. juli 1973, koncerten hvor David Bowie officielt og til stor fanbestyrtelse slår sin Ziggy-karakter ihjel – på Ziggy Stardust-tourens 191. og sidste show – men her dog kun aftenens musikalske finale, naturligvis ‘Rock ‘N’ Roll Suicide’…
1972
Mange har David Bowie’s Hunky Dory (1971) som en absolut favorit, og det er en udsøgt og musikalsk smart skrevet plade, men for os her fødes han som lysende stjerne først på Ziggy Stardust i foråret 1972. Sangene er simplere, melodierne enklere og energien en helt anden, som høres selv på dette samtidige TV-klip af albummets tilbageholdte åbningssang, balladen ‘Five Years’. Hvilket ungt talent i fuld rocknroll-blomstring her…
The boy from Tupelo
Der er andre end David Bowie, som har fødselsdag i dag.
A call within a call…
Bloggens Webmaster Pastor fylder år i dag ovre i Nørresundby. Et stort tillykke her fra LS Society i det østlige Danmark med en af de vel allerstørste sange med Pastorens højtelskede Gillian Welch. Evig ungdom, Pastor!
Idolplakat
Fordi David Bowie’s fødselsdag er i dag…
Punk français
Fransk punk er/var langt mere – og langt mindre tegneserie-komik – end Plastic Bertrand, der vel iøvrigt var fra…Belgien. Det mest berygtede band fra Paris var Metal Urbain, Frankrigs radikale provo-svar på Sex Pistols, men andre støjede også med i Lysenes by. Her er det Stinky Toys, der som det eneste franske band i september 1976 spillede til den myteomspundne The 100 Club Punk Festival i London sammen med netop Sex Pistols, The Clash, Siouxsie and the Banshees, The Damned, Subway Sect, The Vibrators og Buzzcocks. Her er de med sært profilstærke ‘Birthday Party’, et track på deres andet og sidste album fra 1979. Sangerinde Elli Medeiros skulle siden få en lang karriere indenfor både popmusik og film…
En drøm kaldet Blondie
Blondie-guitarist Chris Stein, der i New York City-bandets storhedsår var kæreste med bandets ubestridte omdrejningspunkt Debbie Harry, hende alle vi andre drømte om, havde fødselsdag i weekenden. Stein co-skrev ofte Blondie-sange med Harry – tjek f.eks. ‘Heart Of Glass’ eller mageløse ‘Dreaming’ – men helt alene har han skrevet to af denne sides absolutte favoritsange med Blondie, svajende længselsfulde ‘Fade Away And Radiate’ fra Parallel Lines (1978), samt Debbie Harry-sublimerende ‘Shayla’ fra Eat to the Beat (1979). Her er det sidstnævnte i en liveoptagelse fra Apollo Theatre i Glasgow, nytårsaften 1979. Som altid, når Blondie spillede live, er der to der løber med opmærksomheden: Naturligvis drømmekatalysator Debbie Harry, men så sandelig også trommeslager Clem Burke, der selv på en semi-ballade af så afdæmpet karakter kan fremvise sit helt specielt dynamiske trommetalent…
The Specials er tilbage
Coventry-rude boys The Specials udsendte i december comeback-singlen ‘Vote For Me’, som der nu er kommet lyrics-video til…
Playtime?
Et grufuldt billede fra et nummer af Terror Illustrated af den amerikanske tegner Reed Crandall, kendt fra E.C. Comics i 1950’erne og senere også fra Warren Comics i 1960’erne og 1970’erne. Og forbindelsen til denne blog? Den overlader jeg læseren som øvelse!
Deja vu i London…
Det er søndag d. 14. april 1968. Oppe i nordvest har Bill Shankly’s Liverpool dagen før slået Sunderland med 2-1, på to mål af Roger Hunt. Men det er ingenting, for nede i forårssolen i London poserer selveste Françoise Hardy i Hyde Park.
Rejse til nattens ende
Vi er i Hamburg, 1987. Den endnu langtfra civiliserede Nick Cave er på scenen med sine Bad Seeds. Sangen han synger, skrevet af Blixa Bargeld og Cave’s tidligere kæreste Anita Lane, er en af de få på den tids repertoire, som kommer med melodisk dog ildevarslende sødme. Ikke at Nick Cave bekymrer sig meget om den slags musikalske ligegyldigheder endnu…
Talk Talk til en søndag
Firserne kunne noget med 12′-inch-mix, altså maxisinglernes extended versions af den originale 7’er-single. Enkelte bands gjorde disse længere udgaver, der legede med originalens grundelementer, til en kunstart i sig selv, og det kan nærmest være relevant at spørge, om bands som Depeche Mode, New Order og Pet Shop Boys ville stå så stærkt i musikhistorien i dag, hvis ikke netop for deres overbevisende brug af 12’er-mediet. Her er det Talk Talk som på Steve Thompson’s US-remix (det bedste) fra 1984 af deres ‘It’s My Life’ demonstrerer, hvordan man får seks minutters endnu større himmel ud af de oprindelige fire…
Armed forty
Det vel næstbedste Elvis Costello and the Attractions-album – efter forgængeren This Years Model (1978) – udkom på dags dato i 1979. ‘Oliver’s Army’ er det kendte hit fra Armed Forces med det energiske Attractions-spil og den dynamiske new wave-produktion, men andre ligeså profilerede sange trænger sig på. Som nu f.eks. den højindignerede men melodisk overskudgivende ‘Goon Squad’. Iøvrigt, skal man købe denne plade på vinyl, er det det originale engelske førstepres med fire kulørte idolpostkort, specialudskåret cover og en indlagt live-single, som er sjovest at finde…