Patti Smith bliver 79 i dag. Her er hun på en TV-scene i New York City 1998 med sin sjæleven Michael Stipe. Sammen med hans band fremfører de en sang at dø for, førstesinglen fra New Adventures in Hi-Fi (1995), det vel sidste mægtige R.E.M.-album. ‘E-Bow The Letter’ er ikke en klassisk R.E.M.-single med energi, Elvis-moves, singalong-omkvæd og alt det der, men hvad den mangler i bred masseappel gives til gengæld i late night-stemning og magnetisk fortællerfremdrift. Og så er Patti Smith’s rolle i sangen virkelig godt set…
Er du LykkeLi nu?
Forleden hørte vi her David Lynch med Lykke Li som forsangerinde på hans musikalske yndlingsbesættelse af skæbnesvanger amerikansk uskyldspop fra forgangne tider. Her er den svenske torch singer i eget navn med en af de ni sange fra I Never Learn (2014), hendes hidtil måske mest vellykkede album…
BB RIP!
Brigitte Bardot skal ikke huskes her for det hun blev, men langt snarere for hvad hun var; et ungt europæisk symbol på den sorgløse epoke af tidlig popkultur. Og jo, så var hun samtidig selveste Serge Gainsbourg’s muse, før Jane Birkin gjorde sin entré i Paris. Hør nu bare her…
New Order in dub
Jeg nævnte i en kommentar til Jens, at Martin Hannett var glad for dub reggae og at man kunne høre det i hans produktioner. Men også Joy Division/New Order lyttede til reggae, selv om man måske ikke skulle have troet det. Her er New Order med deres bud på Keith Hudsons “Turn the heater on” fra 1975.
The thrill of the chase…
Havde i 1980 aldrig hørt nogen sang, der lød så kold, opgivende og fuld af frysende vinter som ‘Decades’, finalen på Joy Division’s afskedsalbum Closer (1980). Svært i den forbindelse at tale rosende nok om producer Martin Hannett, for hvor langt mere ordinær havde Joy Division’s musik ikke lydt uden hans da så radikalt nytænkende tilgang til lyd og musik? De tre overlevende bandmedlemmer har således siden fortalt om chokket de fik, første gang det endelige mix af debuten Unknown Pleasures (1979) blev spillet for dem. For Joy Division opfattede sig selv som et rockband, men efter Hannett’s stemningsmalende bearbejdning blev de til noget ganske andet. Således også her på ‘Decades’, som passende kan markere det i dag er 47 år siden Joy Division livedebuterede i London, det skete på ølhullet Hope & Anchor i Islington. Billedet herover er taget på aftenen, Ian Curtis tydeligvis allerede trådt i Ian Curtis-karakter på dette tidlige tidspunkt…
Perry Bamonte RIP!
Perry Archangelo Bamonte, først The Cure-baggearsmand fra 1984 til 1989, dernæst fast medlem af bandet som keyboardspiller, bassist og guitarist fra 1990-2005, samt senest medvirkende på verdenstouren der besøgte København, meldes i dag efter kort tids sygdom død, kun 65 år gammel. Her er han sammen med The Cure (til venstre på keys) på et af numrene fra sidste års monumentale Songs of a Lost World…
I Will Dare
I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
Fransk jul med Banshees
På B-siden af Siouxsie and the Banshees’ A Kiss in the Dreamhouse-single ‘Melt’ – udsendt i november 1982 – ligger en populær traditionel fransk julesang. Der findes endda en fransk TV-playback af den, hvor specielt The Cure’s Robert Smith, som var med på guitar i Banshees på det tidspunkt, får vist sin manglende entusiasme for projektet…
De slap stjernerne fri
Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.
Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…
Please, please, please…
Måske denne optagelse er mere passende i stemning og lyd til dagen i dag. Engelske The Dream Academy, et designerblødt neo-hippieband hvis vist eneste gevinst var denne single, løfter en The Smiths-sang op og gør den Simon & Garfunkel-billedskøn, så stjernerne tindrer…
Hjerternes fest
En glædelig hjerternes fest fra Pastor Webmaster og jeg til jer alle. Kunne have valgt den før spillede ‘Fairytale Of New York’ som musikalsk ledsagelse, men i år må De Gyldne Løver med irsk blod i hjertet vige for det stive hvide beat fra Nordengland med en sang, der har placering i LS-folklore. Desuden var det netop PSB’s version af ‘Always On My Mind’, der i julen 1987 holdt den verdens bedste julesang med The Pogues fra førstepladsen på den engelske singlehitliste. Og sådan kan skæbnen være så lunefuld, selv ved juletid. Spørg bare den lille pige med svovlstikkerne om dét. Måske det er hende Neil Tennant her synger ud til fra Top of the Pops’ varme studier i White City, London…
Morrissey Evangeliet
Diskuterede med en svensk Stockholm-bekendt, der som siden her i 1990’erne har Morrissey stående meget højt på den musikalske himmelhvælving. Vi kom til at tale om Södermalm-bandet Weeping Willows og deres sanger Magnus Carlson – ham med et ansigt som en dreng fra en hjerteskærende trist børnefilm fra 1964 – og udsagnet kom, at Weeping Willows-singlen ‘Stairs’ fra 2004 er “den bästa Moz-låt som Morrissey själv aldrig gjorde”. Jeg hører efter lige nu og kan kun erkende, det synes rigtigt. Og Magnus Carlson har ovenikøbet en stor nok stemme, samt de elegante fraseringer, til at kunne leve sig fuldstændig ind i rollen som forbilledet, hvis det altså er det som er hans store drøm. Men jo, det lyder sådan på denne stolte forkyndelse af Morrissey’s fortabte verden…
Lynch
David Lynch døde i år, 15. januar. En af hans store gaver var talentet for at kunne bringe ro til kaos og vice versa. Som her på denne nærmest doowop-lydende sang fra 2013, hvor Lykke Li synger for, en harmonisk drømmetilstand, dog med en ildevarslende skygge lige på grænsen af synsfeltet. Twin Peaks revisited i både stemning og attraktion…
Hey Joe!
Bob Marley har skrevet sangen, Johnny Cash synger første vers/omkvæd, Joe Strummer tager andet vers, de to deler andet omkvæd og så fremdeles. I dag ville det scenarie være AI, et illusionernes ligegyldige skuespil, men i sommeren 2002 var den slags virkelighed, affødt af et arrangeret møde i et studie i Los Angeles, hvor Cash indspillede med Rick Rubin. Joe Strummer døde pludselig få måneder senere, 22. december 2002…
Antony Price RIP!
Bryan Ferry har i går delt denne TV-reportage fra 1986 om det engelske modeunikum Antony Price, Ferry/Roxy Music’s tøjdesigner, art director og coverstylist, der døde forleden i London…