Morrissey er begyndt dette år med at aflyse sine første to shows på den amerikanske koncertrække, der skal genrejse det efterhånden noget ramponerede ry efter nu senest den aflyste sydamerikanske tour i efteråret. Men Manchester’s egen Mussolini har også gjort noget uvant denne fredag, nemlig udsendt ny musik i form af denne single, forløber for et nyt album på Sire der udsendes slut-februar. Stemmen lyder upåklageligt i disse år, det er ingen hemmelighed, men sangskrivning, ord, produktion; der bydes på rædselstomme kalorier hele vejen rundt. Kan disse tre minutter være Morrissey’s første AI-musik?
Og tillykke til mesteren selv!
Et fremragende nummer fra Elvis Presleys comeback special fra 1968. Det er hans reaktion på mordet på Martin Luther King. David Bowie er en lige så stor stjerne som Elvis, men uden Elvis ingen Bowie (og vel heller ingen Bassey eller Sexmith).
I dag fik jeg en opringning fra min moster Anna, der ligesom Elvis er født i 1935. Hun ønskede mig tillykke og vi fik en god snak. Tænk, hvis de to havde mødt hinanden!
Tillykke, Ron!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Tillykke med de 89, Shirley
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Uden Pastoren i Schöneberg
Det er 8. januar 1977 på bøssebaren Neues Ufer på Haupstraße i Schöneberg og hvilken stimmung! Iggy Pop, Romy Haag og David Bowie ses her blandt andre vestberlinere, samlet for at fejre Bowie’s – men helt sikkert også den unge Pastor Webmaster’s 13-års – fødselsdag. Pastoren selv kan ikke være tilstede denne lørdag; måske han er til badminton i en sportshal flere hundrede kilometer væk i Nordjylland, måske han aldrig fik sparet lommepenge nok sammen til togbilletten ned over Hamborg og over til venstre, måske den invitation bare aldrig dukkede op? Men stille nu, David Bowie, som bliver 30, vil synge en sang for og fra fremtiden, ikke mindst for dagens danske fødselar, som vi også herfra vil hviske et stille “tillykke” med på vejen…
John Cale
Den vægtige violaspillende waliser fra The Velvet Underground. Siden bruddet med Lou Reed fulgte en lang udfordrende producer- og solokarriere, der fortsætter den dag i dag. I 1980’erne så vi ham ofte i Danmark. Historien bliver fortalt, at han turnerede så intenst og så ofte i den periode, fordi der – helt ligesom hos hans gamle bekendte Nico – var et dyrt misbrug som skulle financieres. Det hvileløse element i hans musik var aldrig til at gå fejl af, den kantede natur, et menneske altid i bevægelse. Her en af hans bedste – og mere klassiske – sange, udgivet i tre forskellige versioner gennem årene, dette den midterste fra Music For a New Society (1982). Musikvideoen her er et stykke amatørarbejde, men som den slags ofte går, så bevæger dens ensomme minimalisme forbløffende stærkt…
Jim E. Brown
En ny sang fra den – ifølge ham selv – 19-årige, spiseforstyrrede britiske alkoholiker Jim E. Brown, der fra sin hjemby Manchester i en lind strøm spreder ufiltreret selvmedlidenhed og livslede udover verden. Den beskrivelse kunne engang passe på Morrissey, som dog samtidig var et væsen, der besad tårnhøje idealer om raffineret æstetik, perfektion og den perfekte popmusik. Det gør Jim E. Brown tydeligvis ikke på dette bemærkelsesværdige nummer, som enten er satire på højt plan eller et biluheld mens det sker…
Da fremtiden var ung
Den kortlivede franske elektroduo The Droids (Fabrice Cuitad og Yves Hayat) besøger i 1977 italiensk TV og optræder der – flankeret af space-danserinde Chantal Dardenne – med deres single ‘The Force’. Året efter er nummeret med på bandets eneste album Star Peace – titlen afledt af Star Wars – og så er det forbi, et hurtigt elektrisk stød. ‘The Force’ giver i sin samtid fuld honnør til både Kraftwerk og Giorgio Moroder ovre i Vesttyskland. Godt tyve år senere høres det, at Daft Punk må have lyttet med i Paris…
Her apropos den engelske 1976-punker og musikjournalist Jon Savage’s ord om den tids discomusik, der oftest blev hængt ud som det laveste af det lave:
Forget all the Disco Sucks bollocks, this was where the creativity was. Many of the qualities of Disco that were so derided were mirror images of those qualities that were celebrated in Punk: an annihilating insistence on sex as opposed to puritan disgust; a delight in a technology as opposed to a Luddite reliance on the standard Rock group format; acceptance of mass production as opposed to individuality. It was the difference between 1984and Brave New World: between a totalitarian nightmare or a dystopia accomplished through seduction. […] Disco’s stateless, relentlessly technological focus lent itself to space/alien fantasies which are a very good way for minorities to express and deflect alienation: if you’re weird, it’s because you’re from another world. And this world cannot touch you.
VinterTvo6
Sneen falder denne frostaften. Hvis Kent troede det kun var 2002, det skulle handle om for denne sang, så tog de grueligt fejl. Nutiden bliver så uvirkelig, når den pludselig er fjern fortid. Men musikken spiller videre og kan bringe det forgangne nyt liv. Her igennem en af Kent’s sidste optagelser som guitardomineret rockband. Naturligvis skal Sami Sirviö nævnes i den forbindelse, da også forbi bare lyden af hans navn bringer finske vintre med tilfrosne søer og elve frem, hvilket har plus-relevans en bidende kold aften i start-januar…
Skinheads med feeling
Michael Stipe indsang en version af ‘Greenfields’ for mere end tyve år siden, vistnok til støtte for et miljøprojekt. Herover en ret fantastisk video med den version med The Brothers Four, som gjorde sangen til et amerikansk hit i 1960.
Den glemte mand
Sangeren i et af verdens i disse år mest glemte store rockbands fylder i dag 66 år. Hvordan kom det dertil, at dets så opsigtsvækkende stærke musik passivt tages for givet og ikke regnes for mere end forlængst forbi relevans? Måske ville det hjælpe på den problematik, hvis dagens fødselar lavede den soloplade, der ville bringe hans stemme ind i i dag. Men det kommer jo aldrig til at ske. Han er andetsteds i sit liv, og de to fra hans gamle band turnerer rundt i små, obskure sammenhænge, mest for sjov. Forsvindningsnummeret er lykkedes, de er væk fra spotlightet for altid. Tillykke til Michael Stipe.
To kill your darlings
Johnny Marr’s favoritsang blandt de godt 70 The Smiths nåede at indspille på kun fem hektiske år er efter sigende ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, slutnummeret på side 1 på Meat is Murder (1985), det andet regulære Smiths-album af de i alt fire. Det synes jeg er en vild oplysning, for den lidt forudsigelige, blege sang ville ikke engang komme i min egen top-40 over Morrissey/Marr-indspilninger.
Omvendt har Marr’s partner in Smiths-crime Morrissey afsløret, han på efterfølgeren The Queen is Dead (1986) uden held prøvede at få ‘There Is A Light That Never Goes Out’ smidt af tracklisten det endelige album, da han fandt den nu selvskrevne Smiths-klassiker for svag, for ligegyldig. Det er jo rystende dårlig dømmekraft.
Kan man udlede, at de to unikke sangskabere måske stod så tæt på deres eget værk, at de ikke har været istand til nøgternt at bedømme det? Når man hører Smiths-pladerne i dag er det med andre ører end dengang de udkom. Da var det et band i kosntant bevægelse, som klart var i en klasse for sig selv, men man perspektiverede jo ikke på den større bane, hvor Morrissey, Marr, Joyce og Rourke i dag står naturligt oppe i allerøverste liga sammen med de mest ikoniske engelske bands i rockmusikkens historie.
Men er der da ingen svagheder ved Manchester-bandet, som ridser i illusionen om det så perfekte? Jo, der er en alvorlig akilleshæl. De to første albums – The Smiths (1984) og Meat is Murder (1985) – lider begge under bandets i sig selv beundringsværdige idé omkring at udsende enkeltstående singler med eksklusive B-sider. The Smiths brugte i starten simpelthen så mange af deres bedste sange på singler, at de to første albums lider under det.
Tænk hvor langt stærkere debuten kunne stå – da ikke mindst nu i dag – med f.eks. ‘This Charming Man’, ‘Accept Yourself, ‘Wonderful Woman’ og ‘These Things Take Time’ på tracklisten i stedet for nogle af sine svagere, nærmest demo-naive Morrissey-jodlende-i- frigear-tracks.
En endnu større skygge af spildt mulighed hænger over Meat is Murder, der som to’er burde have placeret bandet centralt. Men en igen for broget samling sange tog aldrig stikket hjem, måske bedst eksemplificeret af den næsten syv minutter lange funkjam (!) ‘Barberism Begins At Home’. Man kan vist godt nævne et par numre eller fem, brugt andetsteds i mellemtiden, som ville have gjort dette værk langt mere helstøbt: ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, ‘Girl Afraid’, ‘William It Was Really Nothing’, ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ og ‘How Soon Is Now’. Istedet måtte The Smiths ty til fyld som den førnævnte eller venstrehånds-markeringer a la ‘I Want The One I Can’t Have’, der stadig i dag lyder som fucking Housemartins, jeg mener, come on!
I en parallelverden var Suede små ti år efter ude i samme problemstilling omkring deres eget noget materiale-ujævne debutalbum, hvor lysende B-sider som ‘My Insatiable One’, ‘To The Birds’ og ‘The Big Time’ med held som indskiftere ville have indskrevet det i dag som den klassiker, de måtte vente til efterfølgeren Dog Man Star (1995) med at få noteret.
Men tilbage til The Smiths, har aldrig set hverken Morrissey eller Marr beklage de prioriteringer, der førte til de her betragtninger. Og i nutid dengang var det jo også vildt cool levende med et band, der bare udsendte og skød på alt hvad der rørte sig, uden taktiske overvejelser eller nogen kostbarhed. Og de to første albums formåede jo dog alligevel at begejstre, selvom de ikke kom som de håbede mesterværker. For der var sange på dem begge, som kunne det hele og endda lidt til. På Meat is Murder var favoritterne her ved første lyt præcis de samme som stadig i dag, nemlig de to første tracks på side to; ‘Nowhere Fast’ og så den her…
Bad Seeds revisited
Ikke meget Nick Cave vi har fået hørt i 2025. Faktisk vil det til februar være blevet 12 år siden, han senest udsendte et album – Push the Sky Away – der var en fyldig del af soundtracket her. Cave løb kort tid efter ind i sin personlige tragedie, der ikke blot skulle ændre ham, men naturligvis også den musik han skabte, som herefter mere antog form af personlig terapi og religiøs søgning. Og The Bad Seeds? Gøgeungen Warren Ellis’ ankomst fik både kapelmester Mick Harvey og unikke Blixa Bargeld til at falde ud reden, Conway Savage gik bort i 2018 og Thomas Wydler har oftest været sygemeldt. Så det er blevet et helt andet og anderledes spillende band hen ad vejen. Dygtige erstaz-musikere, naturligvis, der nu mere akkompagnerer end de spiller op imod Cave. Slet ikke et band med den personlighed, timing og uforlignelige sans for sammenspillets dynamik, der var The Bad Seeds’ kendetegn de første par årtier rejsende i begsort rockmusik. Og det kan nok så mange maniske Warren Ellis-violinsoloer ude på de store arenaer ikke råde bod på. Derfor en kæmpe oplevelse, nærmest et vækkeur, da jeg i går var i rum med The Bad Seeds’ gamle coverplade Kicking Against the Pricks (1986). Er lidt bange for helt at have glemt, hvor fremragende og anderledes et band de så længe var sammen med deres enestående sanger. Det skal måske være et nytårsløfte herfra; at få genopdaget det guld som er de seks-syv store Nick Cave and the Bad Seeds-albums fra forrige årtusinde. Kicking Against the Pricks står som et af dem. Så overbevisende går åbningsnummeret…
For alt der skal komme
Også her rinder 2025 ud. Mange tak for året der kom, blev sit eget og gik. LS Society, Joe Public, Pastor Webmaster og jeg ønsker jer alt det bedste. Godt nytår!
E-Bow the movie
En af de mest tilfredsstillende musikvidoer, jeg husker at have set. Den der svære øvelse, at en promovideos levende billeder skal lægge til i stemning, men aldrig tage fokus fra den sang og det band de er lavet til, lykkes virkelig optimalt her. Videon er instrueret af Jem Cohen, også kendt for sin video til ‘Nightswimming’. Hvilket band R.E.M. var!