Husker dagen for 35 år siden i dag, da ikke få sortklædte flokkedes i Gry Records i Skt. Pederstræde – datidens vinyloase for den nye alternative musik – for at købe og høre den med stor spænding imødesete Power, Corruption & Lies, Joy Division-overleverne New Order’s andet album. Foråret havde allerede da budt på den revolutionerende Blue Monday, der som enestående New Order-single var enmagtdemonstration af, hvad elektronisk musik kunne bidrage med til den traditionelt sangbårne rockmusik. Og som sådan kom albummet også som en fortsættelse af de samme elektrostyrede takter, der bragte en helt ny lys og lyrisk tone ind i Manchesterbandets til da så Martin Hannett-dystre univers. 1983 skulle efterfølgende stå som den mest kreativt blomstrende periode for Sumner, Hook, Morris og Gilbert’s fælles NO-samarbejde. Vil som sådan vove den påstand, at Power, Corruption & Lies – i skarp konkurrence med efterfølgeren Low-Life (1985) – er New Order’s allerbedste album. Her ‘Age Of Consent’, albummets vidtåbne startnummer…
PC&L udkom på treårsdagen for Joy Division’s sidste koncert, det show på Birmingham University der kan høres på Factory’s JD-opsamlingsplade Still (1981).
Ikke hver aften Liverpool spiller returkamp i en Champions League-semifinale, og så endda med en 5-2-føring på kontoen. Men efter Roma’s to sene reduceringer på Anfield er alt i spil på Stadio Olimpico, da ikke mindst ovenpå hjemmeholdets massive tremåls-comeback mod FC Barcelona i seneste runde. Det bliver ubehageligt nervepirrende.
Roma – Liverpool, onsdag kl. 20.45, 3+/downthelocal
Det tidligere Jazzhouse i København hedder nu Hotel Cecil og lægger i aften scene til Detroit-fænomenet Protomartyr, der med Relatives in Descent stod for et af sidste års allerbedste og mest originale rockalbums. Der er utroligt nok billetter at få endnu…
Her Protomartyr’s setliste fra i fredags på Blå i Oslo…
My Children I Stare at Floors Don’t Go To Anacita Corpses In Regalia Wait Windsor Hum Up the Tower Male Plague What the Wall Said The Devil in His Youth Trust Me Billy Principalities A Private Understanding Here Is The Thing Come & See Half Sister + + + Why Does It Shake? Scum, Rise!
Cover, titel og tracklist er blevet sluppet i dag på Suede’s netop færdigmixede album, som desværre først udsendes 21. september, ja, der er lang tid til. The Blue Hour udsendes som dbl-vinyl og har følgende indhold:
As One
Wastelands
Mistress
Beyond The Outskirts
Chalk Circles
Cold Hands
Life Is Golden
Roadkill
Tides
Don’t Be Afraid If Nobody Loves You
Dead Bird
All The Wild Places
The Invisibles
Flytipping
I et interview med NME lover Brett Anderson en dybdesøgende og kompliceret plade, langt fra den mainstream-rock, Suede før bandets lange pause selv prøvede at favne gennem en række meget tvivlsomme kursændringer: “We’ve gone wrong in the past. We had an album called ‘A New Morning’ which was a disaster in every way. It was just a very bad record. We were trying to undermine the notion of what it is to be Suede fan and oppose all of those cliches”.
I går og i dag for 42 år siden spillede David Bowie for første gang nogensinde i Danmark. Det skete på hans tour for Station to Station, der 29. og 30. april 1976 bød på koncerter i Falkoner Teatret på Frederiksberg. Billedet ovenfor – fotografen er os desværre ukendt – er fra en de københavnske aftener, hvis setlister gik således:
Station to Station
Suffragette City
Fame
Word on a Wing
Stay
I’m Waiting for the Man
Queen Bitch
Life on Mars?
Five Years
Panic in Detroit
Changes
TVC15
Diamond Dogs
+ + +
Rebel Rebel
The Jean Genie
Det album fra 2018, jeg hører mest for tiden, er Cocoa Sugar af Young Fathers, en trio fra Edinburgh, der fik en Mercury Award for debutalbummet Dead. Slægtskabet med bands som Massive Attack og ikke mindst TV On The Radio er tydeligt. De unge fædre fra Skotland er på én og samme tid eksperimenterende og tilgængelige i deres genreblanding, der virker forbløffende naturlig og sømløs. Der er mange gode sange på Cocoa Sugar, og her er en af dem.
I dag stod solen op klokken 5.41 og den går ned igen klokken 20.35. I næste uge begynder de lyse nætter i København. Den slags er der blevet skrevet gode sange om. Månen er tiltagende; der er fire dage til fuldmåne. (Også dét er der blevet skrevet sange om.)
Duane Eddy bliver 80 og hans danske modstykke Jørgen Ingmann kunne være blevet 93. Den tidligere forsanger fra Ballet Mécanique fylder 55. Og den tidligere guitarist fra Næste Uges TV er atter på omgangshøjde med mig. Tillykke herfra!
Selvfølgelig både svajede og sjælede London’s mods i 1966 til denne fullblown og fantastiske Mick Jagger-producerede soulballade med deres egen Chris Farlowe…
Håbet indfriet. David Bowie’s RSD-udgivelse Welcome to the Blackout: London ’78 er præcis den kvalitative opgradering af Stage (1978) fra samme tour, hvor Bowie for første gang præsenterede sangene fra Low (1977) og “Heroes” (1977) på en scene. Men hvor der altid var noget underligt glat, nærmest upersonligt over Stage, er Blackout spillet/mixet mere subjektivt og kommer tættere på David Bowie som person. Bare en feeling, men sandelig en vigtig en. Hør selv pladen her…
Sent i aftes føltes de 5-2 mod Roma på Anfield nærmest som et nederlag. Fordi hele semifinalen syntes forbi ved 5-0, men pludselig kom på igen med de to sene reduceringer. I dag er sagen anderledes. 5-2 i en semifinale i Champions League er uden forbehold et fantastisk resultat. Og måden det kom i hus på vil stråle altid. Skulle Liverpool virkelig blive slået ud i Rom på onsdag, eller endda gå videre men tabe finalen i Kiev, vil LFC-tilhængerne stadig sidde tilbage med den betragtelige stolthed, at deres klub har leveret det mest dramatiske, vildeste, måske endda smukkeste fodbold i dette års europæiske mesterholdsturnering. Ingen ringe bedrift af et hold, der stadig kun må betragtes som værende under udvikling. Som Liverpool-holdet spillede mod Porto, Manchester City, og i aftes mod Roma, kan det slå alle. Og som det panikkede de sidste ti minutter, kan det tabe til enhver. Et paradoks af format der er så meget Liverpool, det næsten gør ondt. Der er lang tid til næste onsdag.
Intet mindre end en semifinale i Champions League – hvordan er det kommet så vidt?! En lang dags nerver venter inden det bliver aften. Kold dukkert eller håb om avancement videre frem?! Det bliver ufatteligt nervepirrende. Alt er i spil.
Liverpool – Roma, tirsdag kl. 20.45, 3+/downthelocal
Marquee Moon var udkommet året før til superlativer og før/efter-rave-reviews fra anmeldere, der ofte gik så langt som til at ytre, rockmusikken med Marquee Moon var blevet redefineret, genfødt, ophøjet som kunstart gennem specielt Tom Verlaine og Richard Lloyd’s så ekspressive guitarflader. Television som band mærkede dog ikke det store til al denne hype, for ude i pladebutikkerne var situationen stillestående. En topplacering på den britiske hitliste som nummer 28 var hvad det kunne blive til, endda på trods af en større tour rundt i Storbritannien (med Blondie som support), og i USA gik det langt værre end bare det. Så det var et band med ryggen mod muren, der i dag for 40 år siden udsendte ‘den svære toer’ Adventure. Hørt i dag er Adventure et stærkt album med en blødere variation over mange af de kvaliteter, der gjorde forgængeren så elsket blandt dem, der dog alligevel hørte den. Men dengang kom den – det syntes jeg også selv da – som en noget mat retræte fra Marquee Moon‘s underskønne og skælvende højder. Adventure fik som sådan en ufortjent lunken modtagelse af de Television-afhængige anmeldere, som længtes efter at opleve den umulige førstegangseufori og det ukendte drama fra Marquee Moon igen. Adventure solgte derfor intet og tre måneder efter gik Television i opløsning. Her er ‘Foxhole’…
