David Bowie tilstede på Broadway-Lafayette Street-stationen på Manhattan i dag. Og er det ikke Bowie nok, kan man i disse dage på samme station, meget tæt på hvor han selv boede i Soho, også købe Bowie-stylede Metrocards til subwayen.
En anderledes vej hjem
Inden Tempelhof-fotoet blev valgt som endeligt frontcover til Vejen Hjem Fra Rocknroll var dette billede af fotograf Morten Larsen en alternativ mulighed.
Dagens citat
Festivalernes massive fremkomst over de sidste to årtier har skabt en idé om, at festivaler er afslappede steder, skriver New York Times. Det har ifølge mediet haft den tragiske effekt, at musikere ikke optræder for et større formål. Sådan var det ikke med Beyoncé.
Et højest mærkværdigt vinklet – og ukritisk vidererefereret – kultursyn af journalist Perry Macleod Jensen i Politiken, om Beyonce’s show i weekenden på californske Coachella.
I can see the lights on the shore getting farther away…
Holdt uendelig meget af den djævelsk smukke start/stop-sang ‘Tahitian Moon’ med Perry Farrell’s kortlivede Porno For Pyros i sommeren 1996. Dengang vidste jeg ikke, den også havde så perfekt ildevarslende en promovideo med om bord…
Stars were stars and they shone so hard
How the mighty have fallen. Engang så løfterige Echo & The Bunnymen udsender til efteråret sit nye studiealbum The Stars, The Oceans & The Moon. Ikke nok med at Liverpool-bandet, der engang var kendt for naturikoniske pladecovers, i dag har præsenteret et alarmerende kønsløst progrock-pladeomslag, nej, albummets tracklist ser heller ikke voldsomt lovende ud, med kun to nye sange og så 13 ‘Bunnymen classics with strings and things’, som det hedder sig. Har nogen virkelig brug for endnu en ny version af ‘The Killing Moon’?!
Bring on the Dancing Horses
The Somnambulist
Nothing Lasts Forever
Lips Like Sugar
Rescue
Rust
Angels & Devils
Bedbugs & Ballyhoo
Zimbo
Stars Are Stars
Seven Seas
Ocean Rain
The Cutter
How Far?
The Killing Moon
Stars are stars and they shine so hard
Så urørligt gode var de; Echo & The Bunnymen kigger dybt i himlen på debutalbummet Crocodiles (1980)…
Iceage spiller nyt
Verdensbesejrerne fra Iceage udsender nyt album i starten af maj. I den forbindelse har Østerbrobandet – her forstærket med violin og saxafon – begået en session for Juan’s Basement, hvor otte nye numre bliver spillet. Måske ‘Beyondless’ er bandets stærkeste sang til dato?
00:45 Hurrah
04:52 Pain Killer
08:57 Under the Sun
13:48 The Day The Music Dies
17:39 Thieves Like Us
21:55 Take It All
25:53 Beyondless
30:32 Catch It
New York City 1974
Remembering Phil Ochs
Først var han protestsanger i New York City, og vel nærmest konkurrent på den scene til Bob Dylan. Siden blev han meget mere interessant, da hans sange/albums forlod de firkantede politiske vinkler og bevægede sig ud ad langt mere frit fabulerende, symbolladede og personlige tangenter. I disse forårsdage i 1976 gjorde den da 36-årige Phil Ochs en ende på sit eget liv, idealistisk disillusioneret, svært deprimeret og kreativt udbrændt. Her en fin sang om at længes hjem, taget fra Ochs’ syvende og sidste studiealbum, den så sarkastisk betitlede Greatest Hits (1970)…
Johnny fuckin’ Marr…
The Smiths’ musikalske overflødighedshorn har ny single ude som forsmag på snartkommende album. Her er promovideoen til den. ‘The Tracers’ er ikke Marr på toppen af sit game, men dog skarp og levende sammenlignet med hvad hans gamle partner Morrissey bedriver nuomdage. Håber og tror albummet Call The Comet følelsmæssigt vil kunne røre meget mere end det her…
The Mo Tops
Liverpool – Bournemouth, lørdag kl. 18.30, Kanal 6/downthelocal
Insane 45
I dag er det 45 år siden David Bowie udsendte Aladdin Sane (1973), der som efterfølger til glam-gennembruddet Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) havde en hel verden at leve op til. Albummet er ikke en personlig Bowie-favorit her, men det skyldes nok udelukkende dets placering mellem – fraset cover-frikvarteret Pin-Ups (1973) – netop Ziggy og mageløse Diamond Dogs (1974). Alligevel er den langt mere fragmenteret sammensatte Aladdin Sane ret fantastisk, med Ronson-bandet i storform, vilde Mick Garson ombord på kæntrende grand piano, og Bowie-klassiske sange som ‘Drive-In Saturday’, ‘Jean Genie’, ‘Prettiest Star’ samt denne udsøgte ballade på tracklisten…
Venter Lykke Li
Efter en meget kort, instrumental ‘So Sad So Sexy’-smagsprøve forleden, har vi her troet Lykke Li vil vælge denne fredag til at udsende sin uendeligt længe ventede comeback-single. Men endnu er intet sket. I mellemtiden er der til gengæld kommet et uoffcielt, formodentlig russisk rework af smagsprøven i omløb. Så i mangel af bedre, her lidt mere af det næsten samme valium-drug…
Roxy på John Peel
Før Roxy Music nogensinde udsendte så meget som en single, udsendte Roxy Music i juni 1972 debutalbummet Roxy Music. Men før Roxy Music generøst hjalp med til at løfte britisk musik ind i 70’erne med Roxy Music, kunne John Peel’s lyttere på BBC allerede 4. januar 1972 stifte bekendtskab med Bryan Ferry, Brian Eno, Andy MacKay, Phil Manzanera, Graham Simpson og Paul Simpson, det via en broadcastet session på fire numre. Fra den session her en vildt god udgave af ‘If There Is Something’, som vi også hyldede her på siden i går. Enjoy!
Art of the cover
R.E.M.’s Green (1988) og ligeså Monster (1994) har visuelt catchy og yderst æstetisk vellykkede covers, men de står som undtagelser for Athens, Georgia-bandet, der ellers mest gjorde sig i, uhm, anti-covers, altså pladeomslag hvor casual forvirring, grafik, rod og/eller manglende fokusering syntes at være den røde tråd. Se nu bare her foroven på debutalbummet Murmur (1983), der udkom dags dato for 35 år siden. Grafikken er klar snak, men ligger så ovenpå et øjensynligt ret tilfældigt og forglemmeligt billede af noget vildtvoksende krat. De mærkeligt kodede visuals passede dog perfekt til albummets musik, der i sit samtidig musikalske landskab lød af en helt anden og uudforsket verden. 35 år i dag!