2 X Can + 1 X PIL = ‘How Much Are They?´
Springsteen cage
Springsteen fyldte 76 tirsdag. Her er han i et liveklip fra velmagtsårene, hvor de udsøgt bittersøde sange strømmede stærkt og frit fra ham…
23.september 1977
Der er udgivelsesdage hvor man som pladekøber har kunnet forkæle sig selv langt udover det sædvanlige. En sådan dato er 23. september 1977. Tænk den dag at være vendt hjem med en bærepose indeholdende The Stranglers’ andet album No More Heroes, samt David Bowie’s nye single ‘Heroes’ OG The Clash’s punk-banebrydende 7″er ‘Complete Control’. Derfra kunne det vel næsten gå nedad bakke…
En amerikansk klassiker
Ordnung muss sein. Beklager at vi tog fejl af et udgivelsestidspunkt for et par uger siden. Derfor genbringer vi nu dette indlæg på den rette dato i dag. For Parallel Lines, Blondie’s tredje album, udkom nemlig 23. september 1978. Side 2’s åbningsnummer ‘11.59’ burde have været en single, men var ikke blandt de seks (!) A-sider Chrysalis udsendte fra Lower East Side-bandets kunstneriske og kommercielle gennembrud…
Septembersang
Der er en kold snert i luften denne sene mandag i september. Den signalerer det måske bør være tid til at bringe denne sang fra 1938 af Kurt Weill og Maxwell Anderson, som både Frank Sinatra og Lou Reed har prøvet kræfter med. Her er det dog Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som i 1984 – ovenpå samme forårs triumf med Ocean Rain – havde planer om at indspille og udsende en række solosingler med klassiske sang-numre. Det blev dog kun til denne første, hvor også han på ‘September Song’ forhandler med det svindende lys. Og imens skyller efterårets bølger nådesløst ind mod den engelske kyst på en elskelig old school promovideo, der viser hvor ambitiøst man kunne gå til værks med det medie i dets unge MTV-guldalder…
…Well, it’s a long, long time
From May to December
But the days grow short
When you reach September
And the autumn weather
Turns the leaves to gray
And I haven’t got time
For the waiting game…
Mary synger Lenny
Hvor mange kender egentlig Mariannne Faithfull’s version af Leonard Cohen’s dødserklæring ‘Going Home’? Hvis nogen skulle kunne løfte den sang, så var det da netop hende. Sangen ligger på Faithfull’s tredjesidste album Give My Love to London fra 2014…
LC
Leonard Cohen blev født i Montreal for 91 år siden i dag. Så her et personligt favoritklip på kun 51 sekunder med ham fra østrigsk TV, som bare ikke kan ses nok gange…
Endnu en sang om satellitter
Der er skrevet mange sange om satelliter. Denne er fra i år og skyldes S.G. Goodman fra USA. Hvad initialerne S.G. dækker over, ved jeg ikke. Men dette nummer vil jeg godt anbefale, ligesom jeg vil anbefale hendes album Planting by the signs, hvor denne sang er at finde. Vi er et sted i omegnen af alternativ country, og på det nye album er Bonnie Prince Billy med.
Mere Brooke Combe
Denne lørdag med en coverversion af Womack & Womack’s ‘Teardrops’, der ikke behøver at skamme sig over noget som helst. Det gør skotske Brooke Combe sandelig heller ikke. Altid klædeligt med en soulsanger, der ‘bare’ synger sin sang med sjæl og ikke bruger den som cirkusmanege for ekvilibristiske fraseringer. Miles Kane (fra The Last Shadow Puppets) er også med her. Han slipper tydeligvis bedst fra det, når han ikke optræder solo i eget navn…
Introducing…Ist Ist
Post-punk fra Joy Division’s hjemby Manchester? Den bør ligge lige til højrebenet. Og det gør den. Dance, dance, dance to the radio…
Pennie Smith
Den engelske fotograf Pennie Smith er sendt på opgave for NME i USA, hvor hun skal lave en fotoreportage til et The Clash-interview i musikmagasinet. Under bandets show på Palladium i New York 20.september 1979 ser hun fra siden af scenen noget uventet ske og trykker instinktivt på udløseren. Billedet er i skyndingen blevet uskarpt, så hun bryder sig ikke selv om det, men The Clash er vilde med dets energi og insisterer på at bruge det som forsidebillede på den plade, de netop har indspillet færdig i London. Resten er historie…
“I said, ‘It’s completely out of focus, it won’t work!’ But Joe wouldn’t have it. He said, ‘That one is the photo.’ So I thought, ‘OK, I’m not going to argue. It’s your bloody album, get on with it.”
En mandag aften på…
Stærkt line-up i aften for 48 år siden nede på 100 Club i Oxford Street: Sex Pistols, The Clash, Subway Sect, Siouxsie and the Banshees og franske Stinky Toys for kun £1.50…
From this moment
Nogle gange hører man en sang på en helt ny måde, fordi verden har forandret sig.
Sådan har jeg det med sangen “Roads” med Portishead. De har netop genindspillet denne gribende sang fra 1994 (også et år, hvor utallige civile blev dræbt i Bosnien og i Rwanda) som en kommentar til folkedrabet i Gaza. Her er teksten.
Oh, can’t anybody see?
We’ve got a war to fight
Never found our way
Regardless of what they say
How can it feel this wrong?
From this moment
How can it feel this wrong?
Storm in the morning light
I feel no more can I say
Frozen to myself
I got nobody on my side
And surely that ain’t right
And surely that ain’t right
I aften Aalborg…
Sommerens sidste.
Néapolis
Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.
Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.
I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.
Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.