Springsteen’s første koncert nogensinde i Liverpool blev spillet onsdag aften på Anfield og gik sådan her…
Twist & Shout på Merseyside
Babylon’s burning
Dette ret punkede udspil med engelske The Ruts nåede aldrig Danmark, men i London lige omkring 1979-1980 var ‘Babylon’s Burning’ en af de sange man hørte overalt. The Ruts blev set af den engelske musikpresse som en af arvtagerne til den rolle The Clash først havde haft, men før det kom så vidt døde forsanger Malcolm Owen af en overdosis i sommeren 1980. Her er han og bandet på Top of the Pops med singlen i det heftige cover, der udkom dags dato 1979…
Dem som forsvandt
Var det ikke, set nu i bakspejlet, et sært spøgelsesblegt comeback Kent begik i marts måned? En flygtig uge var de der – på stadion i Johanneshov og på alle de store medier – med en for ueventyrlig setliste, der gav os alle en lidt tam middle of the road-oplevelse af et band, der tidligere i levende live aldrig var netop dét. Og så var de ellers straks sporløst væk igen, næsten som var det hele bare en luftspejling. Hvis de seks koncerter og deres enormt anlagte scenografi trak tråde tilbage til noget i Kent’s egen historie, så var det jo afskedstouren i 2016. Og en genkomst der minder om det tunge farvel der gik op til, nej vel, det er en dræber. Men måske det hele alligevel var godt for noget. Måske den kollektive erkendelse af triste ens scenekostumer og de lidt for kolossus-stivbenede aftener i arenaen én gang for alle slog mange års heftige drømme ihjel om en egentlig Kent-genopstandelse, altså den med ny musik, noget på spil og de fire individualister, der engang var et så levende band. For den tanke ligger anderledes død nu. Herfra er der isåfald med Kent kun musikken tilbage. Men den fejler heldigvis stadig slet intet. Her er det Joakim Berg, der helt alene synger et nummer af Olle Ljungström. Som kun han kan gøre det…
Darkness
Bruce Springsteen er ankommet til Liverpool, hvor han i morgen spiller den første af to koncerter på Anfield. I går havde hans Darkness on the Edge of Town – den første plade jeg selv i 1978 lærte ham at kende igennem – fødselsdag. Den markeres her med en af de store sange der blev frasorteret og lagt på langtidslager, fordi de ikke passede ind i Springsteen’s koncept om præcis, hvad Darkness skulle være for en plade. Mageløse ‘The Way’ her ville nu have klædt albummet uanset, en ubetalelig skam vi ikke fik den med også som soundtrack dengang til liv på vej…
Attentat-rock
Northampton-vampyrerne Bauhaus udsendte deres tredje single i disse junidage i 1980. En interessant afpillet affære med tørt discobeat under den lakoniske tekst om skæbne og vesttysk terrorisme. Den antirockede guitar, som glider ind og ud og ligesom hakkes op, kan så sandelig også noget. Undervældende og sultent dragende på samme tid…
More more Pulp
Tre live-numre for Jools Holland og hans BBC Later-program blev det også tid til på den imponerende travle dag for Pulp i London. To nye sange og ‘Something Changed’…
More Pulp
Og her seks-syv andre Pulp-numre – nye som gamle – i en optagelse fra samme sted, men denne til BBC Radio 6. En sjældent spillet B-side-favorit her, ‘Seconds’, er utippet inkluderet…
Pulp
Pulp udsender nyt album på fredag. Her kan fire af de nye numre høres -sammen med en håndfuld gamle klassikere – i en helt ny koncertoptagelse for BBC 2…
Smilende Siouxsie?
Nej, isdronningen fra The Banshees smilede sjældent, hverken i bandets mørktonede musik eller på billeder. Der var i det hele taget en konsekvent alvor over bandets tilgang, mange her i det undskyldende smils hjemland nok ville kalde selvhøjtidelig. Men fra den genredannende post-punk på debutalbummet og afsted i en blomstrende udvikling fremover var der netop intet at undskylde. Pladerne holdt som oftest en klasse, hvor den stålsatte alvor blot var et afsæt til at frembringe musik, der gjorde en forskel.
Ovenpå den seneste uges Banshees-posts her på siden blev jeg i går med LS på Jelling spurgt, om det ikke var på sin plads med en 100% subjektiv liste over bedste albums/singler med Siouxsie and the Banshees. Naturligvis er det det. Efterhånden lang tid siden vi har haft en top-10 her, så…
Chameleons er tilbage
The Chameleons’ 1983-debutalbum Script of the Bridge er en i postpunkens historiebog næsten kriminelt overset klassiker med sit unge engelske vemod under konstant tindrende guitarguirlander. Greater Manchester-bandet, der nu bare kalder sig Chameleons, bringer denne weekend nyheden om et nyt album – det i alt femte og det første i 24 år – til september. Lyden fra den nye forløbersingle herunder er trofast overfor bandets tradition, men tonesproget dog en kende lysere end dengang i 1983…
The Clash’s metronom
Udover ekstremt dynamiske Clem Burke fra Blondie, var der så mere virtuose og teknisk velfunderede trommeslagere på punkscenen end The Clash’s Topper Headon, som fylder 70 i dag? Lidt af et mirakel at en mand med så store og udtalte narkoproblemer er her endnu. Her er Headon, som efter sigende nu har været clean siden 2004, i hovedrollens storform med The Clash i december 1979 til Concert for Kampuchea…
Christine på 45
Inden Kaleidoscope udkommer i august 1980 når Siouxsie and the Banshees at udsende to singler derfra. Den anden af dem – altså opfølgeren til ‘Happy House’ – kan købes fra 30. maj. Bandets nye guitarist John McGeoch, der ikke er med i promovideoen herunder, giver på sangen tydeligvis bandet mod på nye musikalske retninger. Artworket herover fortjener også at blive nævnt, så mesterligt udført er det…
Tilbage på slottet
I denne sides kollektive bankende hjerte vil The National altid hvert eneste forår stå dér, på det forladte slot i det nyudsprungne løv oppe ad New York’s Hudson River, og spille denne dugfriske, sprøde version af ‘Anyone’s Ghost’ fra bandets hovedværk High Violet (2010)…
PS – Og mange vil nok atter finde det glædeligt at blive forsikret om, John Lennon aldrig blev skudt foran The Dakota Building, men lever, har det godt og skulle blive en så fremragende trommeslager for The National.
PPS – Og det her endda på dagen hvor forsanger Matt Berninger udsender sit andet soloalbum, ti numre under titlen Get Sunk. Så er det sagt.
Heaven Up Here
Ikke hver dag Echo and the Bunnymen’s mesterlige Heaven Up Here fylder år. Pladen med det smukke cover udkommer 29. maj 1981 og katapulterer bandet op fra sin status som yderst lovende til et af tidens allervigtigste. Hemmeligheden bag dette kvantespring skal muligvis findes i trommeslager Pete Freitas, der godtnok allerede er kommet med på 1980-debuten Crocodiles, men på Heaven jo fremstår helt anderledes dynamisk integreret i Bunnymen’s måde at lave og spille musik på. Det giver også pote ude på scenerne, hvor der fra nu af ikke tages nogen gidsler. Dette specielle klip fra YouTube dokumenterer Echo and the Bunnymen i aktion på en fransk festival i sommeren 1981. Godt at disse optagelser findes, der viser præcis hvad som gjorde Liverpool’s bedste band til netop det og så meget mere fra 1981 og håndfuld gyldne år frem…
I forbindelse med albumcoveret her foroven fortjener pladens eneste single ‘A Promise’ også eksponering, da de to visuelt spiller så godt op mod hinanden. Det er den engelske fotograf Brian Griffin som står bag disse fotos og iøvrigt coverbillederne til samtlige fire første Bunnymen-albums. Griffin ses også mange andre steder i pladereolerne, ikke mindst på de tidlige Depeche Mode-plader.
LS sommer 2025
Vi ser frem!