En stærk tourplakat for to grandvoksne og bundsolide rockbands der rejser og spiller sammen i USA denne sommer. Først er det The Church med deres rolige og sfæriske eftertænksomhed, derefter volumen op til Greg Dulli’s altid konfronterende Afghan Whigs…
Første nye Primal Scream-single i otte år, forløber for bandets første nye album i otte år. På denne single der er blevet udsendt i dag kommer Bobby Gillespie og bandet, der er kendt for meget store kvalitetsmæssige udsving, vel umiddelbart bedre, mere naturligt groundede end meget, meget længe? Albummet Come Ahead udsendes først om lang tid, når sommer er blevet efterår er blev november, men først denne single i fuldt flow. Bobby har før givet sig helhjertet gennem Primal Scream i ofte karikerede roller som revolutionær rocknroller, sjæleblødende southern soul-sanger, ærkekonservativ Byrds-arkæolog eller kropsfrisættende raver, men denne gang er han øjensynligt den kærlighedsspredende funk-prædikant. It’s all in the mind, som de siger…
Så hvem er Fred “Sonic” Smith, vil nogen måske spørge. Han var guitarist i Detroit, Michigan-hårdrock/protopunk-bandet MC5, hvis claim to fame er det voldsomt tids-heftige 1969-livealbum Kick Out The Jams. Senere lavede han sit eget band, Sonic’s Rendezvous Band, der kun fik nummeret ‘City Slang’ udsendt som single i 1978, men hvilken forrygende en det er. På det tidspunkt var han lige netop blevet kæreste med Patti Smith. Men allerede da hun to år før besøgte København og stod på scenen på Daddy’s Dance Hall med The Patti Smith Group havde hun et City Slang-badge på sin jakke. Det bemærkede en af koncertgængerne den aften. Han hed Søren Ulrik Thomsen og debuterede i 1981 med en opsigtsvækkende digtsamling som bar titlen…City Slang. The rest is Lars Hug and history. Her City Slang-eksplosionens epicenter…
Fred “Sonic” Smith ses her som nummer to fra venstre.
Flere video-klip med en lidt mere tilfredsstillende lyd dukker op fra Patti Smith’s igangværende tour i Europa, hvor hun hver aften giver sin version af Lana Del Rey’s ‘Summertime Sadness’ og tilegner den Fred “Sonic” Smith, som hun var gift med lige til hans død i 1994. Patti Smith tager som den sanger hun er straks ejerskab på ‘Summertime Sadness’ og transporterer med stor indsats sangen ind i et landskab af helt anderledes voksenalvor og tyngde end dens udgangspunkt som ‘bare’ et stærkt pop noir-nummer på Del Rey’s prøvende debutalbum…
Bonus ‘Summertime Sadness’: En lykke kommer sjældent alene. Ikke nok med at Patti Smith har taget Lana Del Rey’s sang op. Soft Cell’s Marc Almond var i BBC 2’s Piano Room i Maida Vale i sidste uge og netop ‘Summertime Sadness’ var også en af de sange han indspillede med The BBC Concert Orchestra. Hans version har ikke samme hypnotiserende styrke som Patti’s, men fortjener fint at blive hørt her…
Denne mandags post med norsk musik, Oslo-bandet Fra Lippo Lippi, som på forbløffende få år i 80’erne gik den lange vej fra en snæver post-punket Joy Division-skygge til forsøg på et internationalt gennembrud med en popmusik, der desværre var svær at holde af eller ud. Men inden da øjeblikke som lyser endnu, som nu dette stærkt arrangerede, klaverbårne stykke fra Fra Lippo Lippi’s andet album, 1983-udgivelsen Small Mercies…
14. juli, fransk nationaldag. Her på siden har vi før skitseret historien om Frankrigs vel nok mest talent- og succesfulde rockband Noir Desir, som ramte en uventet stopklods, da dets karismatiske sanger Bertrand Cantat i 2003 blev idømt otte års fængsel for mordet på sin kæreste. Op til da havde Noir Desir udmærket sig med en række udfordrende albums, der ikke viste nogen grænse for mulighederne af hvor langt bandet kunstnerisk kunne gå. Her er de på en optagelse fra 1993, hvor det virkelig er tydeligt at høre en heftig inspiration fra amerikanske Jeffrey Lee Pierce og hans Gun Club. Når man ved hvor frygteligt det hele skulle ende for samtlige involverede ligger der overordnet en tristhed over det lysende håb og den ungdommens vitalitet denne musik bæres frem af. Dette nummer findes i sin studie-udgave på Bordeaux-bandets anden udgivelse Veuillez Rendre L’Âme (À Qui Elle Appartient) (1989), et forrygende rockalbum af en sjældent høj intensitet. Som band havde Noir Desir virkelig fat i den lange ende…
14. juli, fransk nationaldag. Tid til ikke mindst at finde Serge Gainsbourg-singler frem. Musikken herunder er hans instrumentalnummer ‘Evelyne’ fra filmen Slogan. De levende billeder af Serge og Jane Birkin, forelskede i hinanden i Paris, er ubetalelige…
I Aarhus lå der engang en nu forlængst død radio/TV-butik, der også solgte plader, på venstre hånd ved det der indhak, når man går fra gågaden ned mod banegården. Ved ikke om de havde deres egen import, men en dag i 1979 var jeg forbi og fandt til forundring, at deres tilbudskasser var fyldt op med en større stak af to i DK uudgivne udgivelser fra den nye bølge, der begge stod til 29,95 kr, også mistænkeligt billigt dengang. Købte dem begge og kom således hjem med en håbløst ringe LP med engelske The Depressions – bare navnet! – men til gengæld et amerikansk Sire-pres af Eternally Yours (1978), australske The Saints’ skulle det vise sig fremragende andet album. Kendte hovedsageligt The Saints fra deres fænomenale førstebølge-punksingle ‘I’m Stranded’, så dette blev mit første album med dem. Her pladens åbningsnummer, der straks viser Brisbane-bandets evne til med held at integrere truthorn i punk rock. Nogle gange kan man vinde i det store lotteri på et meget lille lod. Kan sikkert derfor stadig finde ærgrelse over den dag ikke at have købt et par eksemplarer til af den nu yderst eftertragtede plade. Gad vide hvad der blev af de andre 40-60 stk.?
Bonus-info: ‘Eternally Yours’ var titlen på Love Shop’s tidlige engelske version af ‘Øjne Jeg Aldrig Har Set’. Omkvæddet gik “If you should leave me on a summer day / Then you might as well just take the sun away…”. De ord ville The Saints aldrig have sunget.
Hvis du følger den her blog, så er der stor chance for at musik har en yderst central placering i dit liv. Måske det var noget der kom hen ad vejen, måske det altid var sådan. Mange som er hooked på musik blev indfanget tidligt og voksede med den. De har alle som en sange, numre, bands, koncerter som definerer udviklingen til hvem de er blevet. Men dét nære afhængighedsforhold er et emne og en vinkel som sjældent tages op i popmusik; det at leve gennem musik, det spejl som den giver, og det frirum. Her følger dog en som gør netop det. London’s Saint Etienne genfortæller på ‘Over The Border’ en ungdom – tænker det er sangerinde Sarah Cracknell’s – levet og åndet gennem/for popmusik. Tror mange vil kunne genkende sig selv i den historie hun fortæller, om en musik der føltes ligeså vigtig som det unge liv der hørte den…
…I was in love, and I knew he loved me because he made me a tape
I played it in my bedroom, I lived in my bedroom, all of us did
Reading Smash Hits and Record Mirror, Paul Morley and the NME
Dave McCulloch and Sounds, Modern Eon and Modern English
Mute, Y, Zoo, Factory
Cutting them up, sucking them in, managing the story on our own…
Svært ikke at føle sig i tidsmaskinen og tænke Pavement, Dinosaur Jr, Nada Surf, Jason Molina, Uncle Tupelo, det verdenshjørne af skødesløs americana-rock, når man hører denne nye og iøvrigt stærkt profilerede single, en forløber for Asheville, North Carolina-sangeren MJ Lendermann’s nye album Manning Fireworks, der udkommer til september…
Der er altid mere. Når det hele synes set og registreret, så dukker der pludselig nyt op. Som nu dette stærke klip, hvor David Bowie 5. september 1980 optræder live med ‘Life On Mars’ og dengang singleaktuelle ‘Ashes To Ashes’ for NBC på Johnny Carson’s Tonight Show i New York City. Specielt sidstnævnte fremviser Bowie – klædt som James Dean? – i storform. Pånær rytmeguitarist Carlos Alomar er det lidt uvante musikere for Bowie, der er med her: GE Smith (guitar), John Kumnick (bass), Steve Goulding (trommer) og Gordon Glady (keys)…
Pet Shop Boys-frontfigur Neil Tennant bliver 70 i dag. Et tillykke til den fløjlsbløde stemmes indehaver gennem afspilning her af en tidlig PSB-favorit, som denne side stiftede bekendtskab med i marts 1987 under en rejse til Vestberlin på remix-albummet Disco (1986)…
Men så er der i sagens natur også denne her, hvor Tennant beretter om mistet uskyld og tabt ungdom tilbage i nordengelske Newcastle, hvor han voksede op inden the bright lights fra London lokkede bort. Tennant var 36 år gammel da ‘Being Boring’ blev udsendt i 1990. Er sikker på han med alderen kun kan synge dens fatamorgana-lignende billeder endnu mere overbevisende ud. Det er hvad alder og erfaring giver en…
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
Bruce Springsteen og hans E Street Band svinger ind forbi Odense i aften. Her en af sangene han næsten helt sikkert spiller på Dyrskuepladsen, en af de helt centrale i kataloget, men i denne berømmede liveversion fra Boston, Massachusetts 25. marts 1977 bliver vi også taget igennem hele det stort cinematiske ‘Sad Eyes’-stykke, der hverken findes på den oprindelige Born to Run-studieversion eller i nuværende liveudgaver. Det skal nok blive mægtigt alligevel. Godt show til alle jer der skal afsted.
Havde glemt hvor stærkt dette nummer står. Siouxsie and the Banshees får i 1991 Stephen Hague til at producere deres album Superstition, og med ham skal det jo naturligvis blive popmusik. Men en voksen en af slagsen, spækket med subtilt drama, mysterie og et dragende musikalsk billedsprog. Og Siouxsie Sioux i forgrunden er naturligvis den perfekte noir-popstjerne, mere 1920’er end 1990’er i illusionsbyggende udstråling…