Philadelphia calling

På denne dato i 1975 udsendte David Bowie sit berømte plastic soul-album Young Americans. Et Tony Visconti-produceret album der med overbevisning viste, Bowie som en anden kamæleon ikke havde noget problem med at kaste sin britiske kulturarv af sig, forsvinde bort fra kridhvid rock, og dukke op i igen iklædt farvet amerikansk Philadelphia-soul. Hørt herfra var albummet blevet langt mere helstøbt, havde Bowie ikke ladet sig forblænde af to sange han i 11. time indspillede i New York City med John Lennon. Den ene af dem, en cover af Beatles’ ‘Across The Universe’ er noget af det mest ligegyldige Bowie indspillede i 70’erne, den anden, ‘Fame’, en viderudvikling af The Flairs’ ‘Footstompin’, blev Bowie’s første nummer 1-single nogensinde i både USA og Canada, hvilket (desværre) gør dens inklusion svær at argumentere mod. Men de to sange der blev skrottet på deres bekostning, majestætiske ‘Who Can I Be Now’ og den mægtige ballade ‘It’s Gonna Be Me’, passer bare langt bedre til resten af albummets stemning som afsæt. Specielt sidstnævnte skiller sig ud, med Bowie’s så overskudsagtigt indlevende vokallevering. Ikke meget ‘plastic’ over hans nye soul der, nej.

Coverbilledet bliver skudt 30. august 1974 i Los Angeles af Eric Stephen Jacobs. Bowie har set Jacobs’ portræt af koreografen Toni Basil på forsiden af magasinet After Dark og vil have mere af det samme til sig selv. Det får han så. En fantastisk evne til at vælge ud og tilegne sig, Bowie viser på Young Americans, det både hvad indhold og cover angår. Talent borrows, genius steals.

Her de to ‘tabte’ Young Americans-sange, der først dukkede op i disse tabte studieudgaver i 1991, da Rykodisc genudsendte David Bowie’s albums med tilhørende bonustracks.

2 tanker om “Philadelphia calling”

  1. Haha, ja, jeg nænnede ikke at nævne, hun også blev andet end koreograf. Mon ikke DB har været ligeså vild med hendes musik, som han efter sigende var det med hendes dans?! 😉

Skriv et svar