Some candy talking

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Psychocandy.jpg

I april 1985 kom Jesus & The Mary Chain til København for at spille til en 2-dages festival i Saltlageret, et andet unikt kultursted, det også er lykkedes politik-folkene her at få ødelagt. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle meget voldsomme koncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil, der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund var aftenen i Saltlageret noget af en skuffelse. Vi var mange der havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille 5 numre (hvoraf de 4 var det samme Fuck Jesus Fuck-nummer gentaget igen og igen) og svine sit nye danske publikum så eftertrykkeligt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig reaktion fra den pakkede sal med deres “you f…… Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være taget skuffede hjem. Efter deres smadrede udstyr var blevet fejet væk, var det så op til aftenens andet navn, en habil svensk tung-rock-parodi på Iggy Pop ved navn Leather Nun, at redde aftenen, hvilket ikke helt lykkedes.

Men som i rigtige eventyr, dem hvor den grimme ælling bliver til en smuk svane, er historien ikke slut her. For godt et halvt år efter den besynderlige aften i Saltlageret, landede Psychocandy, JAMC’s debutplade – og hvilken en! Væk var koncertens slappe attitude-rock, her afløst af en næsten himmelsk blanding af de mest sukrede små melodier, pakket ind i den fineste hvide støj. Selvom Psychocandy er hård, ofte pågående, med dødssøgende, motorcykelkørende, kærlighedsskærende ord, trækker den mindt ligeså meget på klassiske pigepopgrupper a la Shangri-Las og Ronettes, som på den logiske punk-hjørnesten Velvet Underground. Pladen lød helt ekstrem da den kom, vi var ikke vant til at noget så melodiøst kunne støje så meget, og dannede derfor – her som i udlandet – baggrund for ikke så få tribute-imitationer. At forestille sig et Raveonettes uden JAMC er f.eks. – no offence, Sune! – næsten som at forestille sig et Rubber Band uden The Beatles!

Psychocandy, der i nutid måske mest er kendt for sin åbnings-ballade Just Like Honey’s rolle i Lost In Translation-filmen, gled langsomt ud og forsvandt bag en række af mindre eller lidt mindre vellykkede JAMC-albums i årene efter. For det var som om hele idéen med JAMC var blevet udført så perfekt på debut’en, at alt der nogensinde kom efter emmede for meget af “fuck, hvad gør vi så nu?”. Faktisk slet ikke ulig Oasis, der også selv lavede en 1’er, der bare aldrig skulle kunne overgåes. JAMC udsendte enkelte rigtig gode singler, men ingen albums der rystede verden på samme velgørende måde.

Sidste efterår blev Psychocandy i stilhed genudgivet i remastereret form, og jeg købte den inde i byen, og jeg tog den med hjem, og jeg fik slet ikke hørt den. Indtil i forgårs, hvor det føltes rigtigt at sætte den på, med forårsluft i gader udenfor og det hele, for sådan en plade er Psychocandy sine dødsreferencer til trods. Hvad der slår ved det overraskende fine genhør, er hvor skarp og stilsikker sangskrivningen er. Alle disse små, korte udbrud, en lang slipstrøm af luftig melodi, der kommer og går på et tæppe af feedback og hvid støj. Hvis det overbelastede ord “mesterværk” nogensinde skal kunne bruges, må det være i beskrivelsen af et banebrydende album som dette, der i sin tidsløshed heldigvis viser sig både at kunne nydes og beundres så mange år efter det først blev skudt op, som lysende raket på en kulsort rocknrollhimmel.

10 tanker om “Some candy talking”

  1. Jeg var engang til Champions League-finale i Glasgow (Real – Leverkusen 2-1 men det er en anden historie). Underholdningen før kampen bestod af Proclaimers, og det lod i hvert fald til at skotterne var ret vilde med den ellers lidt ulidelige “500 Miles”. Der var dømt fællessang i stor stil!

    Ellers er jeg enig med Pastoren i at Sunshine On Leith rummer et par udmærkede numre. Jeg lånte den engang på Medborgerhusets bibliotek i Aalborg, indspillede den på et cassettebånd som jeg hørte meget. Det hører dog med at tilføje, at vi er tilbage i cirka 1988-89 vil jeg tro. Jeg tror ikke det er noget jeg ville lytte til i dag.

    J&MC – jeg kender dem ikke så godt som jeg burde, men Darklands er jeg nu ret glad for. I længden bliver de dog lidt ulidelige og jeg ender altid med at zappe rundt på pladerne i stedetfor at lytte hele vejen. Måske en pointe i.f.t at de i virkeligheden er et bedre singles-band end album-band.

  2. Hvor mange ved forresten, at Jesus and Mary Chain optrådte i Dolly Partons tv-show i 1987? Det var lige efter de havde et hit med “Happy When It Rains”.

    Enten kunne fru Parton lide deres musik (det er ikke umuligt) eller også troede en producer, at de spillede gospel (det er heller ikke umuligt).

  3. Hvorfor var Craig & Charlie Reid mere en “novelty act” med deres “vrede unge skotter med briller og akustisk guitar” end Jim & William Reid med deres velplanlagte “vrede unge skotter med sort tøj og skærebrænderguitar”-fremtoning?

    Jeg kan godt lide “Sunshine on Leith” – der er f.eks. en fin hyldest til Elvis på det album.

  4. Ifølge enten Uncut eller Mojo er der en reunion af JAMC på vej. Ligesom der åbenbart også bliver lagt pres på Rod Stewart om en gendannelse af The Faces.

  5. Just Like Candy er nu rettet til Honey, thanks.

    The Proclaimers med de to brødre er da en novelty-act, Pastor. Selv deres nok bedste nummer Letter To America trækker mere hovedrystende smil end beundring.

    21 Singles er god. Fortæller at JAMC måske først og fremmest var noget så sjældent som et klassisk single-band, altså et band for hvem det simple hit-and-run single-format var mere komfortabelt end det komplicerede album.

    Darklands prøver så hårdt at det næsten gør ondt. En sine steder imponerende men m-e-g-e-t selvbevidst plade, nej?

  6. “Upside Down” (der kun findes på single-opsamlingerne) er vel strengt taget der hvor det begyndte.

    Psychocandy er ikke noget dårligt album. Selv synes jeg nu lige så godt om efterfølgeren Darklands. “Sidewalking” er det bedste T-Rex-nummer, Marc Bolan ikke fik lavet.

    Men derefter begyndte Reid-brødrene at blive en parodi på sig selv. Jeg så først Jesus and Mary Chain på Roskilde i 1997, og da var de for længst havnet i tøfrockens favn.

    (Jeg kan faktisk også lide de andre skotske Reid-brødre, de bevidst uhippe The Proclaimers. Det er dog er en helt anden og country-agtig historie.)

  7. “Faktisk slet ikke ulig Oasis, der også selv lavede en 1′er, der bare aldrig skulle kunne overgåes. JAMC udsendte enkelte rigtig gode singler, men ingen albums der rystede verden på samme velgørende måde”.

    Og i det vand, sejlede også Oasis efter mesterværket “DM”. Enkelte rigtige gode sange, men metal træthed og genbrug har tilstadighed præget Noel, Liam og Co.

    Mht. J&TMC
    Så lavede Black Rebel Motorcykle Club på deres første to albums vel musik der var mere end præget af skotterne.

  8. Tjek opsamlingen 21 Singles: 1984-1998. Jeg synes den holder en fantastisk høj standard hele vej igennem. En personlig favorit er Sidewalking fra 1988.

  9. Helt enig, ’Psychocandy’ er på Top-5 over de bedste album fra 1980’erne. Før der går for meget Candy i den, så hedder åbningsballaden dog ’Just Like Honey’.

    The Jesus & Mary Chains næste album ’Darklands’ er bestemt også anbefalingsværdigt.

Skriv et svar