Min yndlingssingle med Pulp, købt på gågaden i Sheffield den uge den udkom, hørt først utallige gange samme aften/nat på discman fra et bedsit med vindueskolde dåseøl og udsigt over stålbyens lys. På dette tidspunkt – februar ’93 – var der endnu meget langt til ‘Common People’, ‘Disco 2000’ og massepopularitet, men bandets akavede poptalent, samt Jarvis Cocker’s selvudleverende, humoristiske skarphed, var man ikke et øjeblik i tvivl om. Hør selv…
…Oh well I saw you at the doctor’s
Waiting for a test
You tried to look like some kind of heiress
But your face is such a mess
And now you’re going to a party
And you’re leaving on your own
Oh I’m sorry but didn’t you say
That things go better with a little bit of razzamatazz?…
Arrghh, kiggede – da iPod’en var uden for rækkevidde – på Amazon, der sælger en udgave af His ‘n’ Hers, der inkluderer Razzmatazz som sidste sang på albummet.
We Love Life fik glimrende anmeldelser. Jeg forstod den aldrig helt. Store højdepunkter (Bad Cover Versions f.eks.), men desværre også døde punkter undervejs.
Det første Jarvis soloalbum, der også fik fine anmeldelser, lærte jeg på trods af utallige forsøg heller aldrig at elske og har ikke forsøgt med det andet.
Jamen, sangen er – bortset fra på to opsamlinger – netop ikke på noget regulært Pulp-album. Burde have været med på i forvejen absolut fremragende His ‘n’ Hers.
Enig – efter This Is Hardcore satte livstrætheden sig i førersædet. Det lød alt andet end godt.
Lækkert nummer fra et forrygende album. Herfra og til og med This Is Hardcore var Pulp godt nok gode.