Var rocknroll boksning, ville en oplagt match være et møde over 12 omgange mellem Nick Cave og Tom Waits, to kuldsejlede stand up-kemikere, der begge har skabt mesterværker på at besynge månen som set fra overdrevet i rendestenen. Er det i den sammenhæng for simplificerende at bemærke, Cave’s brutalthumoristiske Grinderman-projekt ofte lyder som et ret forrygende Tom Waits-tributeband?

Efter lang tids fravær er Waits denne uge tilbage med albummet Bad As Me, en varieret samling, der blandt vanlige frontalangreb også tør være mere afdæmpet/følsom end ofte hørt før. Der bliver stadig hamret skraldespandsblues og råbt ned i afgrundsdybe kloakker, men det er pladens flertal af de så sarte (!) og fintspillede ballader – flere nærmest som sendt afsted fra hedengangne Poguesland – der åbner rigtigt op og giver behov for genhør.

I slutnummeret, da en vanligt hæs Waits, akkompagneret af mandolin, accordion og en ensom trompet, støder ind i omkvædet af ‘Auld Lang Syne’, er ikke et øje tørt. Bad As Me, hvor også de mere larmende udladninger kommer med relevans og fokus, præsenterer således Tom Waits på toppen af sin musiks basale virkemidler og fortjener en klar anbefaling.

Journalisten Tim Adams har opsøgt Waits i Californien og The Observer bragte i søndags hans oplysende som underholdende interview derfra. Læs ‘I look like hell but I’m going to see where it gets me’ lige her.