Nu må jeg også hellere skrive noget om Arcade Fire og Reflektor. Det var trods alt et album, jeg havde set frem til (og havde forudbestilt), og det ved jeg at Jens og mange andre også havde. Og først var jeg rigtig skuffet: albummet virkede som en for stor mundfuld, og numrene forekom mig at være for lange og for spredte i deres udtryk. Men samtidig har jeg været utilbøjelig til at komme med en hurtig smagsdom; jeg er ikke anmelder, så der er ingen deadline at skulle overholde, og jeg håbede på at tage fejl, for det er før sket i min karriere som lytter at jeg har skiftet mening og er blevet mildere stemt efter at have dannet mig et bedre overblik.
Det er dét, der er sket for mig. I disse dage er Reflektor blevet et album, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg må i skrivende stund have hørt det mere end 20 gange. Og jeg vil ikke tøve med at indrømme det: Jeg er som helhed godt tilfreds med Reflektor nu; sangene står meget tydeligere frem, og både den (efter Arcade Fire-målestok) funky begyndelse med titelnummeret og “We Don’t Exist” og den mere drømmende afrunding med “Afterlife” og “Supersymmetry” giver mening for mig. Også de mere pågående numre inde midt i (“Normal Person” og tøfrockeren “Joan Of Arc”) har deres berettigelse. Der er stadig et par steder, hvor der vel kunne skæres lidt – “Flashbulb Eyes” er ikke et godt reggaenummer, og det allersidste “nummer” kunne også godt undværes.
Så et helstøbt mesterværk har vi ikke, men lidt mindre kan også gøre det. Helhedsindtrykket af Reflektor er godt (man må selvfølgelig være lige så uenig heri, det skal være), og jeg vil se frem til at opleve Arcade Fire til Northside til næste sommer.
Er – lige som Pastoren har været – i en proces “på vej ind i” pladen. Kan faktisk endnu ikke rigtig bestemme mig. På en måde har Jens jo ret i, at det er en grødet lyd, og jeg synes faktisk ikke sangene er eksplicit gode, men på den anden side heller ikke rigtigt ringe. Dog må jeg klart sige, at det der disco wanna be forstår jeg ikke helt. Det behøver man ikke Arcade Fire til, Min fornemmelse siger mig, at jeg ender med ikke at rubricere albummet som meget mere end “OK”.
Ovenpå den positivisme hørte jeg selv Arcade Fire’s nye i nat. Jo, rodebutikken virker mere bekvem velkendt og nem at orientere sig rundt i, når man har været der mange gange. Og den noget grødede lyd – af for mange musikere der spiller for meget på deres instrumenter samtidig – har man ligesom vænnet sig til på Reflektor nu. Iøvrigt står det jo ikke skrevet nogle steder, at et album skal være en strømlinet, letspiselig enhed for at fungere. Albums kan også være svære at kapere for lytteren i sentiment og/eller form. Så måske jeg en dag kommer til samme konklusion som Webmaster Pastor, at ‘et helstøbt mesterværk har vi ikke, men lidt mindre kan også gøre det’. I nat var det dog pladens musikalske mangler og for ubehjælpsomme struktur der bed sig fast igen. Smukt at ville det hele, men knap så smukt ikke at nå det. Så her står Reflektor til nu desværre stadig arkiveret mentalt under ‘oh, what could have been’. Hvis Reflektor var en fodboldkamp, ville den være en tabt en. Og hvad nytter alle de gode intensioner så? Hvad synes I andre?