Reintroducing…Peter Perrett

Peter Perrett var sanger og sangskriver i The Only Ones, et af sen-70’ernes bedste britiske postpunk-bands. Men fuckede dem og en yderst lovende karriere op på heroin og det skørlevned af kaos den livsstil medfører. Han var omkring 1980 så langt ude og nede i London, at selv salig Johnny Thunders – der aldrig var kendt for at holde sig tilbage – efter sigende opfordrede ham til at få styr på sin tilværelse. Det har taget Perrett mange år at komme så langt – og skal heller ikke være nemt for en sangskriver, der har udtalt han kun skriver sange i ulige tiår – men i dag solodebuterer Peter Perrett med How the West Was Won, der med hans selvdestruktive historie in mente er en sejr af de større. For albummet kan uden medlidenhed som brændstof nydes helt fint på egne nutidige meritter, hvor Perrett’s sangskrivning og sarkastiske lyriske pen stadig er karakteristisk skarp, intim og mørkeblåsort. Her ‘An Epic Story’, der med lukkede øjne lyder slet ikke ulig The Only Ones, hvilket må være et betragteligt kompliment…

Skriv et svar