Return 2 Sender

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KBush.jpg

Hvem skulle have troet Kate Bush havde noget for Elvis! Nej vel, men hendes comeback-single slår det altså fast. Ved ikke hvordan du har det med Kate Bush, som indimellem kan være en meget stor prøvelse, hvis man bare ikke kan med Ringenes Herre-mystik og besynderlige ballet-videoer. Men “Hounds of Love” var altså en uomgængelig visionær plade, som viste, at selv musik inspireret af 70’ernes fortænkte prog-rock en sjælden gang godt kan fremstå stueren (hvad vi vel lige nu erfarer igen med den nationale kanonisering af Mew’s så specielle alfeunivers).

Ialfald synes vi her på siden, at enhver sang der hylder Elvis Aron Presley – “Calling Elvis” med Dire Straits undtaget – har noget kernesundt kørende for sig, så derfor her Kate’s tekst, der bekymrer sig for Elvis på en værdig måde (desværre lige pånær linie 7 & 8, som er helt håbløse!). Sangen selv er ikke i nærheden af at være så rørende som Kate Bush’s hovednummer, sublime “This Woman’s Work”, men vinden der blæser igennem den har ialfald sin helt egen søgende, sørgende lyd. Here goes:

“King of the Mountain”

Could you see the aisles of women?
Could you see them screaming and weeping?
Could you see the storm rising?
Could you see the guy who was driving?
Could you climb higher and higher?
Could you climb right over the top?
Why does a multi-millionaire
Fill up his home with priceless junk?
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
Another Hollywood waitress Is thelling us she’s having your baby
And there’s a rumour that you’re on ice
And you will rise again someday
And that there’s a photograph
Where you’re dancing on your grave
The wind is whistling
The wind is whistling
Through the house
Elvis are you out there somewhere
Looking like a happy man?
In the snow with Rosebud
And king of the mountain
The wind it blows
The wind it blows the door closed

© Kate Bush

15 tanker om “Return 2 Sender”

  1. Lige en sidste kommentar – et sidste forsvar af Public Enemy, som jeg synes får lidt hård medfart. Selv med lyrisk støtte til Farrakhan og Nation of Islam ER de altså ikke Nation of Islam, og de er heller ikke partisaner. De er et band. Som nævnt er det legetøjsgeværer de står med, ikke våben, og skulle The Clash have lov at flirte med partisanimage og Public Enemy ikke, ville det da netop være dobbeltmoral. Også selv om PE måtte have set en del farligere ud end Mick Jones nogensinde har gjort i kamptøj… man risikerede stadig som værst at blive våd ved en skudsalve.

    Desuden ser jeg altså absolut ikke PE som en racistisk gruppe, og da især ikke Chuck D’s kommentar om Elvis, den er bare uoplyst (og sikkert inspireret af vandrehistorier som disse to, der ikke holder) og et standpunkt han slet ikke beholder nu i fyrrerne, mere historisk og musikalsk vidende, og uden samme lyst til at være billedstormer – mere om det her. For billedstorm er det det mest handler om, præcis som på ‘1977’.

    Chuck D har netop stået som en klog stemme, der gik imod sorte der ødelagde hinandens chancer med deres skydevåben, mod den hjernedøde og hedonistiske ende af gangsterrappen, og med en historisk og sociologisk bevidstgørelse sat på nogle knaldhårde, tonstunge beats der stadig lyder formidable i dag. Griff har sagt idiotiske, antisemitiske ting, og blev som Pastoren skriver smidt ud, men Chuck D er ingen antisemit, som bekræftet på plade af deres (jødiske) pr-mand Harry Allen – “Don’t believe the hype”. Media Assassin, kaldte de ham endda – men heller ikke han tror jeg nu er morder 🙂

    Anyhoo, hele pointen med at tage sangen med på listen har nu intet med Elvis at gøre, den er kun med fordi den er om ham OG fordi den er et bragende heftigt og aggressivt stykke larmende hiphop, hvis lyd er en del mere revolutionerende og inspirerende end dens budskab og politik.

  2. Jeg vil ikke forsvare alt, hvad Public Enemy har gjort. Jeg vil heller ikke angribe alt, hvad de har gjort.
    Jeg vil især ikke forsvare de ubehagelige holdninger, som medlemmer af Public Enemy har fremført. I USA mødte jeg engang nogle fyre i jakkesæt fra Nation Of Islam, og de var usædvanligt træls. Det er ikke sært at Malcolm X endte med at forlade det foretagende og forkaste deres intolerante retorik.

    Public Enemy var og er en samling modsætninger. De kom med udfald rettet mod hvide og (for Professor Griffs vedkommende mod jøder – han blev da også smidt ud af gruppen), men de turnerede med Anthrax, der er hvide (og nogle af dem har jødisk baggrund).I dag er Public Enemy kedelige, men de var musikalske pionerer engang.

    Og hvor mange tænker på at de er opkaldt efter et teaterstykke af Henrik Ibsen? (Tænk, hvis de havde kaldt sig Et Dukkehjem…)

  3. Stort velkommen tilbage til Kate herfra. Uden at være fan har jeg stor respekt for hende. Og uden Bush ingen Tori Amos, og det ville være en stor skam.

    Ang. Elvis, så vil jeg minde om Neil Young’s nye fremragende plade “Prairie Wind”, hvor nummeret “He Was the King” kan findes:

    “The last time I saw Elvis
    He was shooting at a colour TV
    The phones were ringing in the pink motel
    And the rest is history
    He was the King

    The last time I saw Elvis
    He was singing a gospel song
    You could tell he had the feeling
    And the whole world sang along
    He was the King

    The last time I saw Elvis
    He was up on the silver screen
    Pushing a plough in a black and white movie
    And everybody started to scream
    Yes, he was the King

    The last time I saw Elvis
    It was some kind of Vegas dream
    Spotlights flashed on a silver cape
    And a blue-haired lady screamed
    He was the King

    The last time I saw Elvis
    He was fronting a three-piece band
    Rocking on the back of a flatbed truck
    With an old guitar in his hand
    He was the King

    The last time I saw Elvis

    The last time I saw Elvis
    He was riding in a pink Cadillac
    Wind was blowing through his hair
    And he never did look back
    He was the King

    Thank you very much

    The last time I saw Elvis
    He was singing that gospel song
    You could tell that he had the feeling
    And the whole world sang along
    He was the King

    He was the King
    He was the King”

    Fred.

  4. Stanken af racisme er ulækker uanset om den kommer fra hvide eller farvede. Der er ikke noget kriminelt hverken ved ubegavede eller ekstreme synspunkter, men når en kultur fjendtliggøres pga. dens hudfarve er det da på tide at sige fra. Forestil dig modsatte scenario, Snølle……en ultrahvid gruppe med ekstreme synspunkter og eget bevæbnede vagtværn – hvor cool synes du dét lyder?

    Synes selv der er ret stor forskel fra at bruge et militært look, som f.eks. Clash, U2, Echo & The Bunnymen og Bob Marley & The Wailers har gjort undervejs til decideret at lege rundt med våben. Det sidste oser for meget af latterlig og popuforpligtende macho-fundamentalisme.

    Morrissey’s udtalelser var uhm….uheldige. Han har dog siden undskyldt sig med, at det famøse “reggae is vile”-citat var blevet mishørt, at han i virkeligheden havde sagt “reggae is wild!” – sådan!:-D

    Iøvrigt er der netop nu på den jamaicanske scene en fucked-up populær tendens blandt for mange af de de store dancehall-stjerner til at lave ultra-homofobiske rants, der opfordrer til såkaldt batty boy bashing (=at smadre bøsser). Kan godt være det er fed musik, Smølle, men har du løst til at købe den?

    Og Elvis’ møde med Nixon? En vildledt sjæl, to say the least. Hvad ialverden tænkte han på der, vores dreng fra Tupelo!?!

  5. Som sagt er jeg uenig hvad Chuck D mener lige der – det skriver jeg jo også 🙂

    Men at han langer ud, i et langt mere saftigt sprog end Strummer på ‘1977’, får mig nu ikke til at droppe deres formidable musik. Det er jo ikke fordi Strummer, f.eks., ikke har sagt idiotiske ting undervejs og er sluppet afsted med det, og, jeg mener, skulle man frasige sig al musik hvis kunstneren undervejs har udtrykt et ekstremt eller ubegavet synspunkt for at chokere, så ville der ikke være mange tilbage, og især ikke meget punk eller hiphop. Eller gode gamle Mozzer…

    Elvis selv, f.eks. – hans tilbud om at blive hemmelig FBI-agent fordi han syntes at Beatles og hippierne undergravede Amerika har da ikke fået mig til at smide Sunrise eller From Elvis in Memphis ud. Men forbandet ubegavet er det da.

    Hvad angår Public Enemys image, så var de der Security of the First World og deres legetøjsgeværer da et særdeles underholdende stykke vaudeville. Dem kunne jeg ikke tage mere eller mindre alvorligt end f.eks. netop The Clashs bizarre guerrillatøj og paramilitære look og tilstræbte image omkring Sandinista! og senere. S1W stod og lavede Temptations-agtige dansetrin i uniformer. Det var altsammen høj komik. Og hvad angår Flavor Flav, så er han jo hverken den sidste eller første lidt umotiverede og tilsyneladende unødvendige medlem af et udmærket band – tænk på Bez, Spider Stacy, Chas Smash, eh… Mikael Dehn 🙂

  6. Hey dér Pastoren – “ikke lige velovervejet” synes du:-D Håber Public Enemy’s holdninger på andre punkter har en smule mere hold i virkeligheden end nedenstående racistiske udlægning af Elvis, for ellers er det da totalt Mickey Mouse med dem og deres politiske holdninger.

    “No Beatles, no Elvis, no Rolling Stones….in 1977!” lyder Clash-sangen du omtaler. Det handler om vagtskifte og er ikke som i PE-teksten en fornægtelse baseret på hudfarve. The Clash elskede Elvis som de elskede Stones som de elskede “sort” musik fra både USA og Jamaica. Så jeg synes ikke din sammenligning med dem holder.

    The Clash havde iøvrigt heller aldrig som Public Enemy deres eget uniformerede og Uzi-svingende vagtværn – hvor fundamentalistisk fedt er det iøvrigt lige……?

  7. Hm. Nu er jeg helt uenig! Flavor Flav, ham med uret, var en træls klovn. Men Chuck D med stentorrøsten var en rapper af format. To af de albums, Public Enemy lavede, er blandt mine absolutte yndlings-udgivelser inden for rap: “It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back” og “Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black”.

    Ikke alt, hvad Public Enemy lavede, var lige velovervejet. Men de havde i det mindste nogle politiske holdninger og ville ændre noget med deres musik, hvilket er temmelig meget mere hvad man kan sige om mange af nutidens rap-stjerner. Og deres lyd var aldrig mindre end interessant – produceret af The Bomb Squad overvåget af Rick Rubin (der som bekendt også har produceret alskens udgivelser spændende fra Slayer til Johnny Cash!)

    Public Enemy var sen-firser-rappens svar på The Clash. Og skrev The Clash ikke en sang ved navn “1977”, der var noget negativ over for Elvis?

  8. Yo Smoelle, ham Chuck D vinder nok ingen tapperhedsmedalje for nedenstående stupide svada mod Elvis. Er Public Enemy iøvrigt ikke dem, der har ham klovnen med de store ure på maven, er det Flavor Flav han kalder sig??? Og var det ikke også Public Enemy, som på det nærmeste havde deres egen (plastik-)maskinpistolbevæbnede militærparade til en koncert i Kbh’s Saga engang??? Wow, isåfald er jeg endnu mere imponeret!

    “Elvis was a hero to most(3x)
    But he never meant, shit to me you see
    Straight up racist that sucker was
    Simple and plain
    Mother fuck him and John Wayne
    Cause I’m Black and I’m proud
    I’m ready and hyped plus I’m amped
    Most of my heroes don’t appear on no stamps
    Sample a look back you look and find
    Nothing but rednecks for 400 years if you check
    Don’t worry be happy
    Was a number one jam
    Damn if I say it you can slap me right here
    (Get it) lets get this party started right
    Right on, c’mon
    What we got to say
    Power to the people no delay
    Make everybody see
    In order to fight the powers that be…”

    © Public Enemy

  9. Yep, Public Enemy. Ikke at der ligefrem er tale om en hyldest, men selv med Chuck D’s pænt vildledte kommentarer om Presley, som han vist ikke ligefrem havde gransket nøje og som man da heller ikke behøver være enig i, er det en slambert af et nummer, og lyder stadig helt overdådigt; tordende trommer, en saxsample som en politisirene, og Chucks uovertrufne flow. Genialt.

  10. Public Enemy………….you serious???

    Glem ikke Springsteen’s “Johnny Bye-Bye” – mægtig fin og ikke så lidt trist.

    Og så er der selvfølgelig også Phil Lynott’s længselsfulde “King’s Call”:

    t was a rainy night the night the king went down
    Everybody was crying it seemed like sadness had surrounded the town
    Me I went to the liquor store
    And I bought a bottle of wine and a bottle of gin
    I played his records all night
    Drinking with a close, close friend
    Now some people say that that ain’t right
    And some people say nothing at all
    But even in the darkest of night
    You can always hear the king’s call
    You can always hear the king’s call
    Well they put him away in Memphis
    Six feet beneath the clay
    Everybody was crying
    Everybody said it was a plain grey day
    Me I went to the liquor store
    And I bought another bottle of wine and another bottle of gin
    I played his records all night
    And I got drunk all over again
    Now some people say that that ain’t right
    That ain’t right
    And some people say nothing at all
    I say nothing
    But even in the darkest of night
    You could always hear the king’s call
    You could always hear the king’s call
    I wonder if you’re lonesome tonight
    And I’d rather go on hearing your lies
    Than to go on living without you
    Now some people say that that ain’t right
    And some people say nothing at all I say nothing
    But even in the darkest of night
    You could always hear the king’s call
    You could always hear the king’s call
    You could always hear the king’s call
    Now the stage is bare and I’m standing here
    They might as well bring the curtain down
    I cried the night the king died

    © Phil Lynott

  11. Top 5, sange om Elvis:

    1. Gram Parsons: ‘Return of the Grievous Angel’
    2. Prefab Sprout: ‘Jordan: The Comeback’
    3. Nick Cave: ‘Tupelo’
    4. Public Enemy: ‘Fight the Power’ (;-))
    5. Love Shop: ‘Min Elvis’

  12. Her på bjerget har vi det normalt meget fint med Kate B. Så albummet ventes med spænding og let ængstelse. Efter en årrække i selvvalgt eksil i “Hausfrau-land”, eller hvor det nu var, har hun forhåbentlig ikke sin kunstneriske fremtid bag sig. Det bliver under alle omstændigheder interessant at høre, hvad over 10 år+ har betydet.

Skriv et svar