Rhiannon Giddens

Der er ikke mange afro-amerikanske bluegrass-musikere derude; indtil for nylig troede jeg – og her var jeg pinligt naiv – at der ikke var nogen. Det var faktisk først i dag, jeg blev opmærksom på Rhiannon Giddens, og også dét er egentlig lidt pinligt. Normalt slår hun sine folder i det afro-amerikanske bluegrass-ensemble Carolina Chocolate Drops, der faktisk har vundet en Grammy. Sidste år var hun sammen med bl.a. Elvis Costello og Jim James med til at indspille Lost on the River: The New Basement Tapes, en samling uudgivne sange af Bob Dylan.

Hvis man kan lide Gillian Welch og Alison Krauss  (og det kan jeg), er Rhiannon Giddens i sandhed et interessant bekendtskab. Her er hendes udgave af “Don’t Let It Trouble Your Mind”, en gammel sang af Dolly Parton. Den er at finde på hendes solo-debut, der hedder Tomorrow Is My Turn og kommer til februar.

Hvorfor er det ikke så underligt at der findes en afro-amerikansk bluegrass-tradition? Blandt andet fordi banjoen, et helt centralt instrument i denne genre, faktisk er et strengeinstrument af vestafrikansk oprindelse. Man kan læse mere om bluegrass-musikkens afro-amerikanske side f.eks. i en artikel i News Observer. En vigtig årsag til at det var de hvide og ikke de sorte musikere, der fik anerkendelsen, er at USA indtil 1960’erne var et samfund præget ikke bare af store sociale forskelle, men også af regulær apartheid. Det er ikke engang 50 år siden, det blev lovligt for mennesker med forskellig etnisk baggrund at blive gift overalt i USA. (Rhiannon Giddens’ mand er en kridhvid irer.)

 

Skriv et svar