Russiske revolutioner og glæden ved den rette timing

Det stod ikke skrevet nogen steder, da russerne sneg sig fra banen efter deres første EURO08-kamp, et 1-4 nederlag til Spanien, at de skulle kunne nå langt i turneringen. Omvendt måtte Holland leve med en pludselig opstået favoritrolle i manges øjne, ovenpå to indledende og smukt orkestrerede sejre mod verdensmestrene Italien og VM-sølvvinderne Frankrig. I går aftes blev de roller byttet, da Rusland gav hollænderne en lektion i totalfodbold og sendte dem ud af turneringen.

Hermed har tre gruppetoere nu slået tre gruppeettere i kvartfinalerne. Fortsætter den trend bliver Spanien elimineret i aften, og Italien, der i åbenlys svaghed fremstod som sin egen værste fjende i gruppespillet, står klar til en semi. Hvilket siger ikke så lidt om en afslutningsrundes specielle logik: Man skal ikke toppe for tidligt, og derved risikere at brænde ud i træthed når det virkelig gælder, men hellere spille sig op i form undervejs. Tyskland er i årets turnering, som i utallige tidligere, et slående eksempel herpå. Ofte har tyskerne nærmest kravlet gennem deres indledende runde, til spot og hån i hjem- og udland, for tilsidst alligevel at stå finaleklare, da store og mægtige.

Danmark lavede det omvendte trick i Mexico86, med sejre og især et spil der gav genlyd fra start. 1-0 over Skotland, 6-1 over Uruguay og 2-0 over et indledningsvist blegt tysk landshold, som naturligvis senere nåede finalen, der dog trods alt blev tabt til Argentina og Diego Maradona. Den slutkamp på kolosale Estadio Azteca i Ciudad de Mexico blev spillet længe efter vi selv – i vores ubekymrede fodboldrus – var løbet over en landmine ved navn Spanien, det med fatale følger.

Da DK vandt Sverige92 havde turneringen modsat formkurve. En fattig 0-0-indledning mod England, et selvudslettende nederlag mod Sverige og så – ingen så dén komme på forhånd – den knebne sejr over Frankrig, der gav adgang til semifinale mod Holland. Resten er historie. Det kan EURO08 også være allerede i aften for de hidtil så imponerende og derfor logiske favoritter fra Spanien, hvis altså Italien mener det alvorligt med sit formstigende comeback ind i de fodboldspillende landes udtyndede rækker.

5 tanker om “Russiske revolutioner og glæden ved den rette timing”

  1. Suk, suk, suk – forventningens glæde forblev den største! En skuffende kamp leveret af to mandskaber som kunne have henført og begejstret os med en kamp for feinschmekere. Men sådan går det jo, og man skal lære at elske en dårlig fodboldkamp. Vil besøge min lokale pizza-pusher imorgen aften og søge opbakning mens han sammemfletter en nr. 24 m. hvidløg og chili 🙂 Tillykke til I som heppede på Spanien, jeg indrømmer at de azurblå var for defensive – det var italiensk for begyndere!

  2. Af ukendt årsag har Italien altid været mit ‘reserve-land’, når DK ikke har været dygtige (heldige) nok til at kvalificere sig til en slutrunde. Derfor sidder jeg p.t. i min Italy-trøje og en glad kop kaffe med forventning om, at 2.halvleg vil byde på bare lidt mere spænding end den første! Og hvis mit håb om et par italienske mål (måske bare et enkelt) holder stik, så synes en finale mell. Italien og Tyskland at være oplagt. Og så kan alt ske, og jeg kan kun håbe, og måske bytte kaffen ud med en kold øl 🙂 Fortsat go’ kamp til alle – uanset hvor sympatien ligger 🙂

  3. ja man skal kende sin besøgstid. Ved VM i 1954 havde Ungarn ikke tabt en kamp i fire år. De vandt 8-3 over Vesttyskland i indledende og vandt alle kampe inden finalen med 100 – 0, for derefter at tabe den 3 2 til Vesttyskland. I øvrigt efter at have ført 2 0……

  4. Alene vurderet i historisk perspektiv kollapser eller skuffer spanierne i en exit der ofte synes mere trist end egentlig dramatisk. Jeg finder det ydermere til alle tider personligt ubegavet at nedvurdere Italien – hvis vi igen tager et kort kig på historiens resultattavler.
    Men i aften skal Azzurri (MINUS GATTUSO, PIRLO OG CANNAVARO!!) efter mine begreber håbe på at fange de velspillende iberiske drenge mens sidstnævnte glider i en bananskræl i et pludseligt dødeligt fald ned af formkurven. Vi er alle klogere om ca. 3 timer..

Skriv et svar