Soft Cell-sanger Marc Almond har netop genudgivet sit album Tenement Symphony (1991), der hørt herfra står som det stærkeste blandt hans mange soloudgivelser. I flere år i starten af 90’erne lånte jeg det i den endnu dengang så prangende musikafdeling på Centralbiblioteket i Viborg, når jeg var hjemme hos mine forældre i slutningen af december. Nok derfor har hele albummet – der er mest bredt kendt for sin hitsingle ‘The Days Of Pearly Spencer’ – for mig en klang af netop denne tid på året. At dets produktion så gør brug af en sand armé af isnende (men vel-arrangerede) synthesizers gør nok ikke associationen svagere. Her et af albummets veltimede følelsesangreb, der typisk Almond ruller stolt afsted med både indestængt drama og storladen pop-forløsning…