Sidst jeg så Elisabeth

En sommeraften på festivalen Under Broen. Har stået på siden af scenen med Steen og Lars fra Sort Sol og nydt den menneskelige jukebox Kim Larsen tryllebinde Middelfart med hit efter hit. Han slutter som aftenmørket falder på. Vi driver ned i barakområdet bag scenen, og der løber jeg ind i Elisabeth. Jeg har ikke har set hende længe. Hun er der for research til en bog om sin storebror. Vi taler om Hilmer, som hun altid havde været fortrolig med. Pludselig ud af mørket kommer Kim Larsen, der ser os stå sammen. Han begynder uden varsel at synge en italiensk-lydende romance til Elisabeth. Noget a la ‘Når en kvinde og en mand træffes i fuldmånens skær / Og to hjerter bryder i brand…’. Vi griner, han får nogle varme ord med fra os og forsvinder trallende bort i den fynske nat. Elisabeth og jeg siger farvel til hinanden, går hver sin vej. Nu er de begge borte.

4 tanker om “Sidst jeg så Elisabeth”

  1. Smukt… Jeg sidder og kommer i tanke om, mens jeg lytter til Elisabeths debut….at hun også var stemmen søndag aftener i hjemstavnen på det elektriske barometer….smukt….trist…og alt for tidligt…

  2. Hvor er det dog smukt skrevet, Jens. Det har været et fantastisk øjeblik med jer tre store personligheder i dansk musik.

Skriv et svar