Singularity

Der bliver heldigvis lavet interessant og begavet elektronisk musik; det er mao. ikke Lana Del Etellerandetligegyldigt, der sætter standarden her. Her er således titelnummeret fra Jon Hopkins’ album fra i år, Singularity. Billedsiden er en fascinerende og sælsom pas de deux.

Singularity er i det hele taget et af de albums, jeg har lyttet rigtig meget til her i 2018. Det balancerer smukt mellem uptempo og ambient.

Nu, vi alligevel er her, er et andet nummer fra samme album, “Everything Connected”. Så smukt kan det gøres.

4 tanker om “Singularity”

  1. Hvis du havde nærmet dig hendes udgivelser, ville du have opdaget, hun faktisk er kommet langt videre. Det nye nummer lige herunder er et slående eksempel derpå, uanset om man så bryder sig om det eller ej. Men selvfølgelig har hun sin stil og signatur-lyd, helt som Hamilton Leithauser, Human League, Gillian Welch, etc. også har det.

  2. Jeg så faktisk visse, begrænsede kvaliteter i damens debutsingle. Men behøvede hun at bruge album efter album på at genindspille den?

  3. Pastor, det er helt okay ikke at kunne li’ Lana Del Rey. Er sikker på mange andre end dig har det svært med hende. Og sådan skal det jo være med smag og behag. Noget fanger man på sin vej, andre ting går en helt forbi. Jeg lander dog på den lidt foruroligende tanke, din modvilje overfor hende er af så principiel og rigid karakter, du f.eks. selv ville afsky de to Jon Hopkins-tracks, du har postet så anbefalende her, hvis de ved en fejl var blevet udsendt som Lana Del Rey-tracks. Tager jeg fejl? Gør endelig denne lommeteori til skamme ved at nævne bare én Del Rey-sang som du tilnærmelsesvis kan høre nogle kvaliteter eller se noget positivt i.

Skriv et svar