Der er en interessant klumme i Popmatters om et andet online-magasin om musik mv., det ikke helt ukendte Pitchfork. Jeg har fulgt Pitchfork i en del år, og langsomt gik det op for mig, at jeg langt fra var den eneste der fulgte med i dette amerikanske musiksteds reportager og – især da – anmeldelser. Som i en del andre tilfælde er Pitchfork efterhånden blevet mere end journalistik; der er nu også en Pitchfork-musikfestival. Navne som Arcade Fire, Broken Social Scene, Clap Your Hands Say Yeah og Modest Mouse er blevet positivt anmeldt af Pitchfork i starten af deres karriere og det er hævdet, at det var dét, der gjorde forskellen. For mit vedkommende var det faktisk også netop Pitchforks omtale, der fik mig til at lytte til Arcade Fire og købe deres første album og til at åbne ørerne for Clap Your Hands Say Yeah og (især) Modest Mouse. Her i Danmark er både musikere og musikfans blevet særdeles opmærksomme på Pitchfork. Politiken havde en artikel om det tidligere i år.
Så de har meget på samvittigheden ovre i Chicago. Jeg ved, hvor nervøse forfattere, musikere og andre kan være for anmeldelserne. Men er Pitchfork efterhånden ved at blive de så frygtede smagsdommere, der reelt afgør musikeres videre skæbne? Klummen i Popmatters mere end antyder det. Det er næsten værre at få en lunken bedømmelse på 5.9 end den absolutte bundskraber på 0.0, som Pitchfork engang udstyrede stakkels Travis Morrisons debutalbum med… Manden bekendtgør i hvert fald på sin webside, at han er holdt op med at lave musik. (Ikke engang en buttetskøn herre med pladekontrakt har fået en sådan medfart i de danske medier.)
I forlængelse af mit eget indlæg: http://www.undertoner.dk/2010/09/the-dismemberment-plan-gendannes/
Jeg synes også at allmusic.com har udmærkede pladeanmeldelser – og de anmelder flere genrer end Pitchfork.
Det kan også gå den anden vej – denne blogs favoritter, The Walkmen, får lokket den store pensel i brug:
http://pitchfork.com/reviews/albums/14605-lisbon/
Det er 0,1 point OVER perlen You & Me. Kan ikke sige jeg er 100% enig…
@Fremmedlegionær
Ikke at du skal være enig med Pitchfork, men jeg synes, det er en af Pitchforks helt store styrker, at de hele tiden har anerkendt god pop. De har brudt med traditionen for at positionere sig i modsætning til en mainstream popscene og har i stedet valgt at sætte musikken i første række. Det er nærmest befriende.
Pitchfork er i hvert fald åben over for rock, pop, hiphop og også lidt verdensmusik. Knapt så meget metal, jazz og blues, men det er nok også bare grundlæggende andre musikformer.
Interessant artikel. Kissaway Trail spillede her i sidste måned:
http://www.highlineballroom.com/index.php
Jeg husker udmærket den Travis Morrison-anmeldelse. Jeg var (og er fortsat) meget glad for hans tidligere band The Dismemberment Plan og glædede mig stort til solopladen. Den er vel til en ‘over middel’-bedømmelse, men Pitchforks slashing var bemærkelsesværdig. Pitchfork var netop mediet, som havde været med til at putte TDM op på en piedestal (med deres anmeldelse af “Emergency & I” som fik 9,6, men som mærkeligt nok ikke er at finde på siden længere). I sand NME-stil skulle Morrison så have hug for pladen i eget navn. Måske var det en anmelder, der var trist til mode over at hans yndlingsbands var gået i opløsning. Whatever the case, anmeldelsen var useriøs.
Jeg er også én af dem, der gennem masser af år har fulgt meget med på Pitchfork – primært deres anmeldser.
Og det er et rigtigt godt sted at få ny inspiration til musik, som jeg ofte kan li’. og jeg har da også kobt musik ene og alene på baggrund af deres anmeldelser. Det har ikke altid været en succes. Mistede eksempelvis hurtigt interessen i denne trods karakteren 10,0:
http://pitchfork.com/reviews/albums/178-source-tags-and-codes/
Det er lidt skræmmende, så stor magt, Pitchfork har fået. Selv om internettet er kæmpe, kæmpe stort, så søger vi altså alligevel ofte de samme steder hen før eller siden. Synes nu de meget godt holder fast uden at sælge ud, selv om jeg ikke helt forstår deres forkærlighed for poptøserne Robyn og Annie. Men heldigvis skal man jo ikke være enige i alt…
Godt link!
Jeg tænker på The Kissaway Trail, der udsendte deres ambitiøse album internationalt på Bella Union tidligere på året. De må have ligget søvnløse de sidste mange nætter, inden Pitchfork afsagde dommen. Hele deres fremtid på den store indiescene i en mands hænder. Hvis deres album af en eller anden grund havde ramt netop den anmelder lidt renere, eller hans kone havde givet ham et ordentligt kys samme morgen, som han skulle anmelde dem, ville de næppe skulle spille på Fermaten i Herning i november (bedømmelsen endte på 4.4).
Desværre tager jeg selv god del i udviklingen. Pitchfork er den eneste internationale side, jeg læser regelmæssigt, og jeg læser kun anmeldelser af kunstnere, jeg allerede kender, eller som er blevet placeret i Best New Music-kategorien. Hvis bedømmelsen ikke krydser de magiske 8.0, er der en god chance for, at jeg ikke kommer til at høre musikken.
Jeg bruger heldigvis også en del andre blogs, last.fm, diskussionsgrupper og stort set alle danske kultursider til at stifte bekendtskab med ny musik, så Pitchfork dikterer langtfra mine lyttevaner. Men jeg kunne godt ønske mig, at deres position var noget mere udfordret i det store billede. Det er ikke sundt, at enkelte anmeldere sidder med så stor indflydelse.
Men Pitchfork skal ikke have skylden. De forsøger bare at lave seriøse anmeldelser af god musik. Det er mere end så mange andre.
En legendarisk og meget lidt seriøs anmeldelse, der nok har været lige så slem som 0.0:
http://pitchfork.com/reviews/albums/9464-shine-on/
😉