Så udkom Lars Winnerbäcks nye album, Eldtuppen, hans første i tre år. Læste en svensk avis i morges, hvor anmeldelsen – tre ud af fem hvepse…! – slår til lyd for, at Winnerbäck på denne plade tager stafetten videre, både hvad tekst og musik angår, fra Eskilstuna’s bedste, Kent. Sådan havde jeg slet ikke selv tænkt det, da jeg først hørte albummet i nat, for traditionalisten Winnerbäck har trods en beslægtet tung melankoli altid i sin ofte viseudsprungne musik syntes en langt rundere og mere imødekommende en-til-en-dagbogstilgængelig person end Jocke Berg er det i Kent’s. Alligevel giver det en vis mening hvad Expressen’s Anders Dahlbom sigter efter, når f.eks. ‘Stockholm I Okt’ her sender hjerteslag af drivende efterårstristesse ud. Der er et tomrum efter Kent, som skriger på at blive fyldt ud. Måske det er savnets ønsketænkning, hvis man bare tilnærmelsesvis føler det sker her…