Station to Station 45

Jeg har tre originaludgaver af Bowie’s Station to Station stående på vinyl; et amerikansk pres, et tysk og et engelsk. De lyder alle fantastisk. Velnok fordi David Bowie – selvom han bagefter aldrig kunne huske tilblivelsen, det muligvis pga. af en for streng personlig diæt af rød peber, mælk og store mængder kokain – var i sit livs form. Kun seks numre indeholder værket, men hver og et har egen profil og er fulgt helt til dørs. Det er åbnings- og titelnummeret – stærkt inspireret af den nye europæiske musik fra Neu! og Kraftwerk – her nedenunder, som var den musikalske pil fremad, der fik Bowie til at tage natdamperen væk fra Amerika, stå af i Sydfrankrig, og lade sig køre i sin selvsikre Mercedes 600 op til Vestberlin, hvor fremtiden ventede på at blive opdaget og indspillet. Albummet Station to Station blev udsendt i dag for 45 år siden. Visse fødselsdage kan man ikke fejre for ofte. ‘It’s too late to be late again’, synger The Thin White Duke her. Han har ikke ret. Med en kvalitet som hans er det aldrig for sent…

5 tanker om “Station to Station 45”

  1. Det, der er så skræmmende ved billeder af David Bowie fra dengang, er hvor ødelagt han ser ud i en alder af kun 29. Se denne optagelse af titelnummeret fra 1978. Hans tilstand er tydeligt forandret (til det bedre).

    https://youtu.be/bnEc91KRKrc

  2. Det er forbløffende, at Station to Station er så vellykket, når manden var så meget ude i tovene, som han var. Men bedre end de følgende fire albums? Nej.

  3. Har lige lært at mit eksemplar er det tyske pres. Mit første Bowie album – og det allerbedste. Måske det allerbedste overhovedet!

Skriv et svar