Alt stort starter i det helt små. Det er således i dag 35 år siden de siden så musikalsk mægtige The Smiths livedebuterede. Det skete mandag 4. oktober 1982, da det så uprøvede nye band spillede opvarmning for London-hitlistedøgnfluerne Blue Rondo a la Turk til fashion-begivenheden “An Evening of Pure Pleasure” på Manchester-spillestedet The Ritz.
I mandags, ved en livetransmitteret BBC 6-præsentationskoncert for nogle numre fra sit kommende soloalbum, endte Morrissey på forsiderne af de engelske medier, men igen af alle de forkerte grunde, da han fra scenen mere end blot antydede, at valget til ny formand for det nationalkonservative parti UKIP var blevet svindlet, så den højreekstreme anti-islam-aktivist Anne Marie Waters – åbenbart en kvinde Morrissey støtter op om – ikke skulle komme til magten. Publikum i London reagerede med måbende tavshed på dén udmelding.
Morrissey må synes lige hvad han vil, men for pokker, hvor er det pinefuldt på afstand, at den engang så inkluderende og sensitive The Smiths-outsider med alderen fremstår så tiltagende formørket, hadefuld, stigmatiserende, ja, flere og flere bruger det utilslørede ord ‘racistisk’ om ham, som tilfældet er. Det til et punkt, hvor Morrissey’s nye og nyere musik – som om den i sig selv ikke lyder blodfattig nok i forvejen – efterhånden er blevet meget vanskelig at være i selskab med.
Her den unge og så anderledes Morrissey på scenen i musikalsk ledtog med Guds gave til menneskeheden, Johnny Marr. Ja, hvad må han ikke tænke om sin tidligere makkers deroute?!
Desværre enig i, at Echo & The Bunnymen’s nuværende musikalske form absolut er i en langt sørgerligere forfatning end Morrissey’s.
Jeg kan sgu godt lide den nye single. Flere af de andre nye numre, der bliv luftet på BBC6, synes jeg lød spændende.
Kan slet slet ikke tilslutte mig den lidt uklædelige negative stemning, der stortrives omkring Moz.
Træk nu vejret 😉
Jeg er ikke fuldstændig ligeglad med hans udtalelser, men tager det ikke så “tungt”.
Jeg nyder jo også Oasis – på trods af at brødrene (især Liam) er nogle båtnakker 🙂
Og det er vel ikke så sært, hvis Moz viser dalende form.
Men den er da bedre end eksempelvis de her på sitet hyldede Echo & The Bunnymen. Og Morrisseys vokal holder betydligt bedre end Ian´s.
Jeg er helt enig i, at M siger en masse tåbelige ting. Men i lige præcis dette tilfælde er der ret bred enighed(på diverse fansites og også efterfølgende i de britiske medier) om, at han er blevet misforstået godt og grundigt – og at han prøvede på at kommentere på pressens udlægning af UKIPs formandsvalg. Som et led i hans “stop watching the news” kampagne.
Men meget vigtigere er det, at de nye sange er helt fantastiske!! Jeg var selv en smule lunken i min modtagelse af “Spent the Day in Bed”, men resten af de nye sange er helt i top… Glæder mig voldsomt til at høre studieversionerne!
Hør bl.a. denne instant classic: Home is a Question Mark
https://www.youtube.com/embed/mSAGOx23k28
Ulrich_27, jeg er i princippet 100% enig med dig omkring det nødvendige i, at kunne adskille værk fra værkafsender. Og har normalt intet behov for at de, hvis værker jeg får noget ud af, skal være et spejlbillede af mig selv, hverken hvad holdninger, levevis eller andet angår.
Mht. Morrissey har du nok ret i, at meget ville være anderledes i hvordan han anskues, hvis bare han stadig udsendte værker, hvori han udfordrede andet og mere vigtigt end sit publikums tålmodighed. Niveauet for denne engang så væsentlige spiller er simpelthen faldet for lavt. Og det er nok dét som gør ondt og frastøder, når så sammensætteligt med det nyere verdensbillede af ham som reaktionær tyran.
Jeg lærte for længe siden, at skelne mellem
kunsteren og hans/hendes kunst – ellers var der meget kunst, man ikke kunne se på, lytte til, og læse.
Problemet i Morrissey’s tilfælde er,
at hans kunst længe ikke har været noget at råbe hurra for.
Det var hans eget debutalbum efter The Smiths, jo. Men dengang virkede titlen først og fremmest kulsort humoristisk. Det ville den vist ikke gøre hvis lanceret i dag.
Var der ikke et album der hed Viva Hate?
Det er ganske pinefuldt at høre Morrissey udtrykke sig så hadefyldt. Hvis Johnny Marr nogensinde skulle overveje at finde sammen med Morrissey igen må det “håb” være skudt fuldstændig i sænk…