Og nu til den skotske hovedstad, hvor jeg boede i tre år og i denne uge er tilbage for en kort bemærkning, knap 13 år efter mit sidste besøg.

Dengang fra 1988 til 1991 var jeg en natugle. Jeg sad på universitetet bøjet over et tastatur, en bog eller egne formler til sent om aftenen, cyklede hjem, nåede måske lige at stoppe for at købe nogle pakoras og en Irn-Bru. (Friturestegt Mars-bar i dej er en skotsk perversion, som jeg aldrig tog del i.)

Weekenderne gik med at strejfe rundt i Edinburgh og omegn – f.eks. langs Water of Leith, som jeg boede i nærheden af. Af og til fik jeg et glimt af den ene tvilling fra The Proclaimers; han boede åbenbart også i nærheden. I fejden mellem Hibs og Hearts var jeg – om jeg så må sige – græsk-katolsk. The Replacements var på, hvad der senere skulle vise sig at være deres sidste turné, og kom forbi. Men jeg glemte at købe billet – “pyt, så ser jeg dem bare næste gang”, tænkte jeg…

(I de samme år studerede min halvsøster astrofysik nede i Wales, men det måtte jeg ikke få at vide.)

Bymidten er gammel, historisk og fredet – så den ligner sig selv, dvs. der er de der forbandede Starbucks-kaffebarer en masse steder.

Vejen tilbage til universitetet var også, som jeg husker den. Bus nr. 42 kører stadig, og jeg behøvede ikke engang at tænke over, hvordan jeg fandt frem til det gamle institut. Nogle ting glemmer man tilsyneladende aldrig.

Min yndlingsrestaurant Kalpna er desværre under ombygning, så jeg må finde indisk mad et andet sted. Avalanche Records, Vinyl Villains og Hog’s Head Records er der til gengæld alle stadig – og holder åbent. Og der er åbnet en biks ved navn Unknown Pleasures; det første, man ser ved indgangen er en kæmpe London Calling-plakat. (Jeg sendte denne blogs medforfatter en tanke, da jeg så det!)