The Clash på Roskilde

Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.

2 tanker om “The Clash på Roskilde”

  1. Det med de udenlandske øl er muligvis hemmeligheden bag det års festival som en af de helt legendariske årgange.

    Håber at anklen siden har fået det bedre, end det såkaldte The Clash havde det den dag.

  2. The Clash-koncerten 1985 var heller ikke den 18-årige HA´s finest hour. På vej fra teltområdet trådte jeg ned i et af Dyrskuepladsens mange, lumske huller og forstuvede anklen. Så i stedet for The Clash på Orange blev det samaritternes telt ovre ved Mor Toves Æbleskiver.

    I øvrigt var 1985 også første år med hegn rundt om Orange Scene, efter at Johnny Winter blev ramt af en flaske, og året hvor den danske ungdom pga. ølstrejken nødtvungent blev introduceret til udenlandsk øl (chok, horror… hvad vidste folk fra Vesttyskland og Tjekkoslovakiet om at lave øl?)!

Skriv et svar