12 tanker om “The Replacements kom til København”

1. For satan det er vildt, Sheringham. Fantastisk! Tak

2. Whaaat? “… og kosteligt geniale indfald som »Androgynous«, der er en elegant omskrivning af det klassiske tema om ikke at få nok på den dumme og være henvist til at gøre det selv…”

   Og jeg som troede det var en sørgmodig sang om outsiderne der er utrygge i deres eget krop og deres eget køn. Jeg kan lige se Lars stå med et stort grin som om det var en af The Dickies’ mest hysterisk morsomme sange han hørte på, denne ballade…

3. Anmeldelse fra Berlingske:

   Det rene rockhjerte

   Det var al ventetiden værd. Replacements spillede som var de verdens sidste rockband.

   Af LARS B. JØRGENSEN

   Så kom Replacements efter at have brændt alle sande rockelskere af ved indtil flere lejligheder. Og hvor var det dog al ventetiden værd endelig at få set disse arketypiske rock ‘n’ rollere affyre deres benede livtag med de allersmukkeste traditioner i rocken. For somReplacements spillede i Pumpehuset langfredag lignede det nemlig et band, der omsider havde fundet ro og rast uden at miste hverken gnist, glød eller intensitet på vejen fra helvedes forgård til den dør i rockhimlen de stod og bankede på i hver eneste takt under den mere end to timer lange koncert. Og som min sidemand så rigtigt bemærkede, har Minneapolisrockerne et sangkatalog, der nærmest spiller sig selv fordi alle deres sange er så indlysende perfekte klumper fra rockens gyldne åre. De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods. Men de er en generation yngre og har oplevet og udlevet både Marc Bolans glitrende sensualitet og punkens anarkistiske ikonoklasme. Det er deres bagage og med den i hånden skriver Paul Westerberg sange med en bidsk fandenivoldskhed, der aldrig bliver afstumpet og brovtende, men som reflekterer livskunstneren forklædt som rockmusiker.

   Følsomme og sarte ballader

   Så er det han skriver sange som »Achin’ To Be« om den ensomme og isolerede kunstnermyte, eller beske kærlighedssange som »Waitress In The Sky«. Følsomme og sarte ballader som »Skyway« og »Answering Machine« (der handler om, hvordan man (ikke) siger godnat til en telefonsvarer) og kosteligt geniale indfald som »Androgynous«, der er en elegant omskrivning af det klassiske tema om ikke at få nok på den dumme og være henvist til at gøre det selv… Vi fik vel alle de sange vi kunne ønske os, men Replacements lod det ikke blive ved det, for de spillede som om de ikke kunne lade være. »Requests«, opfordrede den strithårede stymper og bassist Tommy Stinson publikum til, »cigarettes«, bad Westerberg om. Sådan skulle det være; Der blev givet og taget af et godt og rent hjerte.

4. Vildt show. Lyder nu ikke som Pumpehuset var half full. Snarere half empty. Mindst…

5. Ja, for pokker. Tusind tak. Smæld på det band.

6. 1000 tak – saft og kraft!!! 😀

7. Det lyder væsentligt bedre end jeg troede …

   http://www.megaupload.com/?d=6XIA2QOO

   Sh.

8. Sheringham, det ville være stort!

9. Utroligt gerne, Sheringham. Det kunne være spændende at høre igen. 🙂

10. 🙂 … hov, det er jo min optagelse, og mine ord … det var en stor aften, Rock’n’Roll Ghost blev vist kun spillet ganske få gange overhovedet, generelt var alle Replacements shows meget forskellige – Paul Westerberg var fatisk på plakaten på Loppen på et tidspunkt, men spillede samme aften i London – så bookeren fik skylden – husker stadig skuffelsen, da jeg ankom, og så at koncerten var aflyst … ;-(

    Hvis man er interesseret i at høre optagelsen, så fixer jeg gerne en mp3 version…

    Sh.

11. Tusind tak.

    Husker koncerten i Pumpehuset som meget Replacements-abrupt. Det var vist først, da Tommy Stinson sang ’Satelite’, at vi fik et helt nummer.

    Det er rigtig at bandet aflyste alle dets koncerter på Roskilde. Om det var to eller tre, ved jeg dog ikke. Westerberg aflyste i øvrigt, da han skulle spille på Loppen i 1992 eller 1993.

12. Ak, det var ikke mig, der var der. Jeg fik aldrig oplevet The Replacements; jeg havde chancen i Glasgow men greb den ikke.

    31 numre – det må være blevet ud på de små timer. Til sidst var The Replacements så vidt jeg ved konsistent gode; dagene med pinlige amokløb var ovre. Så vidt jeg ved, er det samtidig den eneste gang, Paul Westerberg har givet koncert i Danmark.

    Tommy Stinson har været her et par gange siden, den ene gang sammen med Jesse Malin, den anden gang endog i Aalborg, men desværre som del af Guns’n’Roses. Samme aften spillede Crowded House i Århus, men det har jeg skrevet om tidligere.