London-bandet The Sound blev dannet i 1979 og opløst i 1988. De stod noget i skyggen af britiske bands fra samme generation, og egentlig er det synd. The Sound var jo faktisk slet ikke dårlige, og det slår mig nu som underligt at jeg ikke har skrevet om dem før her på bloggen. Prøv f.eks. at lytte til From The Lion’s Mouth fra 1981; det udkom på Korova, der var samme underlabel af Warner, som udsendte bl.a. Echo and The Bunnymen.
Her er teksten til “Skeletons” fra dette album; den er forbløffende koncis.
There’s a gaping hole in the way we are
With nothing to fill it up anymore
No flesh no blood just broken bone
A frame to hang our lives from
We’re living like skeletons
Won’t someone wake the dead in me
Won’t someone shake the dust off me
Give me water give me bread
But don’t give me up for dead
We’re living like skeletons
Set i bakspejlet er det tydeligt, at sanger og sangskriver Adrian Borland sloges med nogle ikke helt små indre dæmoner i form af depression. Han røg ind og ud af det psykiatriske behandlingssystem, og i 1999 begik han selvmord ved at kaste sig ud foran et tog i London, samme dag som Propaganda, et album med tidlige, hidtil ikke udgivne sessions med The Sound, blev udsendt.
P.S. For de marginalt nysgerrige: Billedet fra From The Lion’s Mouth er et gammelt maleri af Briton Riviere, der viser den gammeltestamentlige profet Daniel i løvekulen.
@ Jens – Helt enig, tiden kan for nogen være særdeles ubarmhjertig.
Blev iøvrigt inspireret til genlyt af Chameleons tre første vinyler. Stor lyd, flotte covers og herligt genhør med bl.a “Swamp thing”.
Smid mig en adresse på sandrepair(a)hotmail.com
Det vil jeg da egentlig gerne.
Jeg har minimum fire (muligvis alle fem) af Dutch Radio Recordings serien liggende i ud-bunken. Hvis nogen er nysgerrige efter at høre dem, smider jeg dem gerne i en kuvert kvit og frit.
@ Bran Man – Rigtigt, vi spillede support i Saltlageret til The Sound. Adrian Borland var en flinker, snakkesalig fyr, der emmede af engelsk øl og gav mig lov at låne sin guitarforstærker på aftenen.
Set i bakspejlet (og jeg hørte selv de omtalte plader i de år) synes jeg nu ikke The Sound – helt a la Sheffield’s Comsat Angels, der også spillede samme Joy Division-inspirerede gloom – havde samme klasse/personlighed som førerhundene inden for dén knugende britiske rockmusik på det tidspunkt, det være sig New Order, Echo & The Bunnymen, The Cure eller endda The Banshees. Så var The Chameleons fra Manchester måske et bedre bud, da deres sange syntes det stærkere.
Åbningsnummeret på From The Lion’s Mouth ‘Winning’ er dog, som slet skjult musikalsk omskrivning af Joy Division’s ‘New Dawn Fades’, et ret perfekt nummer.
Og det er kun seks et halvt år siden. Ak ja.
Jeg kommer iøvrigt til at tænke tilbage på den tid, hvor jeg blev introduceret til dette fremragende band, som for mig betød det samme, som the Clash for andre.
Det var dengang hvor lørdag var lig med en tur til Gry i Sankt Peders Stræde, hvor eksil-amerikaneren Martha P. altid havde et tip eller to til, hvad der burde på spinne på pladetallerkenen. Hun talte varmt og længe om dette band, og “Jeopardy” med the Sound og “Boy” med et irsk band, endte denne lørdag i posen.
Senere spillede Martha og hendes band (Drift), med en ikke helt ukendt jysk guitarist, opvarmning for the Sound.
Stor tak til Martha for dette afgørende tip, og tak til en svunden tid, hvor Gry, Sex Beat, Snog Rock og SAM gjorde lørdagene mindeværdige.
“…og det slår mig nu som underligt at jeg ikke har skrevet om dem før her på bloggen.”
Du fik nu opfordringen 15. februar 2007 i en tråd her på bloggen